G-Shock deler vandene: Derfor skal du alligevel give uret chancen

SHOCK ER DEN TILSTAND, der opstår, når der ikke kommer ilt nok til alle kroppens celler. Det må være sådan, urbranchen havde det, da den japanske urproducent Casio lancerede sit første G-Shock i 1983.

Det var stort, lavet i en hård form for plastik med kryptonitagtige egenskaber og kantet som The Thing fra superheltetegneserien ’De Fantastiske Fire.’ Skulle det nu være det nye? Det korte svar er nej.

Uret, der først blev præsenteret for det japanske hjemmemarked, dumpede med et brag. Ingen ville have det. Måske var det gennemsnitlige japanske håndled for småt til så stort et ur, måske var det objektivt for uforståeligt i sit formsprog. Hvad var det? En tank, en computer? Det var ret beset begge dele, men det var ikke noget, som den gennemsnitlige japanske forbruger kunne se pointen i.

Det var først, da G-Shock blev populært i USA, ikke mindst som værktøj for hårde hunde i det amerikanske politi, brandvæsen og militær, at tiøren faldt i Japan – og resten af verden. Den endelige blåstempling skete, da skatere i Californien – et folkefærd med en skræmmende god fornemmelse for, hvad der er cool streetwear – tog det nye ur til sig.

G-Shock viste sig at have en kamæleonagtig evne til at tilpasse sig vidt forskellige miljøer, der trods deres politiske ståsted kunne enes om én ting: Et ur, der ikke kunne gå i stykker.

G-Shock er den klassiske historie om et produkt, som skal blive stort i udlandet, helst USA, før det bliver anerkendt i hjemlandet. Brandet har ikke set sig tilbage siden: I 1990 var den samlede produktion af G-Shocks 10.000 ure, i 1995 var tallet vokset til 700.000, og i 2017 kunne Casio fejre 100 millioner producerede G-Shock-ure. Det gør det til et af de bedst sælgende ure nogensinde.

HISTORIEN OM G-SHOCK begynder med et knust hjerte og en dybfølt ærgrelse, da Casio-ingeniøren Kikuo Ibe en dag stødte ind i en fodgænger i Tokyo og mistede det ur, han havde fået af sin far. Uret faldt så uheldigt på fortovet, at det ikke stod til at redde, og Kikuo Ibe besluttede sig på stedet for at lave et ur, som ikke kunne gå i stykker. Nogensinde.

Han samlede et team af otte ingeniører og brugte de næste to år på at lave et ur ud fra en dogmeregel eller en ’triple 10 philosophy’, som han kalder det, med en klar dagsorden: Det nye ur skulle være vandtæt til 100m, have en batterilevetid på 10 år og skulle kunne overleve et fald på 10m. Kikuo Ibe, der i dag nærmer sig de 70 år, fandt inspiration på en legeplads, hvor han så et barn lege med en gummikugle, som hoppede på en hård overflade.

Det første G-Shock var fremstillet i et indkapslet modul, hvor kvartsværket ’svæver’ frit i en urkasse af rustfrit stål med en ydre skumform af stødabsorberende polyurethan. Det var ikke så let, som det lyder. Kikuo Ibe og hans ’Project Team Tough’ nåede at lave 200 prototyper over to år, før de nåede frem til den endelige udgave, DW-5000C, i 1983. Han kastede det rutinemæssigt ud fra tredje sal fra herretoilettet i Casios hovedkontor og kørte det over med sin bil. Der er ikke nogen, som skal sige, at en japansk ingeniør ikke gør sit hjemmearbejde.

DET ER OBJEKTIVT SET ikke noget kønt ur, men det prøver heller ikke på at være det. Deri ligger charmen. På samme måde som en hammer ikke er det. Det er ikke pointen med et G-Shock, der signalerer noget andet: It gets the job done.

Måske er det også med til at forklare, hvorfor nogle udgaver af G-Shocks er samlerobjekter på samme måde, som de fineste schweiziske urbrands er det. Det taler til en anden type ursamler, men hypen er den samme.

Kan man få fingre i et originalt DW-5000 ’Project Team Tough,’ som blev givet til hver af de otte medlemmer af det originale G-Shock-udviklingsteam, har man scoret den ’hellige gral’ inden for G-Shocks. Det svarer til de mekaniske ures svar på Marie Antoinette-uret. Men mindre kan også gøre det. Et af de mest eftertragtede G-Shocks er 2010-udgivelsen af Takashi Murakamis Frogman GWF-1000TM-4JR, der i dag sælges for over 125.000 kroner, eller et GD-5000-9JR i guld, som går for over 600.000 kroner.

Det er som at se Paris Hilton i en pansret mandskabsvogn, men det ændrer ikke ved dets status for die-hard fans.

Vi har talt med en G-Shock-samler, Stefan L. (hans fulde navn er redaktionen bekendt, red.), som har haft en samling af 50 G-Shocks, men nu er ’nede på kun omkring 20 G-Shocks.’

Hvordan startede din interesse for G-Shock?

”Jeg begyndte at interessere mig for ure omkring år 2000. I starten gik jeg kun op i mekaniske ure og traditionelle schweiziske mærker. Jeg har ejet adskillige Rolex, IWC, Audemars Piguet, Vacheron Constantin og så videre. Nogle mennesker tror, at en rigtig ursamler ikke kan interessere sig for G-Shocks og samtidig gå op i den slags ’premium’ brands, men i mine øjne er det en stereotyp og snæver tankegang. En ægte ur-entusiast sætter pris på alle slags ure, for hvad de er.

Mit første G-Shock var et GX-56, der også omtales som ’The King of G’ på grund af urets ikoniske firkantede form og størrelse. Jeg købte det som mit ’daily beater,’ og det var altid med mig, når jeg fiskede, gik på jagt, hjalp venner med at flytte og den slags. Jeg var vildt glad for det, men på det tidspunkt var jeg ikke ’bidt’ af G-Shock. Det skete først i 2017, da jeg blev overtalt til at acceptere et GWF-1000 Frogman i bytte i en handel, som jeg lavede med et andet ur. Det åbnede mine øjne for byggekvaliteten af de bedste G-Shocks og den value for money, som de udgør. Som man siger, så gik det ned ad bakke for mig derfra.”

Hvorfor er G-Shock interessant?

”Det er helt grundlæggende urenes robusthed. Enhver, der leder efter et ’GADA’-ur (Go Anywhere Do Anything, red.), har mange muligheder at vælge imellem i G-Shock-serien. Nogle af urene er samlerværdige, og så er der et bredt sortiment at vælge imellem, fra den billige Baby-G-serie til de eksklusive MRG-modeller.”

Hvem samler på G-Shocks?

”På forskellige ur-forums er der en teori om, at mange af de nuværende G-Shock-samlere voksede op under ’kvartskrisen’ og oplevede paradigmeskiftet i urindustrien, da kvarts og LCD-ure gjorde deres indtog. For mig, der er født i begyndelsen af 1970’erne, er det helt sikkert rigtigt. Jeg husker tydeligt fascinationen af LCD-displays. Måske er det mange af os, der samler, som på en eller anden måde genfinder en forbindelse til vores barndom?”

Men det forklarer vel ikke, hvorfor så mange unge går op i G-Shocks?

”G-Shock er i årenes løb blevet et popkultur-fænomen med en stor fanbase og et stigende antal limited editions, der lanceres som collabs med mærker inden for streetwear og musikbranchen. Fx Burton, Maharishi, Gorillaz, Bodega og Sankuanz. Den form for co-branding gør G-Shock relevant for nye kunder og holder mærket ’fresh.’

Det giver også eksisterende fans en stadig strøm af mere eller mindre sjældne modeller, der kan være værd at samle på. Nogle af de mest hypede modeller er et resultat af den form for collabs, for eksempel GMW-B5000TFC-1 ’Porter’, der blev udgivet i 2018 sammen med den japanske taskeproducent Yoshida & Co. Den vejledende udsalgspris var 1.500 euro, men efter lanceringen blev modellen handlet til 4.000-5.000 euro på brugtmarkedet.”

Hvilket G-Shock i din samling har den bedste historie?

”Det er ikke en historie, jeg er glad for, men jeg glemmer aldrig, da jeg mistede mit første G-Shock, mit GX-56 ’King.’ Jeg havde taget det med på elgjagt og sad fire-fem meter oppe i et jagttårn midt i en sump. Jeg tog uret af håndleddet og lagde det på kanten af rækværket for at tage nogle billeder og kom ved et uheld til at skubbe det ud over kanten. ’No big deal,’ tænkte jeg, det er et G-Shock, det kan tage knubsene, men jeg fandt det aldrig igen.

Det blev simpelthen opslugt af det barske terræn i det nordligste Sverige. Jeg brugte mere end en time på at lede, men måtte give op. Det ligger uden tvivl stadig under det jagttårn og ’tikker derudad’ og venter på at blive fundet af nogen.”

Hvilke af dine G-Shocks ville du aldrig sælge?

”Jeg tror ikke rigtig på ’keepers’ (ure i samlingen, som man aldrig nogensinde vil sælge, red.). Men jeg har nogle få ure, som jeg ville være meget modvillig til at skille mig af med. Jeg elsker GWG-1000-serien, og Mudmaster ’Maharishi’-versionen er indtil videre min favorit.

Jeg har også en svaghed for MRG-G1000HG-9A, Gold Hammertone 20th Anniversary, som er begrænset til 300 ure. Det er dækket af en IP-belægning i guld, som er så ’forkert,’ at det bliver helt rigtigt. Og så er der MRG-G2000BL-9A, som blev lanceret sidste år som en hyldest til Bruce Lee og også er begrænset til 300 ure. Jeg elsker den sorte og gule farvekombination på den model.”

Hvad forstår de fleste – selv ’seriøse’ samlere – ikke ved G-Shock?

”Først og fremmest skal ursamlere forstå det enkelte urmærke og sætte pris på, hvad det har at tilbyde. Vi kan ikke alle lide de samme ting, og subjektiv smag er vanskeligt at diskutere med objektive argumenter.

Mange ursamlere er slet ikke klar over den markedsværdi, som nogle G-Shocks har på brugtmarkedet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har fået uopfordrede anmodninger om at købe mine ure fra entusiaster, der har set mine billeder på Instagram, @xlnts, Facebook og internetfora. Når jeg forklarer deres værdi, er der folk, som bliver vildt overraskede. Jeg er blevet beskyldt for at være en svindler af folk, der ikke har nogen anelse om, at G-Shocks kan være mere end et par hundrede euro værd.”

Apple solgte 10 millioner flere Apple Watches sidste år end hele den schweiziske urindustri tilsammen. Går det også ud over G-Shock?

”Ja, selvfølgelig betyder det mere konkurrence for alle urmærker, inklusive G-Shock, men måske også en mulighed? Da flere nu bliver vant til at bære digitale, batteridrevne devices på deres håndled, kan der måske være en åbning for G-Shock til at indarbejde mere smart urfunktionalitet i sine modeller og udvide sin kundebase?

G-Shock er begyndt at gøre det med GBD-100 og GBD-H1000-modellerne rettet mod forbrugere på udkig efter ure til træningsformål. Jeg ejer selv et GBD-H1000, og for mig er det klart, at Casio er lidt sent til smart watch-gamet og har noget at indhente, men det vil være interessant at følge udviklingen. Jeg tror, at de kan fortsætte med at forbedre den slags modeller.”