Mikkel Karstads børn er begyndt at bruge hans tøj: ”Der går nok heller ikke lang tid, før jeg også begynder at dele tøj med dem”

Mikkel Karstads børn er begyndt at bruge hans tøj: ”Der går nok heller ikke lang tid, før jeg også begynder at dele tøj med dem”

Hvad giver man videre? Hvilket tøj i garderoben deler man? Hvad er forskellen på generationerne imellem? Og hvilke genstande er de bedste at arve? Familien Karstad fortæller herom deres forhold til tøj. Og giver gode råd til hinanden, når det gælder at klæde sig på.

Offentliggjort

Mikkel Karstad

51 år, kok og kogebogsforfatter og far til Konrad på 17 år og Viggo på 12 år

Deler du tøj med dine børn?

”Ja, de har allerede hapset flere ting fra mit klædeskab. Oscar, vores ældste, har overtaget en ulden blazer fra Aspesi, Alma på 19 bruger en del af mine skjorter, og Konrad deler jeg New Balance-sneakers og T-shirts med. Det er ret hyggeligt. Der går nok heller ikke lang tid, før jeg også begynder at dele tøj med Viggo. Min hustru og jeg har givet dem alle fire en striktrøje fra Andersen-Andersen, da de var så glade for mine, at jeg aldrig kunne have dem i fred.”

Hvad glæder du dig til at give videre?

”Jeg har et ur, som jeg købte, da vi fik Oscar for snart 25 år siden, og det har jeg tænkt, at han skal arve på et tidspunkt, for lige nu har jeg lidt svært ved at give det fra mig.”

Hvis du skal give ét godt stilråd til dine børn, hvordan lyder det så?

”Gå efter kvalitet, og gå klassisk til værks, så du ved, at de ting, du køber, holder i mange år. Man kommer langt med en god, klassisk garderobe som base. Derfra kan man eventuelt krydre det med nye ting, der er mere sæsonafhængige.”

Hvad lægger I vægt på rent æstetisk i jeres familie?

”Man skal altid gøre sig lidt umage, i forhold til hvordan man ser ud, når man går ud af døren. Det gælder hele vejen rundt, fx går det ikke med underbukser eller strømper med huller i. Der er nok også mange, der vil pointere, at vi er lidt af en mørkeblå familie – vi ejer i hvert fald en masse mørkeblåt tøj.”