Årgang 2014 af gadefesten Distortion har nået sin sidste dag. På vej ind i Københavns havn er Skoleskibet Danmark. Ombord står matrosen Emil klar til at erobre det territorie, som han først for nylig, godt og vel offline og på midten af Atlanten, har fundet ud af, at han er herre over. Væbnet med sit virale nummer ’Er det en fugl’ befinder Emil Stabil, som egentlig bare skulle være matros, sig pludselig ved roret af dansk hiphop og parat til at udstikke en ny kurs.
Emil Stabell voksede op i Aarhus V med sine forældre og to søskende. Som ung knægt gik han ikke og fyldte sit hoved med rapstjernedrømme. Faktisk drømte han ikke om særligt meget. I en periode havde han drømt om at blive fodboldspiller, men den drøm varede kun to træninger og en enkelt kamp, før Stabell kastede støvlerne på hylden.
”Jeg startede på bænken, og da jeg så kom ind, blev jeg placeret som venstreback. Det orkede jeg ikke. Fuck det,” fortæller han.
Næ, så var en omgang bold på blokken at foretrække. Der var der ikke noget fis med at stå i kø for at få lov at sparke. Ikke nogen kasser eller systemer at forholde sig til.
”Jeg er ret meget en quitter, faktisk,” fortæller Emil. ”Hvis ikke jeg er god med det samme, så gider jeg ikke. Det er fedt at være god til ting. Det kan de fleste nikke genkendende til, men jeg tror, at jeg er lidt mere ekstrem i den grad.”
På den ene af de små scener, der er stillet op på Refshaleøen i anledning af Distortion 2014, og hvor en kavalkade af dansk hiphops unge navne er på programmet, hopper og skråler og rapper Emil Stabil side om side med kompagnonerne Lil Producer og Young Bong til tonerne af ’Er det en fugl’ og dens minimalistiske, inficerende trap-beat. Stabil er blevet benådet afgangstilladelse fra Skoleskibets kaptajn, før turens sidste stykke – fra København til Frederikshavn – skal tilbagelægges.
”Jeg kan ik’ kom neeeed, om jeg så vil!” fraserer Stabil, og det vil han sgu ikke – ned.
Herfra går det hurtigt. Stabil rammer radiostationerne og topper hitlisterne. Han er blevet en rapstjerne, er han.
”Det er det sjo-ve-ste,” siger han.
”Pludselig mangler vi ikke penge, ha ha. Den står på Koda-indtægter og god hygge.”
Der er bud efter Stabil og makkerne Lil Producer og Young Bong, med hvem han nu stifter pladeselskabet Lil Label. De rammer landevejene, og weekendernes dage og nætter flyder sammen i en evig fest.
”Vi fyrer den af i bilen efter showsene og kommer i seng klokken lort om morgenen,” siger han. ”Og næste dag er det op og afsted klokken 18 til et eller andet gymnasium i Hørning og så videre til to jobs mere, for så at være hjemme klokken 06 om morgenen. Det er fucking hårdt.”
For den unge Emil Stabell var det ikke bare foreningsfodbolden, der fluks blev lagt på is, hvis ikke lige bolden blev smasket i krydset på første riv. Også i folkeskolen var tålmodigheden knap. Og som med fodbolden var det ifølge ham selv ikke en mangel på evner, der bestemte udfaldet.
”Jeg var god i skolen, og jeg var god til eksaminer, bare ikke til at møde op,” siger han. ”En smule antiautoritær, måske.”
I gymnasiet havde Emil Stabell det sjovt, også for sjovt. Han gik på Langkær Gymnasium, men det ”gik op i hat og briller,” og i timerne gik han ud med vennerne for at ryge hash, og så var det jo spild af alles tid, mente han selv.
”Jeg er glad for, jeg droppede ud,” fortæller han. ”Jeg kunne godt være blevet der og fået et lortesnit, men det ville jeg jo ikke kunne bruge til en skid. Går man dén vej, så skal man jo blive til noget!”
Året 2015 er just begyndt, gennembruddet har et år på bagen, og Emil Stabil og Lil Producer sætter nu ekstra vind i sejlene med ’Er det en fugl’-arvtagerne ’Allerede Is’ (dén, hvor Stabil fraserende synger: ”Du kan ik’ fryyys’ mig”) og ’Swimming Pool’ (dén, hvor Stabil rapper: ”Hun la’r sin fisse røre jorden, vasker gulvet med den.”)
Han cementerer sig selv som en sikker hitmager. En importør af den amerikanske sydstatstrap – men med sit eget utvetydige og til tider kontroversielle præg på sagerne. Nogen skyder ham i skoene, at hans tekster er sexistiske. Sådan som den om pigen, der er så våd, at han kan svømme i hende. Andre varedeklarerer hans musik som joke-rap. Men det rører ham ikke. Det er ”underholdning,” siger han. Og hvad andre tænker? Det må de heldigvis selv om.
Den nye og favre tilværelse giver råderum på bankkontoen og adgang til sjove steder, men livet på landevejen og den voksende årvågenhed tærer også på energien. Udmattelsen begynder at sætte ind.
”Det koster i den anden ende, når du presser dig selv så meget,” siger han. ”Man er ret naiv i de første år.”
Selv om Emil Stabell droppede ud af gymnasiet, og selv om mange af ungdomsårenes aftener gik med at male graffiti i Aarhus’ gader, fortalte hans mor ham, at det vigtigste ikke var, om han blev til noget. Det vigtigste var, at han blev sig selv. Og det råd var Stabell glad for.
”Jeg tror, det er vigtigt ikke at presse sine børn til ting,” siger han.
”Det fucker dem kun op. Hvis du ikke føler dig hjemme på gymnasiet, hvad laver du der så? Selvfølgelig er det vigtigt med en folkeskole, og man skal da lære at stave og sætte et komma. Men mange af de dygtigste mennesker er sgu fuldstændigt autodidakte. De er tit de bedste, fordi de er drevet af interesse. Og ikke af en eller andens forventning ude fra.”
I backstageområdet af Roskilde Festival render Emil Stabil rundt. Alene og på en mission. Det er sommeren 2017, og hans store idol og trap-ikon, amerikanske Gucci Mane, skal spille på festivalen. Stabil vil have ham med på ét af sine numre i fremtiden. Men Gucci er ikke til at finde. Kun nogle af hans folk. Han gør, hvad han kan, og introducerer sig selv og sin plan. Og pludselig – pludselig er han der. Stabil går målrettet derhen.
”Hva’ så, jeg er en dansk rapper, og jeg synes, du er megafed,” indleder Stabil og løfter sløret for sit ærinde. ”Fedt!” svarer Gucci. De får udvekslet kontaktinformationer, så de efter festivalen kan sætte en session op. Samtalen er hurtigt slut. Gucci skal på scenen. Og det samme skal Emil.
”Det er noget bullshit, det her,” lyder det fra en frustreret Emil Stabil på Roskilde Festivals Arena-scene.
Hans stort anlagte koncert, som også har budt på norske og hollandske rappere, er løbet tør for tid, før Stabil selv er nået til numrene ’Over alt’, et panfløjte-hit fra tidligere på året, og ’Allerede is’. Koncerten får to ud af seks stjerner af Soundvenue, mens Politiken giver den seks ud af seks.
Der er nu gået tre år, siden Emil Stabil brød igennem. Og det mærker han.
”Jeg har brug for en pause. Det er ikke noget, jeg har forberedt; det sker helt naturligt. Gnisten er væk. Det er stadig sjovt, men det der med … at være udadtil … det er sgu fedt at arbejde lidt med sig selv også.”
Tiden gik, og Emil Stabell lagde Langkær Gymnasium bag sig og gav HF, den toårige gymnasieuddannelse, et skud. Her gik det udmærket for en stund, og Stabell lå efter det første år på et snit på over 10. Men udfordringer uden for skolen gjorde, at han droppede ud igen.
Kursen var således atter en smule uklar. Stabell hang ud med vennerne, malede graffiti, lavede ballade, læste bøger, Tom Kristensens ’Hærværk’ var favoritten. Han tegnede skitser, byggede ting, røg hash, hørte musik. Og så småt begyndte han også selv at lave det. Gennem graffitien havde han mødt en fyr ved navn Christoffer.
Det var hjemme i Christoffers kælder, det startede. En dag havde Stabell bakset et pladecover sammen i Photoshop, inspireret af den amerikanske rapper Master Ps pladecovers, sådan nogle over the top-slags med dollarsedler og bling-skrifttype, men med sit eget hoved i midten. Dét, sagde Christoffer til Stabell, skal da naturligvis også have musik til.
Stabell havde ikke rappet før, eller skrevet rim for den sags skyld, men Christoffer stod klar med beatsene og Stabell tænkte ’let’s go.’ På fire timer havde de spyttet et album ud. ”Den dårligste musik, der nogensinde er blevet lavet,” beskriver han det som, ”men vi havde god griner over det,” så de fortsatte.
Ganske som aftalt tikker der et vers fra Gucci Mane ind hos Emil Stabil. En session i Oslo, hvor Stabil havde booket studietid og fløjet lydtekniker og kameramand afsted, var ellers lige gået i vasken, fordi Gucci Mane-lejren havde misset deres fly og derfor vendt snuden hjem mod Atlanta, USA. Men nu er verset landet, kun få dage efter Oslo-ærgrelsen, og det lyder forrygende.
”Det er hjernedødt!” siger han om verset.
Og det undrer ham ikke, for Gucci havde syntes, han var sprød. Derfor fik han også verset til en ”megagod pris,” mener han.
Nummeret er klar, men det skal ikke ud nu. Og heller ikke noget andet musik – ikke lige foreløbig. Stabil, der to år forinden havde erklæret, at han ikke kunne fryses, fordi han allerede var is, lægger nu karrieren på køl. Han stopper ikke med at lave musik, men han har brug for ånderum.
Han har altid gerne villet se verden, så det gør han. Med sin kæreste og sine venner. Små ture ad gangen. To uger, tre uger. Lidt væk fra det hele.
Med tiden blev Christoffer bedre til det med beats og Stabell ligeså til det med rappen. Christoffer hed nu Lil Producer, Emil kaldte sig Emil Stabil, og makkerparret smed i løbet af 2013 en række sange ud på det gratis onlinemedie Soundcloud. Nummeret ’Ren straffeattest’, som også blev gæstet af Stabells gode kammerat Peter, rappernavn Young Bong, fik en del lytninger, men det var altså endnu ikke noget, der gav mærkbare rystelser i resten af landet.
Nu skulle der ske noget i Stabells liv. Han var trods alt kommet op i 20’erne, og det hele var for slapt og retningsløst. Det var ikke, fordi nogen krævede det af ham. Men han kunne mærke, at det var tid. Tid til noget ansvar, noget disciplin, noget andet end den ”no future-mentalitet,” som havde hersket hos ham og vennerne, mens de parallelt med resten af samfundet havde rendt rundt og levet med ”den ultimative frihed.” Det havde været sjovt og lærerigt, og Stabell ”ville aldrig være årene foruden,” men nok var altså nok.
”TOKYO DRIFTING,” lyder teksten, der i versaler akkompagnerer billedet, der pludselig – den 27. maj 2019 – bryder Emil Stabils halvandet år lange stilhed. Han er iført et tracksuit og står henslængt op ad kølerhjelmen på en sandsynligvis hurtigere-end-gennemsnittet-vogn på japanske plader.
Tre dage senere sender han nummeret ’Lotteri’ og dets dertilhørende musikvideo fra Tokyos neontunge gadebillede ud.
Den 27. juni smider han en ny sang op. ’En sang’, hedder den. Og det er med verdensstjernen Gucci Mane ombord. ”Uh-uh-weee, det’ Gucci og Emil,” lyder hooklinjen. Catchy fra første færd. Comebacket er fuldendt, og Gucci og Emil spenderer det meste af sommeren sammen på toppen af de danske streaminglister.
Noget skulle der ske, og svaret var Skoleskibet Danmark. Her kunne Emil Stabell erhverve sig en titel som ubefaren skibsassistent og bagefter få sig et arbejde, tjene nogle penge og spare lidt op. Det var ikke en del af nogen forkromet ”masterplan,” men det var en start. Turen ville tage tre måneder. Fra Lissabon i Portugal til Fortaleza i Brasilien og hjem til Danmark igen. Så meget vidste Stabell. Hvad han ikke vidste var, at han samtidig havde kurs mod en tilværelse som rapstjerne.
Just som han lettede anker fra Lissabons smukke havn, satte han sangen ’Er det en fugl’ fri online. Intetanende og offline og travl med matrosgerningen på midten af Atlanten begyndte Stabell at modtage beskeder fra Christoffer derhjemme. Lyttertallene var eksploderet. Flere og flere sprang på. De havde sgu et hit! Og der var bud efter dem fra flere kanter. Blandt andet var der bud efter dem fra Distortion. Der var bud efter Emil Stabil.
”Det må du fandeme undskylde,” siger Emil Stabil og giver sådan et slags håndtryk, der ender i et venligt kram. Han havde ved en fejl først plottet vores aftale ind til næste uge.
”Skide være med det,” siger jeg.
Vi bestiller noget kaffe. Han er smilende, meget høflig, meget lidt Emil Stabilsk, tænker jeg lidt åndssvagt. Hans frisure er friskklippet, hans bevægelser en smule urolige. Han er ikke så vant til at blive interviewet om så meget andet end sin musik, siger han og griner lidt.
”Bare rolig,” siger jeg afvæbnende og foreslår at gå ud at ryge, før vi går i gang. Den er han med på og stikker mig en smøg, før jeg selv kan nå at finde mine.
Efteråret er kommet, så vi får hurtigt overstået udendørsturen. Kaffen står klar, da vi sætter os ved bordet igen.
”Nå, Emil,” siger jeg og starter båndoptageren, ”hvad er historien egentlig bag det Skoleskib dér?”
