”Hos 66°North har man den filosofi, at der aldrig bliver smidt noget ud”
Alle islændinge kender en, som har mistet et familiemedlem til havs. Stifterens formål med 66°North var at skabe tøj, der kunne beskytte fiskerne mod den barske natur. Nu skal outdoormærket krydse Nordatlanten og udvide forretningen i USA og Europa.
Silende regn usynliggør den islandske landevej. Vinduesviskerne kan ikke længere følge med vandmasserne på ruden. Vi kører på en smal vej omgivet af utallige sorte lavasten, som blander sig med en nuance af grøn fra den tykke mos, der vokser på stenene og lyser op hele vejen ud til horisonten. Et øjebliks afvigen fra kørebanen ville gøre mere skade på den lille Mini Cooper end på naturen.
Vi er på vej ud i den islandske vildmark. Denne artikel handler egentlig om et tøjmærke, og derfor kunne det være oplagt at begynde på et tekstilværksted eller til en af de store modeuger. Men for 66°North repræsenterer den barske natur bedre mærkets oprindelse.
Det voldomme regnvejr, vi oplever på landevejen, er ingenting. Her på Island kan det blive langt værre.
Annonse
Netop vejret var gødningen, der fik 66°North til at gro. Det blev stiftet i 1926 af fiskeren Hans Kristjánsson med idéen om at skabe tøj, som fungerede som et redskab. Ingen andre kunne producere tøj, der kunne holde til Islands uforudsigelige vejr, der ifølge de lokale kan skifte sæson fire gange om dagen.
Den vigtigste eksportvare på Island er stadigvæk fisk, og alle islændingene kender nogen, der har mistet et familiemedlem til søs. Da Hans Kristjánsson stiftede 66°North, gjorde han det, fordi fiskere døde på stribe som konsekvens af det ekstreme vejr. Bestyrelsesformand i 66°North, Helgi Rúnar Óskarsson, har også en tragisk historie fra havet.
”Min egen oldefar gik ned med et skib, og selvom redningsholdet nåede ud til dem og fik bjærget dem, havde han været under vand så længe, at hans liv ikke stod til at redde. Det skete, da min bedstefar var blot 12 år gammel,” siger han.
Islændingene har et motto, þetta reddast, som løst oversat betyder, at det hele nok skal gå. Det er en mentalitet, man er nødt til at have, når man bor under de ekstreme forhold, og det er et princip, der stadig lever i bedste velgående. Det skal nok gå – men du er nødt til at forberede dig.
”Den islandske nation, uanset om du bor i den rå natur eller i byerne, har været med til at påvirke, hvordan vi laver og udvikler vores beklædningsgenstande,” siger Helgi Rúnar Óskarsson.
66°North er i dag – næsten 100 år efter stiftelsen – stadig et af de islandske fiskeres foretrukne tøjmærker. Derfor sælges tøjet i to forskellige udgaver; den mere moderigtige udgave sælges i en butik på Reykjaviks pendant til Strøget i København, og det andet – og ultrapraktiske – sælges fra mærkets hovedkontor i et af Reykjaviks industrielle områder, hvor fiskere fra hele landet køber neonfarvede vaders og regnjakker.
Annonse
”Kvalitet bliver også en del af vores natur,” siger Helgi Rúnar Óskarsson.
”Alt, vi foretager os, har en eller anden forbindelse til kulturen på Island. Meget af det, vi bruger i produktionen af vores tøj, er herfra. For eksempel stammer noget af den dun, vi bruger, fra edderfuglen. Der er en slags symbiose mellem edderfuglen og islandske landmænd. Landmanden beskytter edderfuglen, mens den ruger, og fuglen efterlader til gengæld en masse dun, når den forlader sin rede. Det er noget af den fineste dun, du kan finde, og det sker, uden at dyret må lade livet.”
Mange af de produkter, 66°North bruger til at fremstille tøjet, kommer fra Island, og fiskere fra hele landet kommer til tøjmærkets hovedkvarter, når de skal købe tøj og udstyr.
Helgi Rúnar Óskarsson har sat sig det mål for 66°North at skabe et internationalt anerkendt islandsk mærke. Derfor har han ansat Matthew Woolsey, der har siddet i toppen af hierarkiet i den internationale luksusvarebranche.
Han har tidligere været vicedirektør for Barneys New York, og han var administrerende direktør for luksuskæden Net-a-porter. I dag er han global president for 66°North, og han vil udbrede mærket i sit hjemland USA og på det europæiske marked.
”Jeg kan huske, at vi hos Net-A-Porter fik store leveringer hver eneste dag. Der kom hele tiden mere. Men det hele var sæsonbestemt mode. Folk gik med det i et par måneder, og så købte de nyt. Det var der ingen grund til, for enormt meget af det tøj, vi solgte, var lavet i den fineste kvalitet og med det bedste håndværk.
Jeg håbede, at der blev taget ansvarsfuldt hånd om de fine produkter, så det kunne holde i mange år og formindske overforbruget, men jeg anede det ikke. Hos 66°North har man den filosofi, at der aldrig bliver smidt noget ud. Alt materiale skal bruges, og så tilbydes kunderne oven i købet livstidsgaranti på deres produkter. Det er et virkeligt godt princip. Uanset hvad forurener du verden, når du producerer noget. Derfor synes jeg, at vi i 66°North skal være et godt eksempel for andre virksomheder internationalt.”
Annonse
Matt Woolsey drog som helt ung alene ud i ørkenen for at se, om han kunne overleve på egen hånd, men han har aldrig prøvet kræfter med den islandske natur. Nu skal amerikaneren bringe 66°North til Europa og USA.
For Matthew Woolsey har det været nyt at træde ind i et selskab, der har så stærk en nationalidentitet, som han ikke selv har indkodet. Han havde kun været på Island få gange før, da han blev udnævnt.
”Jeg ser det ikke som et problem, men er derimod spændt på at få lov til at arbejde med et mærke, der har så stærk en historie. Det er noget, jeg tror, folk verden over vil finde interessant, og som gør, at mange vil have lyst til at købe tøj fra 66°North. Der er kvalitet i historien, og i modsætning til mange andre store mærker, der laver aktivt tøj, er vi direkte inspireret af den natur, hvor det hele stammer fra, og hvor tøjet stadig i dag bliver produceret.”
”Hvis du ser på italienske mærker, hvordan de på succesfuld vis er gået internationalt, så tegner der sig et billede af, at en form for selvforståelse og kulturarv i tøjmærker ræsonerer hos kunderne. Der er også noget sjovt i, at man ikke kan udtale navnene.
Det er jo lige før, at I danskere knap nok kan finde ud af at sige navnene på tøjet. Eksempelvis hedder et af vores kerneprodukter Drangajokull, hvilket kan betyde alt muligt for dem, der ikke forstår islandsk (navnet på en gletsjer i Vestfjordene på Island, red.). Men af samme grund er det også interessant, fordi de ved, der er en historie bag navnet.”
Selv er Matthew Woolsey opvokset i Californien nær San Francisco og er vant til at færdes i naturen på dens til tider ubarmhjertige vilkår, fortæller han. Især ørkenen har gjort indtryk på ham. Som teenager drog han ud i ørkenen på en solotur, hvor målet var at overleve uden hjælp fra omverden. Som han lå og stirrede op på himlens mange stjerner, lærte han, at ting tager den tid, det tager, og at han var bedre tjent med en rolig tilgang til livet.
”Der er ingen pointe i at lade sig stresse af alle de forskellige ting, der er begyndt at fylde i vores hverdag. Jeg har for eksempel ikke nogen smartphone, der kan tilgå alle mulige sociale medier og andet, da jeg ikke har behov for det. Jeg bruger en ganske normal gammel telefon, der kan ringe og skrive. Det er dét, jeg har behov for i min hverdag.”
Matthew Woolseys rolige indstilling står i kontrast til den voldsomme natur, han nu befinder sig i: Omringet af bjerge på en ø midt ude i Nordatlanten oven på omkring 30 underjordiske vulkaner, hvoraf flere spyr lava og former landskabet. Men det er netop den indstilling, islændingene selv har: Det skal nok gå, siger de, selvom der kan være modvind.
På køreturen hjem fortalte vores australske guide – som selv begyndte som turist på Island for mange år siden – at flere i Reykjavik griner ad turisterne, fordi de altid ankommer pakket ind i flere lag af forskelligt robust tøj. I stedet for at iklæde sig det rigtige lag, tager de mange forskellige ting på af frygt for at fryse eller blive våde. Men der er ingen grund til at stresse over tøjet, hvis man bare tænker på kvaliteten, siger Matthew Woolsey:
”Alle os, der elsker naturen og lever i den, har brug for tøj af høj kvalitet, og der er alt for mange, der har sat fokus på at lave moderigtigt tøj i stedet for kvalitetsbevidst tøj. Vi er ikke et modehus, der laver holdbart tøj, vi er et tøjselskab af ekstremt høj kvalitet, der laver moderigtigt tøj.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.