Yves Saint Laurent ville ønske, at han havde opfundet dem. Karl Lagerfeld ønskede, at han var tynd nok til at gå i dem, og Andy Warhol ville dø med dem på. Louise Thuesen fortæller dig her, hvad smalle jeans siger om dig – og om mænd i det hele taget.
Et stof, der strammer om testiklerne, får en mand til at tænke anderledes.” Ordene er den italienske filosof og forfatter Umberto Ecos, stoffet, han beskriver, denim. For denim er ikke et stof, som drømme er gjort af, det er et stof, som afspejler vores virkelighed. Historisk har det kraftige bomuldsmateriale lagt ben til de strømninger i samfundet, der har skubbet til konventionerne. Denim – og måden, det er blevet brugt på – har i årtier været det kanvas, som samfundsstrømninger og måske især subkulturer har ladet sig male på.
Siden starten af 00’erne har tendensen slim fit eller skinny jeans til mænd grebet mere og mere om sig og er – på trods af modebranchens evige opgør med sig selv – en af de tendenser, der har holdt længst.
Annonse
Igennem nu flere sæsoner har designere som Acne, Whyred og Dior Homme sendt jeans ned ad runwayen i smalle silhuetter. Referencerne rækker ud i en klar rock’n’roll-kultur og samtidig i en androgyn og vel nærmest feminin iscenesættelse af manden. Bukserne skal være smalle. Rigtig smalle. Og hvis Umberto Eco har ret i, at denim påvirker den måde, mænd tænker på, hvad siger den smalle tendens så om den moderne mand?
I SINE FØRSTE MANGE år levede denim på fabrikker, i miner, til hest og på stilladser. Det var velegnet til hårdt fysisk arbejde og kunne holde i evigheder om hofterne på buksernes ejermand. Men omkring opblomstringen af ungdomskulturerne i 50’erne og 60’erne skete der noget.
Som et modsvar på forældregenerationens på det tidspunkt ret stive og konventionelle beklædning begyndte de unge at overtage arbejdernes work wear. Denim blev et antistof mod det etablerede system. Det var rebelsk, ungdommeligt og klasseløst – alt det, som forældregenerationen ikke var. Det er svært at forestille sig James Dean, der ’levede stærkt og døde ung’, kombinere læderjakke og hestekræfter med et par skarpt pressede habitbukser. Han gik naturligvis i jeans.
Fra punken i 80’erne til 90’ernes hiphopkultur blev jeans igen et visuelt virkemiddel til at markere både tilhørsforhold og måske især afstandtagen. Hiphoppernes abnormt store bælteløse denimbukser var en sympatierklæring til fængselsindsatte, der fik konfiskeret deres bælter. Jeans blev – endnu en gang – en manifestation af modstand.
Det kan være fashion, og det kan være antifashion. Det grove materiale har bevæget sig fra byggepladsen ud i populær- og ungdomskulturer, og de smalle, rockede denimbukser har nu fundet vej tilbage til mange sektorer af arbejdslivet bortset fra de mest fysisk krævende af slagsen. Denimjeans rummer kant og coolness. Ikke bare pga. materialet i sig selv, men i lige så høj grad gennem dets historie. Det er Bob Dylan, Keith Richards og Kurt Cobain i uforfalsket bukseform.
NETOP FORDI DENIM altid har signaleret individualisme og oprør og har været brugt af subkulturer med stor succes, har det troværdighed. Derfor fungerer det godt i en verden, hvor ord som kreativitet, innovation og nytænkning er allestedsnærværende plusord, og de stramme jeans tilbyder den rette mængde af signalværdi af netop det. Ved at tage jeans på i en kontorarbejdsmæssig sammenhæng kan man lægge behørig afstand til den uniformering, det klassiske suit signalerer.
Annonse
Men finans- og bankkrisen har også gjort sit for at fremme en denimblå bølge i mandens garderobe, for med en stigende mistro til en økonomisk sektor i krise forbinder de færreste det klassiske bankmandssuit med troværdighed og coolness.
I 90’erne indførte man i it-verdenen begrebet casual friday, hvor den formelle arbejdsgarderobe kunne få et velfortjent break en dag om ugen. I dag er der nærmere tale om casual everyday. De smalle, elegante, men stadig rockede denimjeans er et sikkert hit, fordi de balancerer på kanten af det velklædte og det rebelske. Jeans har sejret som kontor-uniform.
Med jakkesættets deroute fra kontorgangene er det at ’klæde sig på til at være mand’ i en skarptskåret habit ikke længere en givet mulighed.
”Tidligere tog man ligesom sin arbejdsuniform på,” forklarer Else Skjold, der forsker i herremode ved Designskolen Kolding, og uddyber: ”Men i dag er der ikke nogen regler for, hvordan man klæder sig formelt på, og det betyder, at manderollen i høj grad er til forhandling.”
Elizabeth Taylor og James Dean i 'Giganten', 1956.
VENDER MAN BLIKKET til mændene på gaden, afslører det, hvordan de stramme bukser balanceres uden at give køb på den maskulinitet og aura af autoritet, som jakkesættet tidligere leverede kvit og frit. På gaden findes mange interessante koblinger af lige dele feminin denimgazelle fra hoften og ned og maskulin, Hemingwaysk råhed fra taljen og op. De stramme jeans får modsvar af et velvoksent fuldskæg og en ditto grov sweater eller skjorte. Den tendens har i årevis været dyrket i Japan, forklarer jeansekspert og medstifter af Spandet and Partners, Allan Kruse. Japanerne har om nogen kombineret de smalle jeans med elementer fra outdoor-garderoben, der oprindeligt var målrettet jægere og fiskere. Fuldskægget virker som en oplagt forlængelse af dette look og skaber associationer til det naturlige og basale, det fundamentalt maskuline. Værdier, som typisk bryder igennem i samfundet ovenpå en økonomisk krise. Og som opstod tidligere i Japan end i Vesten, fordi landet var igennem en recession omkring begyndelsen af det nye årtusinde.
I kølvandet er fulgt en strøm af gear, gadgets og accessories, som alt sammen er blevet en del af mandens påklædning.
Annonse
”Der er en mandekultur, der er ved at udvikle sig, og derfor bliver der nørdet enormt meget omkring mænd for tiden,” siger Allan Kruse, ”det kræver faktisk lidt indsigt at være mand i dag.”
Det er med andre ord blevet legalt for mænd at kombinere på kryds og tværs. Væk er klicheen om mode-naren, der dyrker sit ydre for meget.
I den næsten feminine dyrkelse af moden hos manden ligger en stor afstandtagen til generationen af mænd før. Den modebevidste mand i stramme jeans er måske netop billedet på manderollen, som den tager sig ud i dag. Christian Groes-Green er antropolog og adjunkt ved Roskilde Universitets- center, og han har maskulinitet og kønsroller som en del af sit forskningsområde. For ham giver det god mening, at mændene er trukket i de stramme benklæder.
”Det feminine i denimmoden bryder med stereotypen om den hårde mand. Men for at skabe balance tilsætter man fuldskægget eller tager en sweater på for at undgå at blive gennemfemininiseret.”
HERREMODEN AFSPEJLER EN søgning mod at balancere det feminine med det maskuline. Derfor skal den kropsnære jeans-tendens – måske - også ses som en del af en lang udvikling, hvor manden har skullet redefinere sin plads i forhold til kvinderne. Mens kvindernes kønskamp har været mere tydelig, har den maskuline ditto haft trangere kår. Og selv om 70’erne gav plads til introduktionen af ’den bløde mand’, favoriseredes magtmænd med økonomisk kapital op gennem 80’erne. Men i dag, hvor kvinderne brager frem i førersædet på uddannelsesinstitutionerne og på jobmarkedet, er det måske i højere grad ting som kulturel kapital og intimitet end en tyk tegnedreng, kvinderne søger hos mænd.
”Manden tækkes kvinden mere end tidligere. Kvinderne er ikke længere afhængige af mændene, kvindens ønsker og begær bliver i højere grad tilgodeset i dag. Derfor klæder mænd sig i lige så høj grad for at vinde anerkendelse hos kvinderne,” siger Christian Groes-Green, der understreger, at kvinden tidligere var det primære sexobjekt, men at den rolle i lige så høj grad er mandens i dag:
”Det afspejles i jeansmoden. De stramme jeans er en betydelig del af denne iscenesættelse. Vi er bogstavelig talt kommet tættere på kroppen.”
DEN KROPSNÆRE TENDENS kan ses bredt i den mandlige del af den danske befolkning. Men da tendensen, som med alle modestrømninger, ikke er adopteret af alle mænd, indrammer den også et særligt værdisæt blandt en gruppe af mænd. En gruppe, som opnår en slags fællesskab. I det at have et fællesskab ligger også, at der er nogen, der står uden for det. Og evnen til at markere en opposition er som bekendt noget, som jeans ofte har været brugt til.
”Når man vælger at gå i stramme jeans, ved man, at der også er dem, der ikke bryder sig om det fællesskab og om den mode, som de mener er alt for feminin. Man viser faktisk, at man tør noget,” forklarer Christian Groes-Green.
Men indvarsler mændenes stramme jeans den totale elimination af manderollen, som vi kender den? Det er Christian Groes-Green helt uenig i. Netop fordi det kræver mod at iføre sig så stramme bukser og vise sig selv så meget frem. Dermed viser man sig over for kvinderne. Og derfor skal de feminine tendenser i jeansmoden ikke ses som en svækkelse af den moderne mands modemæssige muskelstyrke. Snarere det modsatte.
De stramme bukser markerer altså ikke en kønskamp, men snarere en accept af, at der mellem mænd og kvinder er nogle fundamentalt fælles værdier, som begge køn rummer.
Om det er hønen eller ægget, der kommer først, står uklart hen, men når denimbrands som Dr. Denim, Cheap Monday og Acne nærmest spytter stramme unisex-jeans ud fra fabrikkerne, har de enten i den grad aflæst en tidsånd, eller også har de været med til at skabe den.
HERREMODEN AFSPEJLER EN søgning mod at balancere det feminine med det maskuline. Derfor skal den kropsnære jeans-tendens – måske - også ses som en del af en lang udvikling, hvor manden har skullet redefinere sin plads i forhold til kvinderne. Mens kvindernes kønskamp har været mere tydelig, har den maskuline ditto haft trangere kår. Og selv om 70’erne gav plads til introduktionen af ’den bløde mand’, favoriseredes magtmænd med økonomisk kapital op gennem 80’erne. Men i dag, hvor kvinderne brager frem i førersædet på uddannelsesinstitutionerne og på jobmarkedet, er det måske i højere grad ting som kulturel kapital og intimitet end en tyk tegnedreng, kvinderne søger hos mænd. 
