Goss: "Når jeg går på gaden kan jeg se, at folk tænker: 'Ved han godt, han har to slips på?'"

For nogle år siden var jeg i San Francisco for at besøge min kæreste, som var på tour. Hendes band havde gået og spist sådan nogle hashvingummier, hvilket var noget nyt i Californien. Jeg havde været lidt træt og ramt af jetlag, men på den femte og sidste dag havde jeg det sådan: ’Ej, nu skal jeg sgu også prøve de der vingummier.’ Jeg spiste tre-fire stykker, og jeg følte mig bare træt, så jeg lagde mig til at sove, mens de andre tog i byen. Næste dag vågnede jeg op i den bus, som skulle tage os til et lufthavnshotel i San Francisco, men da jeg gik ud for at samle mine ting, gik alting bare fem gange langsommere, og jeg var sådan: ’Åh nej, nej, nej, den er helt gal.’ Jeg fik faktisk en form for angstanfald. God gammeldags kæmpenoia: ’Bliver jeg nogensinde mig selv igen?’

Den næste dag fløj min kæreste og jeg til Los Angeles, hvor jeg den første dag gik en lang tur i området ved Venice Beach. Her passerede jeg en genbrugsbutik, hvor der i butiksvinduet stod en mannequin med et gråt jakkesæt på. Intuitivt gik jeg ind og prøvede det og fandt samtidig en cowboyhat. Siden den dag har jeg haft jakkesæt på. Jeg havde mistet kontrollen. Og det gør jeg ikke særlig tit. Ikke rigtigt i hvert fald. Jeg tror, jeg følte, at jakkesættet var en rustning over for den oplevelse, jeg havde haft. Når jeg tog jakkesættet og cowboyhatten på, kunne oplevelsen ikke få fat i mig. I den efterfølgende måned var det, som om et helt nyt rum i min hjerne havde åbnet sig. Det var i samme periode, jeg begyndte at interessere mig for countrymusik.

Jeg fandt ud af, at det var virkeligt nice at forsimple min tilværelse på den måde – at finde ind til noget, som gav mening. Lige som jeg er interesseret i at nyfortolke countrymusik, fordi det er den mest konservative og låste genre, jeg overhovedet kunne komme i tanke om at arbejde med, er det lidt det samme med jakkesættet, slipset og skjorten. Der findes ikke noget mere konservativt. Og det er dét, jeg synes, er så spændende; for hvad kan jeg gøre for at gøre det til noget andet? Jeg prøver på alle mulige måder at tage jakkesættet og hele denne her uniform og nyfortolke den.

Langsomt har jeg fundet ind til min jakkesætsstil. Jeg har måske købt 40 sæt, alle sammen i genbrug. Men jeg kan ikke lide at have så meget hængende, så nu har jeg givet alle mine venner et jakkesæt hver. Jeg har selv beholdt måske 15. Alle perlerne. Jeg har blandt andet to Versace-jakkesæt, som jeg fandt til 150 kroner stykket helt random i en genbrugsbutik tæt ved Damhuskroen. Det sjove var, at der i butikken var en ’Mærkevarer’-stand, hvor der hang Bruuns Bazaar og sådan noget. Men de to Versace-sæt hang bare på de almindelige rækker. Jeg har også to Armani-jakkesæt. Jeg leder over alt, men kun i klassiske genbrugsbutikker som fx Røde Kors.

Jeg tror, at jeg er den første på Euromans liste over landets bedst klædte mænd, som ikke har købt et nyt stykke tøj i syv år. Fraregnet underbukser, strømper og løbesko. Og det er jeg stolt af. Jeg elsker genbrug. Jeg er kæmpeambassadør for det. Som jeg siger til alle, jeg kan komme i nærheden af: Der findes ikke – og det er ikke bare inden for fashion – noget andet, hvor der er fire wins: Det er billigt. Der bliver ikke produceret nyt. Du får noget, ingen andre kan få fat i. Og de penge, du bruger på det, går til en god sag.

En morgen havde jeg taget to slips på, fordi jeg ikke kunne finde ude af, hvilket jeg skulle tage på. Jeg rakte dem frem mod min kæreste, ét i hver hånd, og spurgte: ’Hvilket er pænest?’ Og mens jeg stod dér og kiggede ned på dem, gik det op for mig: Fuck, mand, man kan jo bare have to på! Slipset er mandens pyntegenstand. Det har ingen funktion på noget som helst plan. Måske tørrede man sig om munden med det i gamle dage, jeg ved det ikke. Men nu er det ren og skær pynt. Og hvorfor så ikke have to pyntegenstande på? Det sjove er, at det må man ikke. Jeg kan se, når jeg går på gaden, at folk tænker: ’Ved han godt, han har to slips på? Er han bare lidt forvirret og er gået ud ad døren?’ Et slips er jo i forvejen fuldstændig latterligt. Det giver hverken mere eller mindre mening med to slips.

Mads Damsgaard Kristiansen

Er født i 1984 og opvokset i Svendborg. Brød i begyndelsen af 10’erne igennem som frontmand i duoen Reptile Youth. Debuterede som soloartist under navnet Goss i 2017 og udgav året efter ep’en ’Homeland Security’. Sidste år udkom den countryinspirerede debutplade ’Group Therapy’ til stor begejstring hos anmelderne. Danner privat par med musikeren Karen Marie Ørsted (MØ). Bor i København.

Jeg har også købt en redningsvest, som jeg tager ud over jakkesættet, men det er ikke noget, jeg går med så tit. Det er kun på særlige dage, jeg kan tage den på. Der vil jeg sige, at jeg møder meget lidt forståelse hos folk. Det virker, som om nogle tror, det er en skudsikker vest. Som om jeg er en rapper. Forleden havde jeg redningsvesten på og gik ned på en legeplads for at sige hej til min lillebror og hans søn. Her mødte jeg to af mine gamle venner, som jeg ikke har set i mange år, og de var nærmest i chok: ’Hvad fanden laver du? Hvorfor har du dén på? Hvad skal du?’

Til familiefødselsdage er de andre altid efter mig med mit tøj. De ryster på hovedet. ’Hvad fanden laver du-agtigt.’ Men det her med, at jeg nu bliver kåret som én af de bedst klædte i Danmark, det er så betydningsfuldt for mig, for så kan jeg sige: ’Hey, det er jo dét, jeg altid har sagt. I kan bare fucke af. I kan slet ikke følge med!’

Jeg vil gerne se sej ud. Og jeg vil gerne have, at folk tænker: ’Hvad fanden er han for en type. Hvad har han gang i?’ Der må gerne opstå en nysgerrighed, når folk ser mig. Men det handler jo også bare om æstetik; at synes, at noget er smukt og flot eller interessant. Helt tilbage i tredje-fjerde klasse var jeg tiltrukket af tøj, der var anderledes end mine venners. Og var klar på at rocke det, selv om det skilte sig ud. Det gav mig en energi, at jeg havde noget andet på end de andre. I nogle år var jeg lidt professionel fodboldspiller, og der så jeg også meget anderledes ud. Folk grinede lidt af mig, men jeg følte mig aldrig drillet. På en eller anden måde forstod jeg at owne det. De forstod godt, jeg havde gang i noget, der gav mening, og at jeg på en eller anden måde vidste, hvad jeg gjorde.

Jeg tror, jeg altid har haft brug for at skille mig ud. Hvorfor jeg har det, er jeg virkelig i tvivl om. Jeg ved det fandeme ikke, mand. Måske fordi jeg føler mig speciel? Det skal man nok passe på med at sige i Danmark, men jeg føler mig speciel, og det vil jeg gerne repræsentere gennem mit udseende. Jeg føler mig ikke bedre end andre, jeg føler mig bare anderledes.