Hans Bülow Andersen: "Det kan virke malplaceret at komme med støvler med høje hæle, hvis man bare skal ud til en lille virksomhed og implementere et it-system"

Da jeg var 12-13 år gammel, skulle Oasis spille koncert i Madrid, hvor jeg på det tidspunkt boede sammen med min familie. Jeg fik lov til at tage afsted med min storesøster og hendes venner. Jeg kan tydeligt huske, at jeg kiggede op på forsangeren Liam Gallagher og tænkte: ’Hold kæft, han er fandeme sej.’ Han kunne virkelig noget.

Den måde, han blandede store parkajakker med Beatles-inspirerede 60’er-elementer. Og jeg havde også set på nettet, hvordan han til andre koncerter havde optrådt i fx Umbro-joggingsæt. Den dag lagde jeg min stil om for at prøve at ligne ham. På den måde blev han også mit første rigtige stilikon.

Det er klart, at det ikke lykkedes mig perfekt at efterligne ham – i hvert fald ikke fra starten af. Jeg måtte jo klare mig med mine forældres lommepenge. Men oplevelsen af at se ham satte helt klart gang i noget.

Når jeg tager tøj på, har jeg på en eller anden måde de her forskellige karakterer oppe i mit hoved, som jeg skifter imellem. Egentlig ville det være meget mere praktisk at have én stil, en uniform af en art. Det ville spare mig en masse tid – og penge, frem for alt. Men jeg synes bare, der er alt for meget flot tøj til, at jeg kan begrænse mig sådan.

Den primære karakter, jeg dyrker, er den rockede. Jeg har en stor fascination af rockmusik – fra 60’erne og start-70’-erne især. Hele den kultur af beat-forfattere, hippiebevægelsen, og hvad der ellers hørte dertil.

Det spænder derfor også ret bredt for mig stilmæssigt: Fra det stilrene og Mod-agtige à la The Beatles og Bob Dylan til det mere løse og farverige, fx Grateful Dead og hippiemoden. Fælles er, at der er noget rock’n’roll over det, en råhed og noget kant.

En anden karakter er den mere praktisk orienterede. I nogle sammenhænge er det ikke rart at være overdressed. Fx på arbejde kan det virke malplaceret at komme med støvler med høje hæle, hvis man bare skal ud til en lille virksomhed og hjælpe dem med at implementere et it-system.

Her går jeg mere klassisk til værks. Sådan lidt Ivy-inspireret med klassiske herretøjs-elementer: Oxford-skjorte, rugbypolo, chinos, ørkenstøvler. Og det er jo også bare sindssygt flot.

Da jeg var yngre, fulgte jeg nogle strammere regler for, hvordan jeg kunne gå klædt. Jeg interesserede mig rigtigt meget for subkulturer og de forskellige moder, man praktiserer inden for disse. Den ene periode var det Mod-stil, den næste var det rockabilly.

Men på et tidspunkt nåede jeg et punkt, hvor jeg syntes, det var for kedeligt at bevæge mig inden for de snævre kasser, der ofte hersker inden for subkulturer. Jeg havde for meget lyst til for mange ting. Hvis jeg pludselig så en old school-skater med et par slidte Dickies på, tænkte jeg: ’Hold kæft, det ser også fedt ud. Det må jeg prøve!’

Der er mange, hvis stil jeg har brugt en del tid på at studere. Særligt de klassiske ikoner fra 50’erne og 60’erne hænger ved. Jazzmusikerne Chet Baker og Miles Davis, nogle af soulmusikerne fra 50’erne også, førnævnte Bob Dylan og The Beatles. Og The Beach Boys i de tidlige år. Jeg har en del bøger, hvor jeg har siddet og bladret siderne igennem og kigget på deres outfits.

Derudover er jeg også stor fan af folk som David Hockney, Woody Allen og Steve McQueen. Og i det hele taget gamle serier og film, hvor der optræder god stil i, fx ’The Sopranos’, ’Goodfellas’, ’The Deer Hunter’, ’Freaks & Geeks’, ’Seinfeld’ og ’Easy Rider’.

Jeg handler en del på nettet og i genbrugsbutikker. Særligt i Rockhopper Vintage. Det er en gut ved navn Rasmus, der har den (se mere på side 96 i magasinet, red.). Det er ikke en fysisk butik som sådan, men han har, foruden sin hjemmeside, et studie ved Lygten på Nørrebro i København, hvor man kan komme forbi og prøve tingene. Det er meget en amerikanerstil, han forhandler. Masser af militær-items.

Jeg bliver mere og mere glad for nærmest udelukkende at gå i vintagetøj. Der er selvfølgelig det miljømæssige aspekt, som vi alle bør tænke over. Men så har det også bare en fed patina; det bliver ligesom slidt på den helt rigtige måde. Man kan meget nemt blive overangrebet, når man går en tur inde i byen og besøger nogle af de rigtige butikker.

Der er så mange flotte, gode ting, og de skiftes hele tiden ud, og på den måde er det sgu meget rart at komme et sted som Rockhopper Vintage, hvor der bare er nogle klassiske, fede ting, der så ovenikøbet også bærer på en historie.

Tilbage i 2012 gjorde jeg mit bedste genbrugsfund. Min far døde det år, så jeg tog orlov fra mit arbejde for at rejse rundt i USA. I en Salvation Army-butik (Frelsens Hær, red.) ved siden af en Walmart, lige uden for Flagstaff i Arizona, fandt jeg en gammel arbejdsjakke fra Lee. Den var fra 1950’erne.

Hvad modellen hedder, kan jeg ikke huske, men det er en original fra dengang. I god stand og med flot slitage. Og så lige i min størrelse. Den kostede mig måske 100 kroner, og i dag kunne den snildt komme op og koste et par tusind kroner. Et rigtigt samlerobjekt.

Hvis jeg skal til fest eller til koncert eller ud at spise med nogle venner, kan jeg godt lide at dresse op. Måske i et par jakkesætsbukser; de seneste år er jeg blevet rigtig glad for bukser med læg, gerne lidt brede fra 50’erne, som så går en smule ind mod bunden. Dem kan man jo have på med en polo, strikpolo, skjorte – alt efter, hvor fint det nu skal være. Eller også kan en god tweed- eller fløjlsblazer være en god måde at gøre sig fin på.

Når jeg engang bliver færdig med studierne og får fast job, så er en af de første ting, jeg skal købe, et Wes Anderson-agtigt jakkesæt i tyk fløjl. I khaki-brun. Et, som bare sidder godt og føles lækkert. Jeg har kigget på et fra Drake’s. De laver nogle vildt flotte fløjlsjakkesæt.