Efterårets hårmode

Her er efterårets mest populære frisurer: ’Sideskilningen er enormt moderne’

Fjern ’nakkenbarterne’, sæt dig i frisørstolen hver femte uge og lad dig inspirere af Leonardo DiCaprio.

Efterårets hårmode
Offentliggjort

Ligesom Von Dutch-kasketter og Buffalo-sko ikke har været moderne siden slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne, så skifter hårmoden også. Men hvad skal du bede din frisør om at udrette med saksen næste gang, hvis du vil følge med efterårets hårtrends?

Frisør og barber Janus Regel fra Barberen i Vognmagergade i København giver her sit bud på, hvad der er moderne lige nu, hvilke frisurer, der aldrig fejler og hvilke hype-bølger, der har været gennem de seneste år.

”Den klassiske tidsløse herrefrisure klipper vi allermest, fordi man ved, at den fungerer. Der kan du både være super hipster eller i jakkesæt. Den passer til hele paletten,” siger Janus Regel, der også er kreativ direktør for 1937, som laver forskellige barberartikler.

FOTO: Rex Features | Leonardo DiCaprio som Gatsby med backslick-frisure

Leonardo DiCaprio er på mange måder frontløber for netop den frisure. Vi taler ikke helt Gatsby-backslick, men The Aviator-oldschool. ”Det er en klassisk herrefrisure, som de fleste mænd kan bære,” siger Janus Regel.

Sideskilning og skinfade er nøgleordene indtil videre i 2016, mens 90’ernes midterskilning mere stilfærdigt er ved at møve sig ind i hårmoden især hos det unge publikum.

Privat foto | Frisør og barber Janus Regel

”Inde hos os er det meget det klassiske look, som folk efterspørger. Vi har mænd i alle aldre, og sideskilningen er stadigvæk enormt moderne. Mænd er begyndt at få mere hår i siderne, som de så trækker tilbage. Det er stadigvæk superkort og ’faded’ i nakken, så det ligesom glider ud og ser pænt ud,” siger Janus Regel og fortsætter:

”Vi laver også meget af den helt tighte skinfade, ligesom Brad Pitt har i Fury. Den militaristiske skinfade, der er helt kort i siderne, med en sideskilning og langt hår på toppen. Fordelen ved sådan en frisure er, at den holder rigtig godt. Den er så kort i siderne, at man får flere frisurer ud af den, for når håret gror og bliver længere i siderne, så kan man arbejde med det på en anden måde.”

FOTO: Rex Features | Brad Pitt i Fury

Hårmoden i dag er altså meget klassisk, og Janus Regel forklarer, at en god tommelfingerregel er at have en velklippet nakke og ditto velklippede sider, hvis man altid vil have et rent look.

”Det ser pænt og velsoigneret ud. Mænd får hår i nakken, ’nakkenbarter’ er der nogle af mine kunder, der kalder dem, hvor håret kører helt ned ad ryggen. Hvis ikke man laver rene linjer, så kan det se usoigneret og uklippet ud,” siger Janus Regel og uddyber:

FOTO: Getty Images | Den australske rocklegende Nick Cave i 90'erne med tilbagestrøget hår og løs midterskilning

”En herrefrisure skal helst have en firkantet form, så den holder det maskuline udtryk. Om det er en skinfade eller en anden frisure, så skal den stadigvæk have det smalle udtryk i siderne. Hvis du har lidt længere hår i siderne og stryger det tilbage, så får du stadigvæk det smalle udtryk og en bokset form på frisuren.”

For at holde sin frisure, skal man klippes hver femte uge – eller hver fjerde, hvis man er pernitten med sine lokker. Men generelt eksperimenterer mænd ikke specielt meget med deres hår. Tværtimod. Hvis de finder en frisure, de godt kan lide, så holder de sig til den i årevis. Men midterskilningen er ligeså stille på vej tilbage, især hos det yngre publikum.

FOTO: Rex Features | En purung Nick Carter med en gedigen midterskilning og afbleget hår i 1996

”Der er to kategorier af midterskilningen. Der er Scarlet Pleasure-bølgen, og det er de helt unge drenge, der ikke kan huske 90’er-æstetikken, der tilhører den kategori. Vi andre husker Nick Carter og andre skræmmekampagner på en midterskilning. Så er der en anden kategori med rockdrengene, blandt andre Elias Rønnenfelt, forsangeren i Iceage. Han bærer den på en mere Nick Cave-agtig måde. Det er benhårdt og mega cool. Han er et kæmpe stilikon.”

Midterskilningen behøver altså ikke skrige boyband. Den rockede midterskilning er knap så sat og defineret, men den er stadigvæk en slags statement, forklarer Janus Regel.

FOTO: Rex Features | Forsanger i det danske rockband Iceage Elias Rønnenfelt med en Nick Cave-inspireret midterskilning

”Folk udtrykker sig igennem deres hår. Det er et statement. Det er noget, man ikke kan ændre på hele tiden, så du skal ligesom være sikker på, at det er dig,” siger Janus Regel.

”Mænd har jo forholdsvist kort hår, så de har ikke så meget at gøre med, men en skilning kan gøre enormt meget. Midterskilningen er benhård og mega cool. Sådan en som David Bowie har også haft det i 90’erne. Der falder håret på en rigtig god måde.”

FOTO: Getty Images | David Bowie med en knap så skarptoptrukket midterskilning

På Nørrebro afbleger drengene også gerne deres hår, men det er ikke en tendens man ser hos Barberen i Vognmagergade, for der farver man slet ikke hår.

”Det er en bølge, som barberforretningerne har prøvet at udviske. Vi vil gerne gøre det at gå op i sit hår til noget mere maskulint. Der er hårfarvning lidt en gråzone. Det kan se super flot ud til nogen, men tit kan man godt se, når håret er farvet, og det giver det et lidt mere feminint udtryk. Desuden er kvinder vilde med gråt hår, og det er mændene begyndt at forstå nu. Før i tiden prøvede de at dække det lidt med en toning, men nu omfavner man sine grå hår som noget maskulint.”

Grunden til, at sideskilningen er en sikker og tidsløs vinder, er, at den ikke larmer for meget i bybilledet samtidig med, at den kan sættes på mange forskellige måder. Enten lidt længere i siderne, eller kort i siderne og lidt længere på toppen. Men det er svært, nærmest umuligt, at udråbe en allround-frisure, der går til enhver. Det er forskelligt, hvad der passer til folk. Med den rette stil og attitude kan du rocke det meste.

FOTO: Rex Features | Ryan Gosling i Drive med en frisure, som mange mænd efterspurgte i kølvandet på filmen

”Hvis du har meget runde kinder, så er den helt hårde barbering i siderne måske ikke det helt rigtige, men derimod lidt længere hår, som man også kan lave en smal form med. Er du begyndt at blive tyndhåret, så kan det være en idé at holde håret lidt kortere på toppen. Og hvis du har krøller, kan det se enormt fedt ud, hvis du er helt velklippet i siderne, og det så bare sprænger i luften på toppen,” siger Janus Regel.

Det er ikke en saga blot, at folk kommer ned til frisøren og viser et billede af en feteret berømthed, som de gerne vil ligne. Janus Regel oplever nemlig, at film er en af de største inspirationskilder for mænd, når det kommer til deres frisurer. I kølvandet på diverse populære film og serier rammer en frisurebølge indimellem, og mange mænd har sat sig i frisørstolen hos Barberen i Vognmagergade og vist et billede af en skuespiller.

FOTO: Getty Images | John Hamm, der spiller Don Draper i Mad Men. Den vandkæmmede frisure blev meget populær i takt med serien

”Sommetider kommer der nogle bølger, hvor alle bare vil have klippet det samme i en periode. For eksempel dengang med Mad Men – der var der rigtig mange, der kom ind og sagde, at de ville klippes som Don Draper. Der var også en lille bølge med Ryan Gosling, da han var med i Drive. Der var virkelig også en bølge omkring Brad Pitts frisure i Fury, og den er der egentlig stadigvæk. Der var knald på den frisure. Den var virkelig populær,” siger Janus Regel.

”Film har enormt stor betydning. Jeg synes, Leonardo DiCaprio er en af de største hårstilikoner, fordi han har haft så mange sindssygt seje frisurer i sine film. For eksempel midterskilningen i Titanic eller Romeo og Julie.”

FOTO: Rex Features | Leonardo DiCaprio i Romeo og Julie

Hvad er din personlige favorit DiCaprio-frisure?

”Der er to. Den han har i Aviator, og den han har i Romeo og Julie, hvor han har sådan en lidt våd midterskilning. Men det er jo to vidt forskellige mandeikoner. Den super drengede og den meget maskuline.”

LÆS OGSÅ: Kreativ direktør og barber: ’Det helt lange skæg ser simpelthen åndssvagt ud til de fleste mænd’

LÆS OGSÅ: 11 tøjfejl fædre begår

LÆS OGSÅ: Velour er en af efteråret største trends