Selv om årligt tilbagevendende efterårs- og vinterfænomener som regn, sjap og vejsalt godt kan få dit læderfodtøj til at se noget træt ud, så vil læderet, hvis det er af en ordentlig kvalitet, altid være i stand til at restituere og genfinde sit skinnende smil. Hvis det altså bliver behandlet ordentligt.
”Læder er fremstillet til at være udendørs i al slags vejr, allerede fra oksens side, det kan holde evigt. Det eneste, der kan dræbe læder, er kemiske produkter” siger Carsten Tästensen, der ejer den danske lædervarefabrik Scanbelt i Løgumkloster.
Det leder os frem til første punkt i vores lille fem-punktsguide til, hvordan man bringer sine lædersko trygt gennem årstidens farer:
Annonse
Carsten Tästensen hælder ikke til imprægnering af sko, selv om det bliver anbefalet af mange skomagere og, naturligvis, producenter af skopleje. Blandt andet fordi der kan være uigennemskuelig kemi i produkterne.
”Jeg tror ikke, det virker overhovedet. Hvis skindet, som dine sko er lavet af, er garvet af et ordentligt garveri – og her taler jeg altså ikke om sko fra Kina eller Østasien – så er det allerede imprægneret med garvningen.”
Ifølge Carsten Tästensen betyder det ikke, at lædersko af god kvalitet kan holde alt vand ude. Han mener snarere, at man ikke skal bekymre sig om det, hvis det sker. For læderet kan godt tåle at blive komplet gennemblødt. Det skal bare have tilført nyt fedt og fugt i form af skocreme, når det er tørt igen.
Men der er delte meninger om det der med imprægnering af sko. Skomager Per Ingvorsen, indehaver af Triangel Hælebar i København, foreslår, at man bruger en fluorbaseret universalimprægneringsspray fra Woly, der hedder 3x3 , inden man tager sit nye læderfodtøj i brug.
”Man skal bare spraye to tynde lag på. Det tørrer på et minuts tid, så du kan bare tage den ene sko, mens den anden tørrer,” siger han.
Når skoene eller støvlerne så har fået deres dåb i smat, vand og sjap og ikke længere er præsentable, anbefaler Per Ingvorsen, at man bruger et skumprodukt fra Woly, der hedder Combi Cleaner.
Annonse
”Det kan sprayes på en klud eller svamp og så påføres skoen. Det renser bedre og mere skånsomt end vand. Vand udtørrer og indeholder kalk,” siger han.
En af de hårdeste ting for læderet og en af de ting, der skæmmer dine flotte lædersko allermest, er saltet, som strøs ud over danske veje og fortove med løs hånd i de måneder, hvor det fryser.
Men selv om saltet misfarver og bider sig godt fast, kan det godt fjernes.
Per Ingvorsen anbefaler en opløsning af eddike i vand, som man sprayer på sine pletter, inden man tørrer efter med en klud.
”Hvis man lider af fodsved, kan det også være en god ide at sprøjte en lille smule ned i dine sko, det tager den grimme lugt. Selvfølgelig skal man heller ikke overgøre det, så de kommer til at lugte surt af eddike.”
Carsten Tästensen nævner et andet trick, nemlig sødmælk. Hvis man dupper sine saltrandede sko med en klud vædet i sødmælk, suger det saltet ud af skoen.
”Så skal den bare pudses ordentligt op, og så kan man ikke se, de nogensinde har været der,” siger han.
Annonse
Læder kan, som al anden hud, blive tør og sårbar. Vand udtørrer. Det gør hård og tør varme også. Derfor må man aldrig sætte sine lædersko på varmeapparatet, da det øger risikoen for, at læderet krakelerer og får revner. Det er at foretrække at lade skoene tørre af sig selv.
Der er også en anden fare forbundet med tørreprocessen. Hvis skoene eller støvlerne har været gennemvåde, falder de nemmere sammen og taber formen. Euromans moderedaktør, Frederik Lentz Andersen, putter altid såkaldte skotræer, altså stivere i træ med form efter skosnuderne i sine lædersko, når de har været våde.
”Du skal bare have dem i skoene, mens de er våde og nemt tager form efter skotræet. Når skoene er tørre, kan du tage dem ud igen,” siger han.
Der er altså ikke brug for, at du køber et skotræ til hvert af dine sæt sko. Til gengæld kan det godt betale sig at investere i et ordentligt skotræ. Den bedste kvalitet fremstilles i cedertræ , der både har en høj fedtværdi, der kan nære dine udpinte lædersko, og også er kendt for at have en duft, som vi mennesker finder behagelig, men som holder klædemøl på afstand.
Ikke altid en hammergod ide. De fleste, der har ejet et par fodboldstøvler, har hørt, at det er en god ide at smøre dem ind i læderfedt, når de har fået for meget fugt. Det samme gælder for sko, men ikke alle slags. Dine sko til gallafesten klæder det for eksempel rigtig dårligt - de bliver aldrig pudset blanke igen, bare fedtede.
Skocreme er nøglen til at vække skoens glød til live igen, når fugt og kulde har gjort dem kedelige og grå at se på.
”Der er kun det farvestof i skoen, som én gang er i læderet. Det slipper gradvis op. Så man må friske det op igen. Lyse sko skal have en neutral creme. Har du mørke sko, sorte eller brune, skal du bruge en mørk creme. Den skal gerne være så blød som muligt. Og bare brug rigeligt af det,” siger skomager Per Ingvorsen.
Man kan bruge en gammel t-shirt til at pudse skoene med, men for at få rigtig høj glans, skal man bruge en blød børste.
Per Ingvorsen siger, at fedttyper som læderfedt eller bivoks er noget af det, læderet bliver allergladest for. Det er effektiv beskyttelse og næring til læderet og gør skoen mere vandafvisende. Men det passer ikke til alle typer sko, så det afhænger af, om skoen skal med til bal eller vandre en tur over roemarken.
”Det kan ikke blankes op. Det er dårligt at polere sko med. Men det kan være rigtig godt til mere rå sko, som Red Wings, for eksempel,” siger Per Ingvorsen, der er Red Wing Danmarks faste samarbejdspartner, når de skal henvise deres kunder til en skomager, der kan reparere de hårdføre støvler.
Alligevel skal man være forsigtig med fedtet, selv hvis man er Red Wing-ejer.
”Det er et krast produkt, det kan få selv kraftige syninger til at gå i opløsning. Man skal være påpasselig, når man påfører det, ikke for meget i syningerne. Det kan også godt få en støvle til at synke lidt sammen, hvis du påfører for meget af det, og så stiller dem i skabet, sommeren over. Et tyndt lag er rigeligt,” siger Per Ingvorsen.
Tilpas fedtet. Red Wing-støvler er uopslidelige - ikke mindst, hvis de får den rette mængde læderfedt. For meget kan godt få dem til at falde lidt sammen og sågar få syninger til at gå i opløsning.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.