Her er de tre vigtigste tendenser fra Copenhagen Fashion Week

Euromans Senior Fashion Director Barbara Gullstein samler op på den virtuelle modeuge i København. Her har hun udvalgt de vigtigste trends for AW21 og kommer med en anbefaling til et mærke, du skal holde ekstra øje med i fremtiden.

Her er de tre vigtigste tendenser fra Copenhagen Fashion Week
Offentliggjort
Strikvest trend.jpg
Foto: Schnayderman's

Strikhåndværk fra 70'erne:

"Der var meget farvet strik og flotte mønstre. Nogle af mønstrene var i klippeformation eller så nærmest ud som gobeliner. Henrik Vibskov kørte de gakkede farver og den kunstneriske tilgang, mens Holzweiler strikkede naturmotiver. Udover striktrøjen har herrerne for alvor også taget strikvesten til sig, efter den har været meget populær blandt kvinderne længe. Der var både strikveste i oversize, der gik ned over skuldrene, men også den mere stramme preppy-vest.

Denne 70’er håndværk-reference gik også meget igen i stylingen. Strikvestene var sat sammen med højtaljet stumpebukser, der var spændt godt ind i livet med et bælte."

Samsoe samsoe.jpg
Screenshot fra Samsøe Samsøes show.

Minimalistisk outdoor (og 90’er sportsreferencer):

”Outdoor er en tendens, der stadig dominerer. Denne gang er det dog blevet tonet en smule ned på tøjet. Samsøe Samsøe har fx lavet en fiskervest, som er pillet fuldstændig ned og lavet skarpt med rene linjer og få trimmings. For mig er det et udtryk for, at vi har brug for ro og den essentielle og praktiske mode, uden at det larmer for meget eller stiller for høje krav til, at du skal kunne mikse tøjet på kryds og tværs.

90 mode.jpg
Norske Holzweiler er et godt eksempel på outdoor-tendensen med sportsreferencer.

Noget, der stak ud ved outdoor-trenden, var 90'er sportsreferencerne. High top sneakers er begyndt at komme frem igen, og det samme gælder den klassiske sportskastet og techmaterialer i det hele taget. Det kan både være techmaterialer på bukserne, men også i skjorten, der gør, at den får et friskere look.”

Drop shoulders samsoe.jpg
Foto: Samsøe Samsøe

Drop shoulder:

”Frakker og jakker har generelt fået drop shoulders. Det er en 90'er silhouette, hvor syningen, der normalt stopper ved skuldrene, har fået et par centimeter mere og er kommet længere ned. Tøjet hænger og er oversize, men ikke på en fjollet måde.

Det er virkelig tydeligt, at designerne har tænkt i brugbar og praktisk mode, hvilket er meget rart. Jeg tænker i hvert fald for mit eget vedkommende, at når vi på et tidspunkt kommer ud af denne lockdown, skal jeg tage et tilløb for at gøre meget ud af mig selv og fx tage stramme jeans på, fordi man nu har levet i en boble af komfortabelt tøj.”

Et gæt på en kommende trend:

”Jeg så en anelse af bootcut i bukserne hos Holzweiler, og lige præcis det mærke er meget gode til at rykke lidt i herregarderoben, så hvis de siger, at der skal bootcut til nu, tror jeg også, at de andre mærker kigger den vej. Bootcut har ellers været væk siden 00’erne og er blevet grinet af. I første omgang bliver det nok en modetrend fremfor noget, der bliver meget synligt på gaden.”

Dette mærke skal du holde ekstra øje med:

"Jeg blev imponeret over svenske Schnayderman's og helhedsoplevelsen ved deres veleksekverede film. Når man har set tilpas mange shows, begynder der at komme gentagelser, men Schnayderman's stod ud, så jeg husker dem. Det er en klædelig og tidløs garderobe, som jeg kan se mange danske mænd i."

Se, hvad vi ellers skriver om: Modeuge, Tendenser, Stil og Herremode