Tweed-jakkesæt, stumpede bukser, oversize frakker, flat caps og solide støvler. Det var faste elementer i arbejderklassen og gadedrengenes garderobe i 1920’erne.
I dag præger stilen igen det aktuelle modebillede.
Det nok ikke den store nyhed for modeinteresserede, at disse beklædningsgenstande er blandt tidens største tendenser. Det er et billede på, at vi har søgt efter originalitet og kvalitet efter finanskrisen. Moden er gået tilbage i tiden og har ladet sig inspirere af tidligere tiders arbejderklasse, hvor tøjet var uopslideligt og tidløst.
”Jeg synes, det er fedt at se 20’er-stilen i gadebilledet i dag. Dengang var tøjets kvalitet virkelig høj, og man arbejdede i spændende materialer. Der er mange modebrands, der går efter denne stil til denne sæson," siger Martin Vestphael fra herretøjsbutikken Wardrobe 19, der i sit sortiment satser på en blanding mellem den klassiske arbejderstil og den moderne skandinaviske minimalisme.
Et af de tydeligste eksempler på, at 1920’ernes gangsterstil er smart i disse år, er BBC-serien Peaky Blinders fra 2013, der allerede har opnået kultstatus i hjemlandet.
Den historisk baserede fiktionsserie foregår i 1919 i Birmingham og følger en gruppe hårdføre gangstere, hvis kendetegn var, at de syede barberblade ind i deres kasketter. Udover at være en meget velspillet og anmelderrost serie, er dens stilistiske udtryk meget gennemført.
Cillian Murphy, der har hovedrollen i Peaky Blinders, under optagelserne.
Annonse
Åse Helena Hansen, der er chefdesigner hos danske Hansen Garments, er meget inspireret af stilen fra samme tidsperiode i sit design. Hun har også lagt mærke til serien og dens succes:
”Det er de fedeste kostumer, jeg længe har set. Hver scene ligner et modeshow, når de kommer gående med deres lange frakker. Det er heldigt for mig, når sådan en serie inspirerer en masse mænd. Jeg håber, der nu er flere som tør tage de lange frakker på. En serie, som Peaky Blinders åbner også op for nye design-idéer.”
Stilen, som Peaky Blinders repræsenterer, udspringer fra tiden efter 1. Verdenskrig, hvor tøjet blev lavet i nogle materialer, der kunne tåle at blive brugt, men samtidig var præsentabelt.
Tøjet skulle gå både til en dag i marken, på fabrikken og i kirkens mere formelle rammer.
”Jeg er meget inspireret af den tid og især af arbejderklassens stil. Jeg kan godt lide, at folks beklædning var meget ens, uafhængig af nationalitet og socialklasse. Det er fantastisk, at selv arbejderne gik på arbejde i jakkesæt, hvid skjorte og hat. Alle var langt mere velklædte,” siger Åse Helena Hansen.
En af de tydeligste måder, hvorpå man kunne se at tøjet tilhørte arbejderklassen, var materialerne og kvaliteten. For at gøre tøjet billigere, blandende man forskellige uld- og bomuldsblandinger, hvilket gav tekstilerne et nistret og tilfældigt udseende. Ligesom når bageren sammensætter resterne til en romkugle.
Tøjet havde mange flere egenskaber, end vi ser i dag. Der var fx mange forstærkningsdetaljer, som kileindlæg på bagsiden for at kunne ind- og ud-justere tøjet over en årrække.
Annonse
Såkaldte ’Monkey fist’-knapper var også udbredte. Monkey fist-knapperne var lavet af et kort reb knyttet om en lille metal kugle, hvis ende hang på bagsiden af jakken. Man kunne trække knappen ud af jakken og svinge knuden som et våben. Noget som sømænd især brugte.
De nistrede kvaliteter, tweed og herringbone-vævninger var mere slidstærke og skjulte smuds og snavs, da de ikke var ensfarvede med glatte overflader.
Det, som en gang var billigt at producere, er i dag blevet dyrt og fint. De 100 procents bomuld og uld-materialer er blevet dyrere efter syntetiske materialer som viscose og polyester er kommet til.
Derudover døde det traditionelle håndværk ud over årene, og i dag er der kun få fabrikker tilbage, som ikke laver masseproduktion. Det blev for besværligt at sidde og sammensætte forskellige materialer og sy kileindlæg på bukserne og tilsætte særlige knapper.
Derfor er det i dag blevet interessant for mange af tidens designere at kigge tilbage i tiden for at skabe disse særlige detaljer i stoffet - og derved understrege sit kvalitetsniveau. Acne laver jakkesæt i tweed, og Soulland giver deres sweatshirts nistrede detaljer i stedet for print.
”Det er langt sværere og mere beundringsværdigt at lave en kollektion, der skal gå i tråd med 20’er-stilen. Detaljer som læg og forstærkninger i bukser, særlige funktioner i jakkerne og knapper af andre materialer end plastic, sætter store krav til håndværket og designeren. Der er flere af vores kunder, der har fået øjnene op for kvalitet frem for et brand eller et bestemt look,” siger Martin Vestphael fra Wardrobe 19.
Hansens tøj er tidligere blevet brugt i flere skandinaviske film, når kostumedesignerne har skullet ramme stilen fra ca. 1910-40. Men de laver ikke kostumer, når de designer tøj, understreger norskfødte Åse Helena Hansen.
”Jeg skruer lidt ned for detaljerne og simplificerer det hele lidt. Dengang var silhuetterne meget overdrevne. Hvis man i dag så en mand fra 20’erne komme gående ned af gaden, ville man synes, at det lignede et kostume fra en film. Jeg normaliserer udtrykket, ” fortæller Åse Helena Hansen.
Martin Vestphael tror, at vi kun har set begyndelsen af 1920’er-inspiration i dagens gadebillede:
”I modebranchen taler man meget om, at bukserne bliver bredere nu, men det er endnu ikke udbredt. Det kan godt blive gjort sejt af Peaky Blinders. Det samme gælder med selebukserne. Derudover ville det være sjovt, hvis lommeuret blev smart. I en tid, hvor alle er styret af deres iPhones, vil det være oplagt at gå i den modsatte retning.”
Det seneste eksempel på noget, som er på vej frem fra dengang, er den såkaldte collar-pin, som er en lille nål, der samler skjortekraven foran. Den vinder frem hos flere modeblogs og brands.
”Jeg sidder selv og arbejder på en kollektion for tiden, og en af de detaljer, jeg allerhelst vil have med, er en collar-pin”, fortæller Martin Vestphael.
