Barbour-sæsonen er i fuld gang. Den ærkebritiske klassiker er aktuel som aldrig før, så det er i år, du investerer i den hårdføre oilskin-jakke. Her guider vi dig sikkert gennem købet.
Intet signalerer træfsikkerhed, som en velpatineret Barbour-jakke.
Effekten indtræder straks, den kommer på: Ryggen rankes og travet får mere tyngde. Det skyldes, at man køber sig ind i 120 års britisk familievirksomhedshistorie, der fra dag ét er blevet båret af soldater, kongelige, filmstjerner og alt derimellem. Det er netop den evige relevans og anvendeligheden, der er Barbour-jakkens store force.
Det er også de kvaliteter, der er brug for, når verden er i flux: en vished om, at nogle ting aldrig forgår. At kvalitet, robusthed og versatilitet er dyder, som også vil være aktuelle om 100 år.
Annonse
Barbour-jakken er en konstant i en ellers omskiftelig verden. En uforgængelig klassiker, som kun bliver flottere med tiden og som vil se ud, som den altid har gjort. Derfor skal du have en.
Før du køber
Hold dig fra de smalle modeller. Intet siger svensk skærgårds-douchebag, som en Barbour-jakke så smal, at stiklommerne ikke kan nås uden at vise mave.
Jakkerne blev oprindeligt designet til at sidde løst, så de kunne bruges til jagt og ridning. Selvom dagene går med at aflevere ungerne i ladcyklen og så kontoret tur/retur, så lad os ære den oprindelige intention. Desuden signalerer det løse snit overskud: ingen smalle steder her.
De fire store
Du skal koncentrere dig om disse fire modeller: Bedale, Beaufort, Border og Northumbria. Det er disse modeller, Barbour bygger alle iterationer på.
Annonse
Fælles for alle fire er det løse snit, som giver et tilpas afslappet-men-velklædt look, med plads til flere lag indenunder, de fire yderlommer: To stiklommer ved brystet og to flaplommer, og muligheden for at lyne en fleece-liner ind i inderforet.
To af modellerne, Bedale og Beaufort fås som både standard og Classic. Classic-serien er produceret i sylkoil: Barbours eget, olivengrønne vokset bomuldsmateriale, der fremstilles med minimal påvirkning af stoffet, og som giver et blødere materiale med mat finish. Standard-serien er lavet i traditionelt voksbomuld, som er en smule stivere og mere skinnende i finishen.
Dette fra ny, vel at mærke – efter et års brug er der ingen forskel på de to materialer, som i øvrigt har samme holdbarhed. Tjek label, der står Classic, hvis dét er tilfældet.
Her dissekerer vi de fire modeller, så du kan træffe en informeret beslutning:
Bedale
Bedale er den definitive Barbour-jakke. Det er brandets bedst sælgende og den, der har været længst i produktion. Den kommer i 6oz voksbomuld eller sylkoil, med raglanærmer (ingen skuldersyning), fløjskrave og det klassiske tartanmønster på indersiden. Bedale er designet til ridning, så det er den af de fire med den korteste krop, der går lige til hoften. Husk derfor at size op, hvis du er over 185cm, eller vil have plads til en sweater indenunder. (Det gælder generelt for alle jakker og frakker med raglanærmer, at man fint kan size op uden det ser fjollet ud).
Annonse
Bedale adskiller sig ved at have ribbede kanter (manchetter) i ærmeåbningerne – en behagelig detalje, der dog kan gøre det svært at bruge jakken over et jakkesæt eller denimjakke, da ribkanten sidder tæt og ærmet indenunder derfor kryber op. Jakken har ventilering på ryggen, som åbnes/lukkes med trykknapper.
Vælg Bedale hvis dine proportioner er til en kort jakke og hvis du vil have Barbour-oplevelsen med hud og hår.
Beaufort
Beaufort minder lidt om Bedale, samme 6oz materialer, raglankonstruktion og inderside i tartan, men er designet til jagt og har derfor en lidt længere krop, der går til under hoften. Den har lynlåslommer – såkaldte poacher’s pockets – bagpå, tiltænkt småt vildt. I stedet for ribbede manchetter, har Beaufort korte storm-manchetter i nylon, der åbnes og lukkes med velcro.
Længden og det mere åbne ærme gør Beaufort til den mest anvendelige af de fire modeller, og optimal til flere lag, især hvis man er til Barbour-over-blazer looket. Det er man. Beaufort adskiller sig desuden fra Bedale ved at have en inderlomme i stolpen ved lynlåsen, fremfor i foret.
Vælg Beaufort hvis du elsker lag-på-lag look og vægter anvendelighed højt.
Border
Border er en længere jakke, der går til midt på låret, og derfor ideél til en høj mand. Border har ikke raglanærmer, men skuldersyninger. Man skal således vælge sin størrelse rigtigt – samme størrelse, man bruger i jakkesæt (38=48, 40=50 osv.) Man skal ikke size for meget op. Det ser ikke godt ud, når skuldersyningerne ikke matcher ens skulderbredde. Border er rummelig og med samme ærmeåbning som Beaufort, så der er fin plads til både jakkesæt og tyk strik indenunder. Den er lavet i 6oz voksbomuld, det lidt stivere stof, og er derfor oplagt til et mere formelt look. Border-jakken har større lommer, både inde og ude, hvilket er rart, hvis man er typen, der pakker sine lommer.
Vælg Border hvis du er til den høje side og hvis du ikke er til de udpræget praktiske elementer i de andre modeller.
Northumbria
Northumbria er i princippet en Border på steroider. Samme konstruktion og specifikationer, men er lavet i 8oz sylkoil og derfor ekstremt vind- og vejrbestandig. Den er derfor også en smule tungere og tykkere end Border, hvilket gør, at man ikke har lyst til at lege for meget med lagene i en Northumbria, da det hurtigt bliver for bulky. Mellemvægt striktrøje, nichts weiter. Af samme årsag skal man holde sig til sin størrelse.
Det tykke materiale gør Northumbria til den af jakkerne, der nemmest kan bruges som helårsjakke, hvis du tilkøber fleece-lineren. Sylkoil-materalet gør Northumbria blødere og mattere i udtrykket end Border og derfor optimal, hvis du tilbringer meget tid på landet, dyrker lange ture på jagt, og man gerne må kunne se den kærlighed, jakken bruges med.
Vælg Northumbria til livet på landet og hvis du vil kunne bruge din Barbour som vinterjakke.
Den glemte grail
i 60’erne introducerede Barbour Solway-modellen – en lang og bred jakke, der kom med enten lynlås eller bæltelukning, og som lander et sted mellem Beaufort og Northumbria i et hidtil og sidenhen uset 8oz traditionelt vokset materiale med trippel udvendige flaplommer. Den var rasende populær blandt de såkaldte Sloane Rangers – folk enten fra eller aspirerende til den aristokratiske britiske øvre middelklasse.
Populariteten skyldes, at Solway var Prins Philip og Prins Charles’ weapon of choice. Rygtet lyder, at kongehuset opkøbte Solway-modellerne i stor stil, hvilket satte flokken af Sloane Rangers i FOMO-induceret købs-frenzy. Barbour nedlagde produktionen i starten af 1990’erne, så Solway findes ikke fra ny. Den går for omkring 1.200-1.800 kr. på eBay, selv i miserabel stand. Hvis du ser en, skal du slå til.
Ny eller brugt?
Det er som udgangspunkt sjovest at slide sin jakke til selv, at være første og eneste ejer, men det er mindst lige så tilfredsstillende at gøre et kup (og ikke købe nyt).
Der er altid Barbour-jakker til salg på Den Blå Avis, så det er et godt sted at lede. Her koster de omtrent en tredjedel af nyprisen; en overskuelig investering. Der er mange af de smalle modeller til salg her – fx modellen Ashby – og det er ikke alle, der angiver det korrekte navn, så hold godt øje og bed om et billede af label, om nødvendigt.
Man skal beregne lidt ekstra til en omgang voks og muligvis lidt reparationer. Heldigvis er den billigste voks også den bedste, og en venlig skrædder klarer lappeopgaver for omkring 250 kr.
Pleje
Du skal selv give din jakke voks. Du skal bruge denne her voks, den bløde side af en grydesvamp, og denne her video som reference. Hvis du bruger jakken hele året, skal den have voks hvert år. Hvis du kun bruger den i overgangene, kan du nøjes med at give den voks hvert andet år.