Han har byens mest velkuraterede tøjbutik: ”Det her er mit livsværk”

I AUGUST 2008, i en kælder på Classensgade på Østerbro, slog jeg for første gang døren op til Goods. Jeg var 27 år gammel.

Jeg havde altid bare kastet mig ud i ting. Jeg havde en tro på mig selv. Måneden efter, i september, kom finanskrisen buldrende. Det første års tid var sindssygt. Sindssygt hårdt. Det var en rejse præget af selvudvikling og selvpsykologi. En lille butik i en kælder. Ingen kendte den.

Jeg gjorde det for min egen skyld. Det var ikke, fordi jeg havde set et gap i markedet, eller at jeg drømte om på sigt at blive indehaver af 10 butikker. Jeg ville bare se, om det univers, jeg fandt interessant, kunne resonere hos andre mennesker.

Jeg havde ikke nogen forkromet plan, ingen fem-års-strategi eller finansielle mål. Det handlede bare hele tiden om at gøre det bedre: Kan jeg lave en bedre sammensætning af varer? Kan jeg præsentere dem bedre? Hvad med lyden? Indretningen? Kommunikationen?

Efter et halvt år tog jeg et job ved siden af. Det var for hårdt ved psyken alene at skulle skaffe en indkomst i butikken. Jobbet var på Herlev Hospital, hvor min mor arbejdede som sygeplejerske, og gik ud på at gennemgå en masse gamle journaler for en overlæge, der arbejdede med kræftforskning.

Så fra mandag til fredag cyklede jeg klokken seks om morgenen til Herlev på min gamle Bianchi. Klokken 12 cyklede jeg tilbage og åbnede butikken klokken 13.

DA JEG ÅBNEDE BUTIKKEN, havde jeg allerede en del års erfaring. Efter folkeskolen var jeg virkelig skoletræt, så jeg havde besluttet mig for at gå i lære i en tøjforretning. Tøj havde interesseret mig i nogle år, og jeg syntes, det var en sjov måde at udtrykke sig på. Jeg fik en læreplads hos en mand ved navn Harris. Han ejede syv-otte tøjbutikker rundt omkring. Den butik, jeg fik plads i, var en multi brand-butik, der lå i Lyngby Storcenter. Jeg var den absolut yngste, så det var nogle sunde lærepenge, jeg tjente i de år.

Tre år senere var jeg uddannet, og så sagde Harris til mig: ”Jeg synes, du skal tage til Tyskland og arbejde. Jeg kender en headhunter for en stor tøjforretning i München. Tal med ham.” Det gjorde jeg så, og det viste sig, at Harris’ anbefaling var alt, headhunteren havde brug for. Jeg kunne ikke et hak tysk. I skolen havde jeg haft fransk. Men jeg var klar på udfordringen.

Det var en kæmpebutik. 6.000 kvadratmeters herretøjsforretning. 300 medarbejdere var vi. Jeg lagde mig virkelig i selen. Halvdelen af vores løn var provision, og i de to år, jeg var der, lå jeg nummer et på sælgerlisten i den tyske afdeling.

Jeg havde lovet Harris, at når det var tid til at komme tilbage igen, så ville jeg give ham et kald. Jeg havde ingen ambitioner om at skulle til Lyngby igen, men af ren respekt ringede jeg til ham. Det viste sig, at han gerne ville tilbyde mig stillingen som førstemand i den butik, jeg havde stået i. Så sagde jeg, hvad jeg ville have i løn. Et urealistisk højt beløb, så jeg var sikker på, han ville sige nej – han passede jo godt på pengene. Uden at tøve sagde han ja.

DET FØRST, JEG BEGYNDTE AT GØRE, var at besøge messerne under den københavnske modeuge. Møde en masse mennesker. Lære dem at kende. Et år senere stoppede indkøberen i butikken. Så gik jeg igen til gamle Harris og sagde: ”Jeg vil gerne have hans job.” Den skulle han lige tygge på lidt længere. Til sidst fik jeg det, og så kunne jeg virkelig begynde at sætte mit præg på butikken.

To år senere følte jeg mig klar til at skabe mit eget – og startede Goods. Sammen med min tømrer-far indrettede jeg butikken. Vi satte en gammel ribbe fra en gymnastiksal op. Og en gammel bænk. Og jeg fik nogle rails smedet af kvindesmedien på Christiania. Det var ikke alverden. Men det havde alligevel en relation til det tøj, jeg havde i butikken: et naturligt craft, et udtryk.

EFTER ET ÅR kunne jeg sige jobbet på Herlev Hospital op. Jeg levede stadig på en sten, men nu kunne forretningen køre selv. Min mor sagde tit til mig, at hun var glad for, at jeg endte med at starte butikken op under finanskrisen. Det gav mig nemlig – mente hun – en meget større ydmyghed og respekt for pengene.

I august 2012 åbnede jeg i lokalerne på Østerbrogade. Min far og jeg stod igen for indretningen. Og budgettet var stadig stramt. Intet custom. Men den nye butik åbnede med det samme op for en helt ny kundegruppe. Jeg tror, at mange tog butikken mere seriøst, nu hvor den ikke længere lå i en kælder. I 2018 – 10-året for butikken – gav vi den et nyt løft sammen med OEO Studio og mærkede igen et ryk. Og så – i 2023 – fik vi mulighed for at købe forretningen inden ved siden af. Denne gang lavede vi ombygningen sammen med arkitekt Julius Nielsen, en kunde i butikken gennem mange år.

Alt har været selvfinansieret. Ingen banker involveret. Rejsen, jeg var på i begyndelsen, var simpelthen for hård ved mig psykologisk. Jeg har ikke villet sætte mig i en lignende situation igen. Så hellere lade det vokse organisk. Det her er mit livsværk. Og jeg skal være stolt af det resten af mit liv.

Fra begyndelsen vidste jeg, at Goods som brand skulle være stærkere end de brands, vi repræsenterer i butikken. At det er os, som kunden har en relation til. Hvis du kun vil have en Barbour-jakke, og vi ikke har en Barbour-jakke, så har vi et problem. Men hvis man kommer ind og gerne vil kigge på de jakker, vi i det hele taget har udvalgt til butikken, så er det meget nemmere for os. Men det kræver tid – enormt meget tid – at skabe den tillid.

FOLK KOMMER AF og til og siger noget i stil med: ”Jeg var til et selskab, og der sad en gruppe mænd, som jeg bare kunne se, handler hos dig. Jeg spurgte dem, og det gjorde de.” Det, synes jeg, er sjovt at høre. På den måde er der helt sikkert en type.

Det vigtigste for mig i kontakten med kunden er at se dem – at anerkende dem. Vi vil alle sammen gerne ses og anerkendes som mennesker.

Jeg tror, der er mange, der er vant til at blive fremmedgjort, når de besøger en butik. Her kigger vi hinanden i øjnene. Og så snakker vi sammen. Om alt muligt: parforhold, arbejde, indretning, børn, ferier. Og det gør vi altså ikke for at sælge, men fordi det er skideinteressant at høre, hvad folk har at fortælle.