Jeg må være ærlig og sige, at min stil er meget letpåvirkelig. Den har i hvert fald været meget flakkende gennem årene, men med slipset og jakkesættet som et form for anker.
Det hænger nok sammen med, at jeg af natur er meget begejstret og nysgerrig, så hvis jeg ser noget fungere hos andre, kan jeg fluks få lyst til at udskifte hele min garderobe.
Og så kan jeg godt lide at gå planken ud: Da jeg skatede, lignede jeg en skater. Da jeg gik på efterskole, lignede jeg en efterskoleelev. Sådan er det fortsat. Det er først de seneste år, at jeg er faldet mere til ro i min stil.
Annonse
Poloen er fra det danske mærke Andersen-Andersen, som jeg virkelig har fået øjnene op for. Der er ikke en eneste af deres ting, jeg ikke bryder mig om, og jeg har efterhånden fået et godt udvalg bestående af en vest, cardigan og sweater.
De laver i min verden tøj, der kan gå til de fleste anledninger – fra renovering af lejligheden til noget, man kan have på til en fest. Kvaliteten er helt i top, og så er deres stil bare tidløs. Jeg ser det som en virkelig god investering i et land som Danmark, hvor vejret næsten altid er til at have deres strik på.
Det eneste job, jeg har haft, som ikke har involveret musikken, har været i optiker/brillebutikken Heiko Stumbeck i Odense, hvor jeg dagligt var i berøring med hundredvis af briller.
Brillerne her er faktisk fra Heiko Stumbecks eget mærke Heiko by Heiko. I min tid i butikken udviklede jeg både en smag for og en kærlighed til briller, som jeg har taget med mig videre. Det er den accessory, jeg vægter højest.
Ens ansigt ændrer virkelig udtryk, alt efter de briller man har på. Denne her sorte, kantede ramme strammer fx mit ansigt ind, synes jeg. De har tonet glas, og det er inspireret af Thomas Blachman. Men der er det også fedt at være musiker, ha ha – der er det nærmest forventet af én, at man har sådan en type briller på.
Comme des Garçons er en ny, stor kærlighed for mig, og det er de her bukser en af grundene til. Jeg kan virkelig godt lide deres tilgang til design, hvor de i det her tilfælde tager et par klassiske, nålestribede jakkesætsbukser i et kvalitetsmateriale og tilføjer noget nyt. Det er en home run-buks, og jeg får næsten altid komplimenter, når jeg har dem på.
Annonse
De markerer også et skift i, hvor meget jeg er villig til at give for et stykke tøj, for med Comme des Garçons har jeg virkelig fået øjnene op for, hvad man får for pengene. Både hvad angår kvaliteten, men ikke mindst også i silhuetten, som man ikke finder andre steder.
Jeg fandt det her slips fra Burberry i en Røde Kors-butik, så vidt jeg husker, og det kostede ikke mere end 50 kroner.
Jeg elsker slips og bruger det flere gange om ugen. Jeg ynder også at have et slips med i kufferten, når jeg rejser. Det fylder ingenting.
For mig holder det en nobel plads i verden, for det er både en genial entrégenstand til et stort modehus, men også en genial måde at få en metervare, der ikke er billig, ind i sin garderobe, hvor det stadigvæk er til at betale – hvilket det især er, når man køber dem brugt.
Jeg lærte allerede at binde et slips som seksårig, da jeg var ude på vejen, hvor alle de rige i Odense bor, for at købe både jakkesæt og slips. Jeg kan ikke huske, hvad der havde inspireret mig, men jeg begyndte at troppe op i skole iført slips og jakkesæt den efterfølgende tid.
De har egentlig stået nogle år inde i skabet, det her par cowboystøvler. Jeg købte dem tilbage i starten af 2019 og brugte dem ivrigt, blandt andet da vi spillede til P3 Guld og på Roskilde Festival samme år. Det var min statement-sko i en god rum tid, men så fik jeg også brug for en pause fra dem.
Nu er de så tilbage på fødderne igen, og det er jeg glad for. Det var et givende afbræk, og jeg synes faktisk, det er fedt at vide, at man kan stille noget fra sig i længere tid og så vende tilbage og stadig værdsætte det.
Annonse
Jeg købte dem af en fyr på Den Blå Avis, og de er ved at være godt slidte, så måske jeg snart skal have mig et andet par. Jeg kan i hvert fald ikke undvære et par cowboystøvler i garderoben, har jeg fundet ud af.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.