Endelig er der åbnet en genbrugsbutik i København, der sælger arbejds- og militærtøj af god kvalitet

Hvis du er på udkig efter tøj, der virkelig kan holde til noget.

Endelig er der åbnet en genbrugsbutik i København, der sælger arbejds- og militærtøj af god kvalitet
Offentliggjort

I Sverige har de Broadway & Sons (Göteborg), i Frankrig har de Brut Archives (Paris), herhjemme har vi – på trods af nogle pop ups her og der – savnet det: en tøjbiks med et stringent fokus på at lave et nøje kurateret udvalg af gammelt workwear- og militærtøj.

Men nu sker der altså noget.

Danskitalienske Noél Manti, der selv er fanebærer inden for workwear- og militærtøjgenren, har nemlig besluttet sig for at udbrede sin egen passion for historie og vintagetøj til et bredere publikum med butikken Concept Surplus, som han lancerede i starten af september.

”Jeg føler, at vi er nået til et punkt, hvor tøj ofte er anonymt, uinspirerende og upersonligt – hvilket gør det svært at skabe en relation til. Og det blev drivkraften bag opstarten af Concept Surplus, en vintagebutik, hvor du kan spore tøjets historie og opnå en forbindelse til de stykker tøj, du køber. Netop det har jeg savnet i København og i Danmark generelt,” siger han.

Militær- og arbejdstøj er kendt for at være skabt med udgangspunkt i princippet ’Made to stand’; tøj i højeste kvalitet designet til at holde i lang tid, som modeindustrien nærmest sukkende har kigget efter for inspiration, men som den aldrig rigtig har kunnet (eller villet?) matche.

”Det er en fornøjelse at kunne tilbyde tøj af så høj kvalitet og samtidig give det et nyt liv. Jeg håber, vores kunder ikke bare ser disse stykker tøj som beklædning, men som en langsigtet investering, der kan gå i arv gennem generationer,” tilføjer Manti.

Concept Surplus vil også afholde et såkaldt upcycling market to gange om året, hvor tøj, der ikke er blevet solgt, vil komme på udsalg, ligesom den vil tilbyde udlejning af tøj til stylister.

Se mere på deres Instagram og hjemmeside.