En af landets mest fremadstormende billedkunstnere har mere end 100 stykker tøj fra det samme japanske mærke

En af landets mest fremadstormende billedkunstnere har mere end 100 stykker tøj fra det samme japanske mærke

Årets traditionsrige liste over Danmarks bedst klædte mænd er landet. På listen finder vi Frederik Nystrup-Larsen, billedkunstner. Læs hele kåringen i det nye Euroman og på euroman.dk.

Offentliggjort

JEG HAR SAMLET PÅ TØJ fra japanske Comme des Garçons i over 10 år. Det står nok for over 90 procent af min garderobe, som betyder, at jeg har over 100 stykker tøj fra dem, hvilket jo er lidt sygt. Det er dog ikke, fordi jeg går med alt. Meget af det har jeg bare, fordi jeg synes, det er fedt.

Tidligere i år var jeg i Japan i en måned, og jeg tog derover med en tom kuffert, så jeg kunne fylde den op med ting, jeg fandt. Det blev blandt andet til to nye jakkesæt, 10 skjorter, fem T-shirts, nogle bukser og en taske. Alt sammen fra Comme des Garçons.

Der findes så meget tøj derude, det kan være virkelig svært at overskue, hvor man skal kigge hen, så jeg kan godt lide idéen om at lave et slags benspænd og hengive sig til ét brand. Med Comme des Garçons er jeg så heldig, at de har en masse underlinjer, som siger en masse forskellige ting, men stadig har rod i Comme des Garçons og dets meget genkendelige silhuet, som gemmer på noget skulpturelt, der nok er hovedårsagen til min kærlighed til mærket.

DET BEGYNDTE MED, at jeg læste om stifteren Rei Kawakubo. Jeg blev ret fascineret af den måde, som de var rullet ind i landskabet på i 1980’erne. De miksede design og kunst på en ret sej måde og skubbede til idéen om, hvad tøj kan være, uden at miste det kommercielle aspekt.

Jeg køber aldrig nyt, og det er ikke, fordi der er et stort marked for Comme des Garçons-tøj herhjemme i Danmark, så hvis jeg endelig ser en salgsannonce på Den Blå Avis eller Trendsales, kan jeg føle et ret stort ansvar for at købe det. På mange måder er det en hobby, som jeg også kan bruge til at klæde mig på med.

MIN STIL ER SELVFØLGELIG meget defineret af Comme des Garçons. Det er det, jeg går i til hverdag, og jeg bruger det også på arbejde, selvom jeg altid bliver beskidt; det er ikke noget, jeg på den måde passer særligt på. Og apropos beskidt så er det nok den anden ting, der definerer min stil. I kraft af mit arbejde som kunstner er jeg ofte plettet til med et eller andet. Derfor må mit tøj gerne være praktisk, uden at bliver teknisk – jeg har fx aldrig ejet et par gummistøvler eller en regnjakke. Og heller ikke en rigtig vinterjakke.

Jeg kan godt lide, at mit tøj kan have flere funktioner i løbet af en dag, så jeg ikke skal tænke på at skifte. Det skal føles naturligt for mig at sidde til et møde og være seriøs for derefter at drøne ned i byggemarkedet og løfte et eller andet ud derfra.

Kort fortalt

Frederik Nystrup-Larsen er født i 1992. Har en Master of Art (Sculpture) fra Royal College of Art i London. Arbejder mest med billedkunst og har blandt andet udstillet på galleriet V1 i Kødbyen og kunsthallen Sophienholm ved Bagsværd Sø. Bor og arbejder på Nørrebro. 

NÅR JEG FØLER MIG mest velklædt, er der altid et stort element af tilfældighed i spil. Ofte er det en dag, hvor jeg bare har grebet noget i skabet uden at tænke videre over det, indtil jeg går ud af døren og lige kigger mig selv i spejlet og finder ud, at det faktisk hænger virkelig godt sammen.

Og så føler jeg mig også velklædt, når mit tøj på en måde løfter mit humør. Jeg kan fx godt finde på at iføre mig et pænt jakkesæt og en sprød skjorte på en søndag, hvor jeg er træt og ramt af tømmermænd og synes, at det hele er lidt nederen. Så bobber man lige humøret op på den måde.