Outdoor-bølgen er slet ikke slut endnu: Her er 24 ting til hverdagsuniformen og løbeturen

Outdoor-bølgen er slet ikke slut endnu: Her er 24 ting til hverdagsuniformen og løbeturen

Det har aldrig været mere in at være aktiv. Moden kigger i disse år for alvor i retning af sportstøj og den livsstil, en sund sjæl i et sundt legeme fordrer. Det påvirker materialer, snit og pasform og gør, at elementer fra løb, vandring og udeliv finder vej til gadebilledet. Vi har udvalgt 24 stykker tøj og sko, der både holder til høj ydeevne i skoven og det lave gear i byen.

Offentliggjort

1. Hybridmodel

Er det en sko? En sandal? En … ja, hvad er det egentlig? Den korrekte betegnelse er i og for sig ligegyldig, vi kan blot konstatere, at der de senere år er kommet endog rigtig mange bud på hybrid-sko, som tager det mest skridsikre og mest terrængående fra vandresko, kombinerer det med gennemtrækket fra åbne sandaler og ikke er blege for at give et seriøst vrid til bombastisk design. Franske Hoka er nogle af dem, der rammer den mest rent.

Hoka Hopara til 800 kr.

2. Stilsikkert

Du kan konkludere to ting, når du ser en løber i tøj fra Satisfy: Vedkommende har en særdeles veludviklet næse for stil. Og vedkommende er bedøvende ligeglad med, hvad ting koster. Få, hvis overhovedet nogen, laver mere moderigtigt løbetøj end Satisfy i disse år, og de tager sig også godt betalt. Men de bryder samtidig grænser ned og gør sportstøj interessant, og det skal man ikke kimse ad. Havde du for eksempel nogensinde forestillet dig, at du skulle løbe i en skjorte udformet i teknisk materiale beregnet til sportstøj? Nej vel. Du havde heller ikke forventet at betale 2.200 kr. for en overdel til løb, men du vil jo gerne være med i klubben, ik’?

Satisfy PeaceShell River Shirt til 2.200 kr.

3. Teknisk italiensk

Hvis du gerne vil ses i sko, som ingen andre har, skal du kigge Diadoras vej. Det italienske mærke er en sjælden spiller i gadebilledet, men de laver stadig tøj og sko på deres fabrik i hjemlandet. Diadora har gennem tiden både været linket til Björn Borg og Marco van Basten, ligesom de i start-00’erne sponsorerede A.S. Roma, så historikken er på plads. Tilmed er denne model så tilpas outreret, at den vil gøre sig godt i gadebilledet og ikke kun på smalle og teknisk krævende skovstier, som den ellers er beregnet til.

Diadora Equipe Sestriere-XT til 1.300 kr.

4. Ultralangt

En af verdens bedste ultraløbere hedder Francois d’Haene, og sammen med ligeledes franske Salomon udviklede han sidste år en kollektion, der er skabt til livet i terrænet. Kollektionen hedder ULTRA og med den kom også disse sko, som prismæssigt hører til i den hampre ende af skalaen. Forklaringen er både carbon-plade og ultrablød støddæmpning, hvilket sikrer støtte over lange distancer. Og når du alligevel skal være derude i flere timer, er der ingen grund til at gå ned på udstyret.

Salomon S/LAB ULTRA til 1.900 kr.

5. Den franske forbindelse

Danske Pas Normal Studios, der ellers primært handler om cykling, bevæger sig med flere og flere afstikkere ind i både løb, yoga, gym og hverdagsliv. Sidste år lancerede de første etape af et samarbejde med, ja, igen, franske Salomon, og nu er næste skridt taget med to par sneakers og denne rygsæk, der både kan rumme computer, tøj og udstyr til et par dage på farten.

Pas Normal Studios x Salomon Backpacktil 1.200 kr.

6. Dansk genvej

Det danske sportsmærke Doxa bliver ved med at hænge i. Senest har de relanceret sig selv med en mindre kollektion, RErun, hvor farveholdningen er god, og hvor produkterne har fået et kvalitetsmæssigt riv i vejret. Disse shorts har tights med sidelommer, så du har plads til både telefon og nøgler.

Doxa RErun 2-in-1 Shorts til 595 kr.

7. Solidt svensk

Der bliver taget syvmileskridt hos det svenske outdoormærke med det vidunderlige navn Klättermusen. Siden 1975 har brandet været en velbevaret hemmelighed, som kun de mest dedikerede mountaineers kendte til, men de senere år er opmærksomheden fra Arc’teryx-Salomon-Montbell-segmentet eksploderet, så Klättermusen nu er godt på vej til at blive en international kæmpe. Og med god grund: Designet er knivskarpt og kvaliteten tårnhøj.

Klättermusen Sif Hood Jacket til 1.574 kr.

8. En vej ind i fremtiden

Asics hang i mange år fast i et dynd, som primært rimede på kædesportsbutikker og løbesko, der ikke rigtigt fik dig fremad. Men pludselig tog fanden ved japanerne, der med Novablast-modellen viste en helt ny retning for brandet. Siden er flere virkelig stærke modeller kommet til, inklusive den netop lancerede Nimbus Mirai, der er Asics’ fremmeste bud på en sko, hvor meget kan genanvendes. Skoen er samlet med en specialudviklet lim, der ved opvarmning gør det nemmere at skille den ad i mindre dele, så den bliver nemmere at ’affaldssortere’ og dermed genanvende.

Asics Nimbus Miraitil 1.700 kr.

9. Fræk fætter

Du har ikke besøgt en flagship-butik, hvis du ikke har været i Montbells femetagers stormagasin i Tokyo. Det japanske outdoormærke laver alt – som i alt – til det aktive liv, lige fra cykeltøj over fiskegrej til campingudstyr og selvfølgelig outdoortøj. Deres bandanaer er med syrede mønstre og demokratisk prissætning en fræk japansk pendant til hundedyre, franske Hermès-silketørklæder. Hver ting til sin tid.

Montbell Bandanatil 100 kr.

10. På toppen

Uanset om du har morgenhår, tømmermænd eller er aktiv, er en kasket altid en god idé at have i den aktive garderobe. Når det gælder sport, er det svært at komme udenom det canadiske mærke Ciele, der har specialiseret sig i hovedbeklædning. Der er ofte gang i farverne, og det skal der være. Tynde og åndbare letvægtsmaterialer er naturligvis et must her.

Ciele Cap til 309 kr.

11. Vest på

Du kan ikke sige Silicon Valley eller investment banker uden samtidig at sige fleecevest, helst fra Patagonia, og selvfølgelig med investeringsbankens logo syet ind på brystet modsat Patagonia-logoet. Et rædderligt look, der forgæves forsøger at pakke finansiel grådighed ind i vamset fleece. Nej, bekend i stedet kulør med danske 7Days, der er sporty uden skjulte agendaer.

7Days vest til 1.000 kr.

12. Gør livet lidt grønnere

Det har aldrig været mere aktuelt at ligne en aktiv sportsudøver, selv når du ikke laver sport, men bare køber ind eller hænger ud. Det skal være afslappet, komfortabelt og må gerne larme lidt, og det mestrer aarhusianske Alaise Active enormt fint.

Alaise Active LS tee til 550 kr.

13. Mindfulness

District Vision kalder sig selv et ’wellness collective’, der påberåber sig at udvikle ’tools for mindful athletes’, og få ting kunne lyde mere los angelesk end det, på godt og ondt. Det er netop også der, District Vision har hjemme, og ikke mange andre brands rammer balancen mellem sport og mode bedre end netop dem. Det har sjældent været så cool at se aktiv og praktisk ud.

District Vision Heavyweight Half Zip Pile Fleece til 3.399 kr.

14. Enkelt og godt

Bortset fra de få uger, hvor det er højsommer i Danmark, er en langærmet løbetrøje en god investering, du bruger det meste af året. Som en del af Doxas RErun-kollektion har man skabt en række items, der farvemæssigt stemmer godt i med hinanden, uden at det nogensinde larmer eller har kaotisk blomsterprint over det hele.

Doxa RErun Teetil 495 kr.

15. Farvel til fornuften

I flere år levede schweiziske On en lidt for fornuftig og lidt for renskuret og lidt for … schweizisk tilværelse, hvor der ikke rigtig var noget vildt, der stak ud. Det har de fået ændret på, og for tiden er On et af de mest spændende mærker at følge i kategorien for sportstøj og -sko. Deres Cloudmonster 2-sko høster roser på stribe, og når man først har lært at holde af den chunky sål, bliver den jo faktisk ret fed at se på. Og så er den både komfortabel og hurtig, hvilket heller ikke gør noget.

On Cloudmonster 2til 1.600 kr.

16. Pakket op

Det er tit svært at se logikken i modefænomener. Et af dem, redaktionen har spottet og undret sig over, er brugen af løbevest til korte ture i byen. Det er sjældent, man dør af tørst på en tur på otte kilometer, men lad det nu ligge, nogle ting skal blot observeres og ikke forstås. Men, men, men, hvis du alligevel skal på langfart og gerne så langt væk fra civilisationen som muligt, så er en drikkevest uundværlig. Der er masser af lommer i denne, og de medfølgende flasker holder en halv liter hver, så du ikke løber tør lige med det samme.

Salomon S/Lab vesttil 1.600 kr.

17. På skrå

Den er oplagt på festival, på cyklen og til hverdag, fordi intet er grimmere end telefon, nøgler og kortholder i et par bukselommer: Algir-tasken fra svenske Klättermusen er et praktisk og veloplagt bud på en taske til mænd, der både kan bæres som bæltetaske eller som en del af Klättermusens i øvrigt omfattende og gode system af tasker og rygsække.

Klättermusen Algirtil 250 kr.

18. Til alle dem, du er

Det er sikkert tænkt til at lave sport i, tøjet fra 7Days, men det bliver brugt mindst lige så meget på gaden, på klubben og på steder, hvor det er godt at se aktiv ud. Altså kort sagt overalt. Der er klare referencer til baseballtrøjer med mesh-kvaliteten på stoffet og det diskrete tone-i-tone-logo på ryggen.

7Days Mesh til 600 kr.

19. Løb med Sverige

Alle kender Peak Performance, svenskerne fra Åre, der særligt er dygtige inden for skitøj, men som faktisk kan meget mere end det. Senest har de lanceret en linje, som har udgangspunkt i trailløb, men som nemt kan adopteres ind i snart sagt alle aspekter af livet. Høj kvalitet i produkterne, gode farver og stor funktionalitet.

Peak Performance Jakke til 1.500 kr.

20. Komfortable som få

Det store problem med sportswear, der lader, som om det er hverdagstøj, er, at det er så komfortabelt, at du aldrig kommer til at gå i andet. Arc’teryx har de seneste år oplevet et veritabelt boom båret af blandt andre Frank Ocean og nu afdøde Virgil Abloh, der var blandt de første til at gøre teknisk mode virkelig cool. Når hypen snart er ovre, står det canadiske brand stadig tilbage med nogle af de bedste produkter, du kan finde på markedet, og et par bukser som disse er geniale fx at rejse i, fordi du slipper for alt bøvlet med et bælte.

Arc’teryx Squamish Pants til 1.299 kr.

21. Kaotisk kulørt

Du kan se nok så storby-hip og strømlinet ud i dit ensfarvede sportstøj. Det skal Hoka nok få spoleret, i hvert fald hvis du går efter deres suveræne trailsko Speedgoat, der kommer i så udsyrede farvekombinationer, at selv Kristian von Hornsleth må blive misundelig. Speedgoat er kun blevet bedre med tiden, Hoka er nu nået til udgave nummer 5, mens 6’eren så vidt vides er på vej – dog ikke lanceret inden redaktionens deadline. Køb dog trygt de ældre modeller, som får dig både skridsikkert og hurtigt gennem terrænet.

Hoka Speedgoat 5til 1.550 kr.

22. Sommersokker

Franskmændene kan noget med coolness, og hvis nogen har været en drivende kraft i at gøre motion modesmart, er det løberne fra Distance Running. Den parisiske løbebutik, der har afstikkere i Lyon og i Iten i Kenya, åbnede sidste år i København. En glædelig opdagelse er, at deres løbestrømper, der findes i en række kulørte udgaver, er sublime at dyrke sport i. Og de gør sig også godt til et par solbrune sommerben, når du skal ud at promenere i ferien.

Distance Running Socks til 120 kr.

23. Klubkultur

Man kan snart ikke sparke sig frem for løbeklubber, der udover socialt fællesskab belønner medlemmer med kaffe, croissanter, bolle-med-ost og content til kanalerne. I Aarhus har den entreprenante restauratør David BreadHead gennem længere tid faciliteret et løbefællesskab, og nu har han dygtigt skabt et brand, Alaise, med en lille kollektion af tøj, der rammer krydset mellem activewear og lifestyle ganske rent.

Alaise Active Running Tights til 400 kr.

24. Stå fast!

Engang hed det bare, at man løb en dejlig tur i skoven. I dag er man trail-løber, og på den måde kan sproget være med til at skabe helt nye forestillinger og ikke mindst forretningsområder for de store brands, der konstant tilbyder os nye måder at blive en del af deres klubber på. Adidas gør et godt stykke arbejde med deres terrængående Terrex-linje, som kombinerer tårnhøj skumsål med skridsikre knopper, så du står fast, når du er i fart.

Adidas Terrex Agravic Speed Ultra til 1.800 kr.