”Jeg er meget bevidst om min påklædning. Det er vigtigt for mig. Jeg har fundet ud af, at det giver mig en vis selvtillid at have tøj på, som jeg føler mig komfortabel i. Det kan være forskellige genstande eller forskellige udtryk, der giver mig den følelse, og det skifter alt efter humøret på dagen eller den periode, jeg er i gang med i mit liv. Ofte går jeg ret afslappet klædt, andre gange vil jeg gerne stunte lidt ekstra.”
Hvilke beklædningsgenstande går igen i din garderobe?
Annonse
”Løse bukser. De har været med mig i lang tid. Den silhuet, de giver mig, ser sygt nice ud. Nogle gange kører jeg både et loose fit på overkroppen og på benene, mens jeg andre gange laver et mere tight fit på overkroppen og løst forneden. Jeg går meget op i silhuetter, når jeg udtænker mine outfits.
Det er også ud fra den tankegang, jeg arbejder som fotograf. For tiden arbejder jeg meget med, hvordan jeg fanger skyggerne i billederne frem for, at man kan se alle detaljerne ved de personer, jeg skyder billeder af.”
Kort fortalt
Hashim Musa Hajaya er født i 1997 og opvokset i Brønshøj med sin familie, der består af hans nu afdøde far, hans mor, storebror og storesøster. Gik på Niels Brock Gymnasiums medielinje, hvor han begyndte at fatte interesse for fotografi. Arbejder i dag som fotograf og art director samtidig med, at han skriver, synger og producerer musik.
Er der en forbindelse mellem din stil og din personlighed?
”Ja, det vil jeg mene. Jeg er som person afslappet og rimelig chilleren. Fx kan jeg godt lide at være alene, og jeg mediterer også en del. Min tøjstil afgiver en afslappet vibe, og det kan jeg godt lide, at den gør, da det passer godt til den, jeg er.”
Har du haft nogle stilperioder, som du i dag tænker tilbage på med gru?
”Loose fits har altid føltes som min stil, men for omkring 10 år siden, lige da jeg var begyndt i gymnasiet, var der en trend, hvor alle gik i stramme bukser. Justin Bieber gjorde det meget, og han havde også huller i bukserne. Den hoppede jeg også med på, og det er ikke mit stolteste øjeblik.
I samme periode dyrkede jeg dog også andre ting end det tætsiddende, og det, synes jeg, er et udtryk for, at jeg altid har været god til at blande forskellige stilarter. Jeg var nysgerrig på at udforske stilen med stramme bukser, og jeg fik også mange komplimenter dengang. Måske fordi folk vidste, at jeg gerne ville være stylist. Jeg arbejdede dengang som modeblogger, men det er ikke noget, jeg vender tilbage til.”
Derfor er han blandt Danmarks bedst klædte
Umiddelbart synes Hashims tilbagelænede stil at ramme det helt perfekte sweet-spot. Han er uhyre velklædt, men samtidig ligner det aldrig, at han har tænkt (for) meget over det, han har fundet i klædeskabet. Outfittet er bare opstået af sig selv. Perfekt uperfekt på én og samme tid.
Hvem er dine stilmæssige forbilleder?
”Jeg er meget inspireret af Pharrell Williams, og det har jeg været længe. Jeg kan se min egen stil i hans. Den måde, han bærer sit tøj på, og hans valg af silhuet og af farver, er inspirerende. Derudover ASAP Rocky og Michael Jackson. Jeg kan ikke altid se mig selv bære det, de bærer eller har båret, men de har begge været så ligeglade og selvsikre i forhold til at prøve crazy ting af, at jeg bliver inspireret til at gøre det samme.
Derudover har jeg en fascination af den måde, ældre mænd går klædt på. Eller måske mere den måde, de bærer deres tøj på. Der er en vis komfort og selvtillid i deres tøjvalg. De ved, hvad de skal tage på, og hvad der sidder godt på dem. De har så mange års erfaring med det, og det, synes jeg ofte, man kan se på dem.”
Annonse
Hvilken anden dansk mand synes du, har den bedste tøjstil?
”Jun Andersen. Han plejede at have sit eget recycling-brand, JKA Customs, hvor han blandt andet solgte sko, han havde malet på. I dag arbejder han for et kreativt bureau, der hedder Narrow, og så er han min rigtig gode ven. Vi fandt hinanden gennem vores fælles interesse for mode, og han inspirerer mig meget med sin stil.”
Har du noget tøj, du aldrig vil kunne skille dig af med?
”Mine Oval Square-cargobukser. De har et lækkert, tyndt materiale, og de sidder så behageligt. Dem har jeg ofte på, og jeg har dem både i sort og i armygrøn. Desuden har jeg et par andre ting, jeg aldrig vil kunne skille mig af med alene på grund af affektionsværdien: en gammel Ferrari-jakke, jeg købte i Mexico for år tilbage.
Den creaser og er ved at gå op i syningen, men den er en del af min historie, så den beholder jeg uanset hvad. Samt en lilla- og gulstribet Billionaire Boys Club-polo med grøn krave, som jeg aldrig går med, men som altid gør mig glad, når jeg ser den i mit klædeskab.”
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.