Euroman tester jakkesæt i tre forskellige prisklasser
Euroman har købt tre jakkesæt i tre forskellige prisklasser. Moderedaktør Frederik Lentz Andersen har kastet et kritisk blik på dem og fælder sin dom: Her får du mest for pengene, når du skal købe ny habit.
Der er de, som sværger til jeans og T-shirts og kun trækker i et jakkesæt, når det er dikteret dresscode ved festlige eller formelle lejligheder. Der er andre, som forventes at møde i habit på kontoret mandag til torsdag, hvis fredag altså klassificeres af chefen som ’casual friday’. Og så er der dem, som til både hverdag og fest nyder at iklæde sig en velsiddende habit, fordi de føler sig bedst tilpas, når de er i elegante klæder.
Feltet af jakkesæt er bredt og kan findes til 120 kroner i din lokale Røde Kors, til 600-1.000 kroner i alle nævneværdige high street-butikker, eller du kan smide 6,2 millioner kroner efter et diamantbesat skræddersyet sæt fra Stuart Hughes.
Majoriteten af danske mænd, der køber jakkesæt, lægger et sted imellem 1.000-5.000 kroner for et sæt, så vi har besluttet os for at købe tre habitter i hvert sit prisleje inden for almenfeltet, 1.000-5.000 kroner, og teste, hvad man får for pengene.
Annonse
Vi sendte vores digitale redaktør Emil Norsker i den spanske high street-kæde Zara. Emil kom retur med et enkeltradet, gråt jakkesæt med smalt revers, en-knapslukning og bukser med opslag.
Jakken har paspolerede lommer med flap, to inderlommer og på ryggen dobbeltslids med sideåbninger.
De ydre materialer er 69 procent polyester, heraf 25 procent i genbrugspolyester fremstillet af genanvendte plastikflasker, 29 procent viskose og 2 procent elastan. Jakkens og buksernes for er i 100 procent polyester.
Jakken kostede 649 kroner og bukserne 299 kroner, i alt 948 kroner.
Her er et sæt, der i min optik nok bedst egner sig som begynderhabit for en ung mand, fx konfirmanden, der ønsker at prøve kræfter med jakkesættets kunnen og det indtryk, som det efterlader hos omgivelserne, når man fremstår tjekket og velklædt. Udtrykket er pænt og moderne.
Den ene knap gør det mere oplagt til lidt festligere sammenhænge. Mest klassisk for enkeltradede jakker er den traditionelle to-knapslukning, hvor en-knaps-versioner ofte forbindes med jakker til festlig brug, som fx smokingjakker, og tre og fire knapper mere ses i model-ler uniformssammenhæng.
Annonse
Sammensætningen af det udelukkende syntetiske stofvalg gør ikke sættet optimalt til daglig brug, men kan fungere fint til lejlighedsvis at blive luftet ved en tur i byen eller til fest.
Et nærmere eftersyn af syninger, for og generel konstruktion omkring især skuldrene viser ikke overraskende, at det nok ikke ville holde formen ved jævnlig brug. Det er mit umiddelbare skøn, omend ikke en teori vi har kunnet nå at afprøve til artiklen her.
Til prisen er det ikke et dårligt køb, men jeg vil nok anbefale at afsøge markedet for sæt i samme prisleje og i mere naturlige materialer. Pas til gengæld på med at købe jakkesæt i for stor koncentration af bomuld, for det har det med at forme sig mere efter kroppen, end hvad pænt er.
Emil er 185 centimeter høj og slank til almindelig af bygning. Jakken er størrelse 48 og bukserne størrelse 32.
Slap service i Zara
”Service var forbløffende fraværende i Zara. Vi kom lidt efter, butikken var åbnet, og selvom det virkede, som om der var over 20 mennesker på arbejde, tog ingen imod os, og ingen virkede tilnærmelsesvist interesserede i at sælge os noget. Selv da jeg havde introduceret fotografen og mig selv og fortalt om vores ærinde, ændrede det ikke på interessen. Der kom ingen ud til prøverummet og spurgte, om det passede, og jeg fik ikke engang et lille smil med over disken, da jeg betalte, hvad der må have været dagens første handel. Alt i alt vil jeg mene, at jeg har fået bedre service på McDonald’s.
Da jeg kom hjem, fandt jeg ud, at der stod 299 kroner for bukserne på prismærket, men jeg havde givet 449 kroner for dem. Det vil sige, at jeg har betalt 150 kroner for meget, hvilket selvfølgelig er helt utilgiveligt. Især for sådan en stor kæde," siger Emil Norsker.
Annonse
Chefredaktør Karl Erik Stougaard tog en tur forbi det danske mærke M.O.D og returnerede med et mørkegråt, enkeltradet jakkesæt med klassisk revers med pynte-syninger og to-knapslukning.
Brystlommen er forsynet med en hvid lommeklud, sidelommerne er paspolerede og med flap, og der er to store og to små inderlommer. Der er påsyet forstærkning under armene, der skåner ved dagligt slid.
Bukserne er en anelse mere højtaljede, end hvad vi har set generelt i de senere år. Det er forfriskende pænt og elegant.
Sættet er i 100 procent uld med for i 100 procent viskose. Samlet koster det 3.000 kroner, men ved separat køb koster jakken 2.200 kroner og bukserne 1.100 kroner. Tilretning af bukselængde koster 100 kroner og ærmelængde 250 kroner. Begge dele blev fikset til den følgende dag. I alt blev prisen her 3.350 kroner.
Den rene uldkvalitet og niveauet, det lader til at være vævet på, gør det oplagt til daglig brug. Det synes slidsstærkt, men vævet så der er en smule elasticitet, som tillader bevægelighedsfrihed nok til en cykeltur gennem byen på den gamle havelåge. Uld er til en vis grad selvrensende, så luftning efter brug klarer det meste, bortset fra pletter. Her må en gammeldags omgang rens til.
Lad dig i øvrigt ikke skræmme af uld. Det kradser sjældent, og fint vævet uld som her bliver heller ikke for varmt til forårs- og sensommerbrug.
Her vurderer jeg, at man får en rigtigt god kvalitet og et godt og langtidsholdbart design til prisen. Serviceniveauet både under og efter købet, såvel som de mange designdetaljer i form af lommeklud, fire inderlommer og dobbeltslids med sideåbninger på jakken, er klare plusser for købssituation og endeligt produkt.
Karl Erik Stougaard er 178 centimeter høj og slank til almindelig af bygning. Jakken og bukserne er begge størrelse 48.
Høj talje i M.O.D
"Robert tog imod, bød på kaffe og gav sig afslappet til at vise sæt i forskellige materialer og prisklasser. Han kom med anbefalinger i forhold til buksernes taljehøjde (de fås i to længder) og tilretninger – og oplyste om de muligheder, der er, hvis min kommende cykel- og rosésæson også i år resulterer i vægtforskydninger i alle retninger og kan gøre yderligere tilretninger nødvendige. Han svarede på alle spørgsmål, jeg havde. Jeg er normalt allergisk over for opsalg, men det var for fristende ikke også at prøve butikkens egen skjorte og slips – og de røg med i posen hjem. Fin oplevelse," siger Karl Erik Stougaard.
Journalistpraktikant Oliver Bodh Larsen tog redaktionens kreditkort med til Boss’ flagskibsbutik på Strøget i København. Her endte han med at købe en af det tyske modehus' bedst sælgende klassiske habitter: et mellem- til mørkegråt, enkeltradet jakkesæt med klassisk revers og to-knapslukning. Som de to andre jakker har denne også paspolerede sidelommer med flap og bagpå dobbeltslids med sideåbninger. Her er to store inderlommer og en specifikt designet til kuglepennen.
Sættet er i 100 procent ny uld, mens det perforerede for er i 100 procent viskose. En kombination, der gør sættet perfekt åndbart. Vævningen er meget fin. Det gør, at sættet føles så blødt, tyndt og let, at det er brugbart selv på en sommerdag.
Fordi det er klassisk i design, snit og pasform, kan du ændre udtrykket, alt efter hvad du sammensætter sættet med, om det fx er en hvid Oxford-skjorte og loafers eller T-shirt og Chelsea-støvler.
Med en pris på 3.499 kroner for jakken og 1.499 kroner for bukserne, er sættet fra Boss det dyreste i ligningen her, men med en samlet pris på 4.998 kroner får du et langtidsholdbart sæt både i forhold til kvalitet og udtryk. Bestemt en investering, jeg vil anbefale til dig, som bruger jakkesæt både til daglig og til fest.
Oliver er 197 centimeter og slank af bygning, hvorfor han ofte vil blive udfordret i forhold til bukse- og ærmelængder ved køb af billigere standardhabitter.
Boss tilbød Oliver et sæt i størrelse 50 med ekstra længde på ærmer og bukseben, der hos dem klassificeres som en størrelse 98. Habitter med ekstra længde koster ikke mere end samme sæt i standardlængde hos Boss. Hvis man er (gratis) medlem af Boss’ loyalitetsprogram, er gængse tilretninger som oplægning af ben og ærmer gratis. Ventetiden er typisk et par dage. Ved oplægning bruger de oplægningsbånd, der skåner ved slitage omkring sko og støvler. Et godt lille plus.
Jomfrutur i Boss
”I mine 25 år har jeg aldrig prøvet at få taget mål til noget som helst stykke tøj, selvom jeg med mine uortodokse 197 centimeter meget vel kunne have haft godt af det. Lykkeligvis gjorde Kasper i Boss det til en glædelig førstegangsoplevelse med sin afslappede og kyndige professionalisme. Der var tid til overvejelser og justeringer – store som små – og til en kop espresso. Det foregik behageligt nok på første sal i Boss’ butik på Strøget, hvilket vil sige, at jeg var skånet for den gængse shopper, der blot stryger ind og ud af butikken for at lure," siger Oliver Bodh Larsen.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.