Selvom denne urkomplikation er blevet mainstream, er den faktisk en af de sværeste at producere

DER FINDES MANGE komplikationer i urenes verden, fra evighedskalender til tourbillon, og selvom vi hurtigt kan blive enige om, at de er fascinerende, kan vi lige så hurtigt konstatere, at det bestemt ikke er alle ure med komplikationer, som er praktisk anvendelige.

Tager vi fx IWC’s nye Portugieser med en månefase, der kun afviger med en dag over 45 millioner år, er det svært ikke at blive imponeret. Alligevel er den slags set med jordiske briller mest en stiløvelse for romantikere og ingeniører.

Sådan forholder det sig ikke helt med kronografen, som i mere end 100 år har været blandt de mest efterspurgte og anvendelige komplikationer. Uden en kronograf var astronauterne i Apollo 13 fx aldrig kommet hjem fra deres uheldsramte mission til Månen i 1970, da en eksplosion i servicemodulet nødvendiggjorde en vanskelig redningsmission.

Eftersom astronauterne ikke kunne stole på de digitale timere ombord på rumfartøjet, brugte de i stedet et Omega Speedmaster til at time en sekvens på præcis 14 sekunder. Det var afgørende for, at astronauterne kunne lave en kurskorrektion ved hjælp af en kortvarig antænding af motoren, og siden kunne Apollo 13 vende sikkert tilbage til Jorden.

EN KRONOGRAF ER i ultrakorte træk et armbåndsur med stopursfunktion. Typisk har det en sekundviser og en såkaldt subdial med minutspor. Den kan startes, stoppes og returneres til nul ved tryk på en pusher.

Mere komplekse varianter kan have flere subdials til at måle sekunder, minutter, timer og endda brøkdele af et sekund. Derudover bruger mange moderne kronografer skalaer som tachymetre til hurtige beregninger af hastighed eller distance, hvilket i store dele af det 20. århundrede gjorde den til et fast indslag på alverdens racerbaner.

Opfindelsen går oprindelig helt tilbage til 1816 og tilskrives den franske urmager Louis Moinet, der udviklede den som et instrument til astronomiske observationer. Senere, i 1821, udviklede Nicolas Rieussec den første kommercielle kronograf til kong Ludvig 18., der var fan af hestevæddeløb og manglede et ur til at tage tid, når han befandt sig på galopbanen.

Stopursfunktionen blev også hurtigt populær i militært øjemed, og fra midten af 1800-tallet blev kronografer brugt til timing af artilleriild. Det var dog først i 1913, at Longines fik held med at klemme den i dag legendariske kaliber 13.33Z ned i et armbåndsur, og dermed indledte det schweiziske ur-mærke æraen for den moderne kronograf.

I DAG ER DET de færreste ur-entusiaster, der bruger en kronograf ude i rummet eller i skyttegravene, men ikke desto mindre er komplikationen stadig blandt de mest populære på markedet. Måske fordi designet på en klassisk kronograf er sporty og elegant, men måske også fordi den kan bruges til at tage tid på fx kogningen af et æg.

Selvom komplikationen er mainstream, hører den faktisk til de sværeste at producere, hvorfor det betragtes som lidt af en fjer i hatten, hvis et ur-brand laver deres kronografværk in-house.

Nu bliver det nørdet, men bær over med os. Problemet, som kronografer skal løse, er det samme for alle: Når man trækker et mekanisk ur op, løber kraften fra optræksfjederen gennem løbeværket over i gangsystemet, altså det, som siger tik-tak. Tandhjulene i løbeværket snurrer kontinuerligt og skaber den rotation, der er nødvendig, for at sekundviseren kan dreje.

Spørgsmålet er så, hvordan man starter og stopper sekundviseren for at tage tid på noget, når sekundviseren normalt er forbundet med et konstant roterende tandhjul? Løbeværket kan ikke standses, da det er forbundet med balancen og gangen, som er den tidsregistrerende del af uret. Hvis det stoppes, vil uret tabe tid. En kronograf skal med andre ord være et stopur samtidig med, at det angiver tiden præcist.

DET ER INGEN nem opgave, og urmagere har i tidens løb forsøgt at finde forskellige måder at til- og frakoble sekundviseren fra den tidsregistrerende del af uret. De to mest almindelige tilgange er kolonnehjulskronograf og kronografer med en såkaldt kurveskive.

På en kolonnehjulskronograf drejer en mekanisme, der ligner et lille skaktårn (kolonnehjulet), et trin med hvert klik på pusheren, mens den anden type kronograf er billigere at fremstille.

Derudover findes der to typer koblinger: en lodret og en vandret. En vandret kobling er mest udbredt, men kan føre til, at sekundviseren rykker abrupt fra nul-positionen i stedet for en jævn start på grund af måden, tænderne på kronografens tandhjul går i indgreb med løbeværket. Den bruges især i kurveskivekronografer, der kræver mere kraft for at aktivere kronografen.

Med den lodrette kobling er historien en anden, for her bevæger sekundviseren sig altid jævnt væk fra nul, idet ingen tænder er involveret i processen. En lodret kobling er placeret lodret og ved friktion, som gearkassen på en bil, så i stedet presses de to tandhjul sammen. Det gør den også mere slidstærk, men nogle foretrækker vandret kobling, da man bedre kan se tandhjulene bevæge sig, når kronografen bruges. Med lodret kobling er den slags som regel begravet inde i urværket.

Hvilken type kronograf du bør vælge, afhænger af funktion, stil og budget. Hvis du er ude efter et luksuriøst dress watch, er en kolonnehjulskronograf med lodret kobling oplagt på grund af dets elegante design og håndværkets historie. Hvis du ønsker et større og mere solidt sports-ur, er en kurveskivekronograf med vandret kobling måske snarere sagen for dig.