Modeugetendenser a/w 18

Fem tendenser fra modeugen

Sådan kommer vi til at gå klædt næste vinter at dømme efter de catwalks, der blev gået under Copenhagen Fashion Week.

Modeugetendenser a/w 18
Offentliggjort

I dag lukker Copenhagen Fashion Week for denne gang. Og som altid har modeugen vist, hvad designerne mener, vi bør gå i på denne tid til næste år.

Her er et udpluk af de tendenser, der sprang i øjnene fra kollektionerne, der kommer til salg til efteråret.

Tern

Tern har haft et par stærke sæsoner, blandt andet med skovmandsskjortens comeback, og tendensen ser ud til at blive styrket næste vinter, hvor du måske skal investere i et par punkede, ternede uldbukser. Både Han Kjøbenhavn, Martin Asbjørn og Holzweiler (på billedet) går helhjertet ind i det britiske look.

Rødt

Den røde farve har været populær til accessories denne sæson. Hos Martin Asbjørn får den fuld skrue næste år. Hvis man ikke er klar til at iføre sig den til de større flader, kan man jo nøjes med en lille opmærksomhedsskabende detalje.

Tights

Folk som Asap Rocky og Kanye West har gjort løbetights til mænd streetwear-fashionable. Dog helst med et par shorts udover, til at skjule nøddeposen. Den tendens er funktionelle Halo (stadig) helt med på.

Fleece og falsk pels

Og nu vi er ved det funktionelle, lever en af de seneste års tendenser, nemlig vildmarksinspireret pels, hvad enten den er ægte, falsk eller som bamset fleece videre. Hos Holzweiler på kraver, hos Han Kjøbenhavn som overdimensionerede manchetter og hos Forét (billedet) som rendyrket skovmands-jakke.

Oversize

I udlandet ser man oversizetendensen med skulderbredde som i 80’erne repræsenteret af blandt andre AMI og Balenciaga. Herhjemme kan vi også være med. Martin Asbjørn viste brede skuldre, men det mest tydelige eksempel sås muligvis hos Han Kjøbenhavn.

LÆS OGSÅ: Street style fra modeugen dag 1

LÆS OGSÅ: De bedste sneakers fra modeugen i Paris

LÆS OGSÅ: Hvorfor mangler Pep Guardiola sit Stone Island-mærke?