Det blå guld: Derfor bør du få mere denim i din garderobe

Det blå guld: Derfor bør du få mere denim i din garderobe

Cowboys, celebrities, skatere, hippier, sexsymboler, it-entreprenører, rockstjerner og selvfølgelig minearbejdere – alle elsker denim. Vi har snakket med fem denim-hoveder, der alle nærer en stor kærlighed til det blå guld.

Offentliggjort
Skjorte fra Levi’s til 1.300 kr., T-shirt fra Warehouse til 550 kr., Jeans fra Iron Heart til 2.600 kr. og nøglering fra Good Art HLYWD til 735 kr.

Thomas Stege Bojer

Konsulent og indehaver af Denimhunters, 36 år

"Jeg begyndte for alvor at interessere mig for tøj, da jeg var otte-ni år gammel. Jeg er opvokset i en lille by i Nordvestjylland, og mens størstedelen af byens jævnaldrende gik til fodbold og håndbold, brugte jeg det meste af min tid på at lytte til rock og punkmusik.

På min 10-års fødselsdag fik jeg nogle penge, og dagen efter besluttede jeg at tage til Thisted for at få fingrene i et par twillbukser fra Freeman T. Porter. I dag husker jeg stadig, hvor glad jeg var for de bukser, som i høj grad var med til at forstærke min tøjfascination. Jeg brugte dem, til de var slidt ned.

I mine teenageår blev tøjpassionen indsnævret, og min kærlighed til denim voksede. Noget af det, der overbeviste mig, var, da jeg læste, det der godt kan betegnes som denimbiblen, ’From Cowboys to Catwalks’. Den er skrevet af Paul Trykna og portrætterer og fortæller historien om denim. Bogens omslag er et fotografi af Steve McQueen i en klassisk denimjakke. Det står umanerligt skarpt. Blandt andet med inspiration fra Paul Trykna udgav jeg selv en bog om denim i 2016, og efterfølgeren, der ligesom forgængeren skal omfavne denimnørderiet, udkommer lige om lidt.

Denim-items bliver modsat meget andet tøj pænere med tiden. Skønhed er selvfølgelig subjektivt og op til beskueren at definere, men når det er sagt, er der nogenlunde fælles konsensus om, at slidt denim er pænere end ny denim. Siden amerikanske soldater introducerede europæerne for denimjeans i tiden under og efter Anden verdenskrig, har det slidte look været det, de fleste har stræbt efter – jeg selv inklusive.

Når du bruger dine denimjeans, opstår det slidte look helt naturligt, men du kan speede processen op, hvis du bruger dem, imens du er fysisk aktiv. Ruedi Karrer, der har et jeans-museum i Zürich, står fx på ski i sine jeans for at tilføre dem slid, og jeg har også selv haft en periode, hvor jeg jævnligt sov i et par af mine egne. Mindre kan også gøre det, og hvis du har dine jeans på, når du fx laver havearbejde eller leger med dine børn, vil de få et fedt, slidt look over tid.

Det meste raw denim bliver solgt rimeligt uforarbejdet. I væveprocessen omkring denimjeans gør man garnet stift, så det ikke knækker, og stivelsen er, som oftest, bevaret i raw jeans, når du køber dem. Hvis man lader stivelsen blive i sine jeans og fx ikke vasker dem, kan sliddet få nogle ret skarpe linjer med tiden – og det er ikke at foretrække.

Områderne omkring skridtet og ved knæhaserne, hvor der er meget friktion, kan være særligt udsat for ujævnt slid. Et godt tip til at holde dine raw jeans ved lige er at skylle dine jeans, inden du bruger dem første gang, og så vaske dem cirka hver anden måned.

De bedste denimjeans kan købes i Brund på Østerbro. Jeg er selv tilknyttet dem gennem mit arbejde, og derfor er jeg selvfølgelig biased, men er du på udkig efter raw denim, findes der ikke et bedre sted inden for landets grænser. Et jeans-brand, der er værd at tjekke ud, er Nudie Jeans, som generelt laver enormt flotte denimjeans og også var firstmovers på økologisk bomuld. Er du ude efter et par Nudie, forhandler Res Res, der har butik på Nørrebro, dem.

Det er ikke usædvanligt, at jeg har flere denim-items på ad gangen, og jeg er vild med at kombinere denim med denim. Et diskret tip, der kan få den velkendte double-denim til at fungere, er at vælge nogle items i nogenlunde samme nuance som resten af outfittet. Det fungerer altid godt med mørk på mørk og lys på lys. Så går man sjældent galt i byen."

Vest er Allans egen, T-shirt fra Muji til 79 kr., jeans er Allans egne og smykker er Allans egne

Allan Kruse

Brandstrateg og konceptudvikler, uddannet fra Designskolen i Kolding, 56 år

"Da jeg var 11 år gammel, i 1976, fik jeg et par Levi’s 501 og en Levi’s Trucker Jacket i gave af mine forældre. Og et sæt undertrøje og underbukser i stars and stripes. Det var det års forårsoutfit. På det tidspunkt havde vi en lokal motorcykelgruppe i Kolding, der hed Bad Company, som jeg syntes var ret seje.

Året efter, at jeg havde fået jakken, lavede jeg den om til en vest og fik trykt et dødningehoved med flammer rundt om i glimmer. Og skrev Hell’s Angels på med sort tusch og stavede det forkert. Så kørte jeg rundt på min chopper-cykel med højt styr og ryglæn.

Et par år senere åbnede min mor en tøjbutik. Hun havde en forretningsforbindelse i Indre København, inde ved Larsbjørnsstræde, hvor der allerede dengang lå en masse second hand-butikker. Heriblandt den legendariske Flip Machine. Da jeg var 14 år gammel, blev jeg hevet med derover, og så spurgte min mor og far mig:

’Allan, skal du ikke åbne en butik selv?’

Så købte vi ind hos en libaneser med en masse fede vintageting for 10.000 kroner og åbnede Underground i Kolding. Der gik jeg i 9. klasse.

I 1985 købte jeg et i-D-magasin, hvor den bærende style-historie handlede om savage bikers. Den var meget anderledes end de mere tidstypiske postpunk-avantgarde og designer-orienterede serier i i-D. Der skete pludselig noget omkring denim på den tid, især i England: Bikerbølgen eksploderede med frynsejakker og smadrede jeans, men på en virkelig street måde. Det var ret sejt.

I Japan var man allerede for alvor begyndt at dyrke vintage. Og nede i Italien havde de også lugtet den, hvor Genius-gruppen var opstået med denim-godfatheren Adriano Goldschied i front. Det var Diesel, Replay, Goldie, Ten Big Boys og Muscle Bo Bo Kaminsky.

Det var deromkring, at jeg selv virkelig begyndte at samle. Og har gjort det lige siden. For mig er denim noget helt særligt, fordi der igennem historien er nogle folk, især i musikken og i undergrunds- og popkulturen, der har taget det til sig og har skabt den unikke magi omkring det, som der er. James Dean, Bob Marley, Sid Vicious og så videre.

Der er også en frihed og en høj grad af modkultur i denim, som har været med til at give det en særligt tiltrækkende dynamik."

Skjorte fra (di)vision til 2.500 kr. og jeans fra (di)vision til 1.900 kr.

Simon Wick

Indehaver af brandet (di)vision, 25 år

"Jeg har altid godt kunne lide tøj, der har et formål, er afslappet og kan klare nogle tæsk, og det hænger helt sikkert sammen med, at jeg skatede meget, da jeg var yngre. Det handlede nærmest om at få huller i mine jeans hurtigst muligt, og jeg dyrkede virkelig det der med at slide dem, til de vitterligt var ved at falde fra hinanden.

Når man skater, laver man huller, og så lapper man dem, og så kommer der nye og større huller, og så lapper ens mor dem. Den patina gav noget personlighed, som jeg godt kunne lide og har taget med videre.

Denim kan alt. Det er ligesom en sort eller en hvid T-shirt. Du kan bruge det i alle sammenhænge. Og alt efter, hvem der har det på, så tilpasser det sig personen. Det er den mest fantastiske kvalitet ved denim.

I dag er denim, og især jeans, en meget fast del af min hverdagsuniform. Jeg kan godt lide idéen om, at når man arbejder meget med tøj, så skal man ikke tænke så meget over, hvad man har på, men i stedet køre den rimelig simpelt med jeans og en T-shirt.

De bukser, jeg har på her, er nogle, vi har lavet med en fabrik i Portugal, der hedder Pizarro. De har en kæmpe denimproduktion for meget større kunder end os. I stedet for at blive brændt eller destrueret på anden vis, hvis jeansene ikke bliver solgt ude i butikkerne, bliver de sendt tilbage til fabrikken, og så kan Pizarro upcycle dem.

Det gør de fx ved at klippe benene af og lave dem om til shorts, hvilket efterlader rigtig mange halve ben, såkaldte leg tubes. Dem kan vi, i samarbejde med dem, lave vores egne metervarer ud af og bruge til patchwork og alle mulige andre kreative ting. Det er det, der gør det interessant, for det giver os så mange muligheder at arbejde med.

Mit all time favorit-par er Levi’s 501 – jeg har endda en 501-tatovering på min arm. De har en dualitet, som jeg er virkelig stor fan af. Hvis du er en rockstjerne, der står på scenen iført et par 501’ere, så ser du helt vild og rocket ud, men hvis du er Steve Jobs, der står på scenen iført et par 501’ere, så ser du helt vild klog ud.

De forstærker ens personlighed og kan have helt forskellige udtryk, afhængigt af hvem der bærer dem. Det er vel også derfor, at de er blevet så kult."

Jakken er Aases egen, T-shirt fra Merz B. Schwanen hos Hansen Garments til 560 kr., jeans fra Kapital hos Hansen Garments til 1.750 kr., bæltet er Aases eget kluden er Aases egen

Aase Hansen

Designer og stifter af Hansen Garments, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakedemi, 52 år

"Denim har altid været i mit liv. Jeg er er norsk/svensk, men meget af min barndom foregik med min familie i det sydøstlige Afrika. Det var tilbage i 70’erne, og mine forældre havde altid denim på. Det var nødvendigt at køre meget i bil.

Vi kørte i en Land Rover, ofte igennem meget åbne landskaber. Noget lignende oplevede jeg mange år senere i USA, hvor jeg var ovre for at lave et photoshoot med en kollektion på cowboys i Nevada og Utah.

Jeg blev fuldstændig grebet af det her cowboyland, og jeg forbinder meget stærkt denim med de landskaber. Det er en følelse af frihed. Det må være overskriften: Frihed. Støv, himmel og åbne landskaber.

Jeg elsker denim. Jeg elsker the wild, wild west og cowboys. På turen til USA var vi tre dage på et rodeo-show. Med rigtige cowboys, der lever af det. Det var bare enormt fascinerende.

Jeg er vild med, at patinaen i denim er så personlig. Et par jeans, fx, bliver slidt, alt efter hvordan hver person bruger dem. Om det er nøgler, en mobiltelefon eller en bøtte snus, man har liggende. Det er noget, man får et personligt forhold til. Nærmest flytter ind i.

Hvis du går ind i en genbrugsbutik og køber et par jeans, kan man næsten fornemme personen, der har ejet dem."

Jakke fra Signal til 600 kr., vesten er Allans egen og halsklud fra Episode til 95 kr.

Allan Olsen

Skuespiller, 62 år

"Når jeg skal have udvidet min garderobe, betyder historien meget for mig i købsprocessen. Jeg har en stor interesse for ure, og i den verden har historiefortællingen meget at skulle have sagt. Jeg nørder ikke denim på samme måde, men jeg er alligevel fascineret af bomuldsstoffet, der har mange år på bagen, og som jeg altid har været glad for at tilføje til min garderobe.

Der ligger for mig noget nostalgisk i at trække i den ikoniske 501-model fra Levi’s. Jeg har gået i dem, lige så længe jeg kan huske. Fordi elementerne i denim er klassiske, er de også lette at bryde op. Jeg elsker at kombinere de klassiske denimfarver med mere spraglede skjorter, men jeg nyder også at holde denim til, hvad denim kan.

I ’Mig og Charly’ fra 1978 bærer jeg, i rollen som Charly, double-denim gennem store dele af filmen. For nogle kendere er denim på denim et absolut no-go, men jeg synes, at det er der, hvor denim kommer til sin ret.

Et af mine yndlings-denim-items, er en vest, jeg erhvervede mig for år tilbage. På et tidspunkt var jeg i Holland med min kone, hvor jeg faldt over en butik, der hovedsageligt solgte tøj til bikere. Butikken havde sågar en Harley-Davidson stående midt i butikken, men til min store overraskelse også en denimvest, som både besidder de klassiske elementer, denim mestrer, men som samtidig bryder det hele med et anderledes udtryk.

Vesten går godt til de fleste skjorter, men af og til smider jeg den også inden under en klassisk denimjakke. Så står den for alvor skarpt."