Din parfume henter muligvis insinuerende frække blikke ude i byen, men i Japan ville den muligvis vække afsky, mens folk i Mellemøsten ville se på dig som en fattigbums. Vores duftpræferencer spiller nemlig i høj grad sammen med vores kultur.
Én af de – hvis ikke den - mest ikoniske herreparfume til dato. Acqua di Gió'en var med sin duft og friskhed et paradigmeskift inden for herreparfumen.
En klassiker! Hvorfor efterfølgeren - Acqua di Gió Profumo – der netop er blevet lanceret i år, skabte samme sitrende forventning hos den internationale parfumeverden, som en ny Harry Potter-bog ville gøre hos alle, der ejer et gummisværd.
Det der gjorde Acqua di Gió'en så speciel, var at den formået at ramme så bredt et marked på tværs af kulturer og duftpræferencer.
For ligesom med mad og mode, så gælder der også signifikante kulturelle præferencer inden for duft.
Det amerikanske militær mislykkede for nogle år siden med at udvikle en stinkbombe. Den skulle splitte demonstrationer op, men det lykkes aldrig amerikanerne at finde en stank, der var universel nok til, at alle etniske grupper ville frastødes af den.
Hvordan duft opfattes kan nemlig differentiere markant, afhængigt af hvor i verden vi bor. Hos ét land kan den parfumerede duft være forbundet med høj social- og økonomisk status, mens den i et andet land udstiller dig som den uhygiejniske type.
Rejs med os fra Mellemøsten og Afrika over Asien til Europa og Amerika, når vi undersøger de kulturelle dufttendenser.
Velstand, magt og dufte i Mellemøsten og Afrika
At kalde en tendens på vegne af et helt kontinent er himmelråbende generaliserende, og nedenstående skal selvfølgelig også læses med det forbehold. Men der kan alligevel peges på nogle tendenser. Især i Mellemøsten og Afrika.
Har du gået ned gennem et marked i Cairo eller hvilken som helst mellemøstlig by, står det sikkert klart, at dufte er en integreret del kulturen.
Perserne var således de første til at udvinde olie fra blomster og bruge det til parfumer. Siden har den parfumerede duft hængt ved – så at sige – og i dag indgår røgelse og duftolier eks. som en del af bønnen. Og kommer du på besøg i et hjem i Mellemøsten, vil du da også typisk blive mødt af en signifikant duft for netop den husstand.
Det samme gør sig gældende for menneskerne. For ligesom vi i Vesten forbinder Armani-solbriller, smykker og tøj med økonomisk- og kulturel status, så er den parfumerede duft direkte forbundet med magt, status og velstand i Mellemøsten, skriver magasinet.
Det kan også ses i salget af parfumer. Ifølge magasinet "Your Middle East" nået salget af parfumer i Mellemøsten op på 20 % af alle solgte parfumer i 2012.
Så hvordan dufter Mellemøsten?
Grundnoterne i en typisk mellemøstlig parfume er jasmin, en sødlig blomsterduft, moskus og oud. Især er oud kendetegnende for de mellemøstlige og afrikanske parfumer.
Det kan måske også hænge sammen med den eksklusivitet, der ligger bag i duften. Oud er på sin vis alle duftes diamant. Det udvindes gennem en helt særlig svamp, der vokser på et sjældent træ i tropiske og subtropiske områder. Der findes dog mange efterligninger, for ægte oud tager flere hundrede år at rådne på den helt rigtige måde (jeps, rådne!), og skal du have et kilo med hjem i tasken, koster det dig nemt omkring de 90.000 kr.
Men er det så pengene værd?
Nej, ikke hvis du bor Vesten. Duften af oud kan føles som den begman Bent Fabricius Bjerre gav Frank Hvam i Klovn, hvis du ikke er vant til duften.
Asien – verdens dårligste marked for en parfumestand
Der bor godt og vel 4,3 billioner mennesker i Asien. Kontinentet er det mest befolket på kloden, men det rykker ikke ved, at skal du sætte en parfumestand op her, så er chancen for succes ikke særlig stor.
Ifølge det globale analyseinstitut Mintel er Asien ikke i nærheden af Mellemøsten og Vesten, når det kommer til salget af parfumer. Der er dog ved at ske et skift, skriver rapporten, og peger på den voksende individuelle kultur i Asien som afgørende faktorer.
Men et skift der sker langsomt.
Kina er først lige begyndt at åbne op for det vestlige parfumemarked, men uden at parfumen er blevet en del af det daglige morgenritual. Parfumen anses som en særlig luksus i Kina, og vil oftest kun blive taget frem ved særlig fine lejligheder.
I Japan er det endnu mere håbløst, hvis du havde planer om en parfumestand. Faktisk er Japanerne helst fri. En sammenhæng, som Mintel-rapporten peger på, kan være den japanske hygiejnekultur, hvor renlighed er anset som et must. Dufter du af parfume, kan det insinuere, at du ikke vasker dig hyppigt nok. Derfor er det også de mere neutrale dufte, der typisk er populære i Japan.
Pakker du derfor standen sammen og rejser til Indien, er du måske mere velkommen, men det vil ikke ses i salget af parfumer. Det skyldes dog ikke, at inderne ikke kan lide parfume. Tværtimod.
I Indien er det igen de stærke, krydrede og distinktive dufte som sandeltræ, jasmin, safran og patchouli, der er populære. Især er sidstnævnte – patchouli – typisk indisk. Patchouli, der udvindes gennem bladende fra en særlig indisk busk, har også vundet indpas hos verdens førende parfumerister, og er en typisk duftnote i nogle af tidens mest populære herredufte (Acqua di Gió , YSL, Ralph Lauren).
Men parfumemarkedet er udfordret af den svækkede økonomien. I Indien kan en kvalitetsparfume nemt koste mellem 5-10 % af en middelklasse arbejders månedsløn.
Sydeuropæiske duftpassioner over Europa
Europa er straks en anden (duft)historie. Europa repræsenterer det største marked, når det gælder salg af parfume. Især prioriterer italienerne, spanierne og franskmændene den parfumerede duft. Måske derfor er disse to landes duftpræferencer også toneangivende for, hvordan resten af os europæer foretrækker at dufte af.
I mange henseender er parfumen en ligeså stor del af den franske kultur, som deres mad og vin er. En fransk tradition er eks. at piger i 12-13 års alderen tages med ud og shoppe deres første parfume. Herefter bliver de - som i et mindre ritual - indviet i processen med at duppe parfumen på kroppens særlige pulspunkter (håndled, hals og knæhaser).
De typiske duftnoter går i to retninger. Fra de mørke til de lyse duftnoter. Vi er glade for de mørke og krydrede duftnoter (eks. Fuel for life af Diesel eller Spicebomb af Viktor & Rolf), mens de friske middelhavsnoter af citrus og hav, som kendetegner Acqua di Gió'en er også typisk for den moderne europæiske mand.
Fra duftenes Citibois til Bob Dylan i Syd- og Nordamerika
De fleste feinschmecker-parfumerister rynker på næsen af guds eget land. I alt fald når det gælder amerikanernes duftpræferencer. I USA er det nemlig de blomstrende, sukkersøde duftnoter som vanilje og jordbær, der er i høj kurs. Tager du turen fra Europa til USA, svarer det lidt til at tage fra Bob Dylan koncert for at nå til intimkoncert med Citybois.
Og dét sgu ikke i orden!
Men duft synes også bare at være sekundært for amerikanerne. Tænk bare på sproget. Verbet "to smell", når det bruges beskrivende, har som ofte klang af noget negativt. Skal noget beskrives positivt, vil det ofte være dets visuelle kvaliteter, der fremhæves. 'It looks good', vil man eks. sige – selvom det er mad, man snakker om - ligesom det sjældent er pigens duft, der beskrives, når collegedrengene skal fortælle om weekendens erobring – det lader man de der pladderromantiske franskmænd om!
Tager vi derimod til Sydamerika, så vinder duften igen status. Især Brasilien. Her forventes det, at man som brasiliansk mand går op i sig selv og sin duft (Jvf. Neymar Jr. og Dani Alves). Parfumesalg er derfor også big business i Brasilien såvel som resten af Latinamerika.
Faktisk stod Brasilien alene for godt og vel 15 % af det globale parfumemarked i 2013 til trods for de høje skatter på udenlandsk parfume.
Planlægger du derfor en tur til Brasilien, vil det være strategisk klogt at købe dig en maskulin og kraftig parfume i lufthavnens dutyfree. Red by Ralph Lauren vil eks. med sin intense læderagtig duft, der trækker på noter af ristede kaffebønner, typisk hitte, når du slentrer ned af Coppacobana og spænder op i mave og brystmuskulaturen.
