Få mennesker har rykket modeverdenen så meget de seneste 10 år som Virgil Abloh. Søndag aften blev det på hans Instagram-profil meldt ud, at han var død af en sjælden form for cancer – en sygdom, Abloh havde kæmpet med i to år, og som han havde holdt skjult for offentligheden.
Historien om Virgil Abloh er historien om outsideren, der mod alle odds endte i jobbet som creative director hos det måske mest prestigefyldte luksusmodehus i verden: Louis Vuitton.
Da den arkitektuddannede Abloh fra Rockford, Illinois, i 2009 fik praktikplads hos det italienske modehus Fendi, var der næppe nogen, der regnede med, at han ville ende som et af modeverdenens største fænomener. Dengang var modeverdenen noget mere rigid, stadig meget lidt digital, og endnu primært styret af klassisk uddannede designere.
Annonse
Skæbnen ville dog, at sidekammeraten hos Fendi hed Kanye West. Sammen begyndte de to at støbe kuglerne til en af de største trends, modehistorien har set i nyere tid: brobygningen mellem streetwear og luksus. Det er fortællingen om traditionsrige modehuse, der blev tvunget til at omfavne gadekultur, musik og hiphop. Og ophavet kan føres i lige linje direkte tilbage til de to herrer – og i særdeleshed Virgil Abloh.
Efter tiden hos Fendi startede Abloh brandet Pyrex, der hurtigt gjorde sig bemærket med store, hvide seriffer printet på tøj fra brands som Champion og Ralph Laurens rugbylinje. Det var også første gang, det danske publikum blev introduceret til den generte designer, da butiksindehaver Rasmus Storm begyndte at forhandle det i Storm på Store Regnegade.
Og så tog det for alvor fart: I 2013 stiftede Abloh mærket Off-White, som fik base i Milano. Og snart fik den etablerede del af modeverdenen øjnene op for fænomenet Abloh: Hans ’The Ten’-kollektion med Nike, der blandt andet blev designet med rød nylonstrip og tusch på sålen, er blandt de allermest eftertragtede sneakers på det boomende videresalgsmarked. Derudover lavede han undervejs også samarbejder med brands som IKEA og Rimowa – to collabs, der i dag har ikonstatus blandt mange.
Abloh fungerede som dj, holdt forelæsninger på Harvard og samplede både høj- og lavkultur som ingen anden. Hans produktion var mere omfattende end nogen anden, og der var ikke den virksomhed eller organisation, han ikke blev set i samarbejde med.
Alligevel kom den største blåstempling i 2018, da det ikoniske luksusmodehus Louis Vuitton udpegede Virgil Abloh til at efterfølge Kim Jones som kreativ direktør. Én ting var at være velanset blandt streetwear-fans. Men udpegelsen af en afroamerikansk mand med rødder i subkulturer kan ikke ses som andet end den ultimative omfavnelse af Abloh selv. Streetwear var blevet stuerent.
Virgil Abloh har været med til at gøre designere til stjerner, som børn i dag ser op til på samme måde, som de ser op til sportsudøvere og musikere. Alle, der har kendt Abloh, taler om hans evne til altid at involvere sig i projekter med sprudlende begejstring. Og ved altid at fokusere på processen og ikke altid slutresultatet, banede Abloh vejen for en ny generation af talenter, der ikke nødvendigvis kommer til at følge vejen på de klassiske designskoler.
Annonse
Virgil Ablohs betydning var ikke til at tage fejl af.