”Hvis du er på min alder, synes jeg, det er ynkeligt, hvis du klæder dig som en teenager”

GENNEM MANGE, MANGE ÅR har jeg opbygget en garderobe af tøj, som jeg har det godt i. Det begyndte allerede i 70’erne, da jeg havde set ’Annie Hall’ – der måtte jeg bare have de herre-pludderbukser, som Diane Keaton har på i filmen. Men dem kunne man overhovedet ikke få fat i herhjemme. Så for måske 20 år siden traf jeg en fyr i det franske vintagemiljø. Han kommer fra en familie, som ikke bestiller andet end at sælge netop denne her type tøj, der stammer helt tilbage fra 1920’erne – både nyt og brugt. Da jeg så hans lager, spurgte jeg: ”Har du sådan nogle bukser?” ”Ja, ja,” sagde han, ”Hvilken størrelse vil du have?” Paul, som han hedder, er siden blevet en god ven, og når der pludselig dumper en pakke med franske espadrillos-lignende sandaler fra 1940’erne i original emballage ind ad døren, så er det fandeme cool.

MINE YNDLINGSPERIODER, når det gælder mode, er fra slut-1940’erne og 1950’erne iblandet noget fra 1920’erne. Håbløst nostalgisk. Men altså, jeg ville ikke ønske mig at have været til dengang – de folk havde det hårdt – og det er ikke sådan, at jeg lever i fortiden. Eller, det må du måske hellere spørge mine døtre om. Men jeg tror, at det tøj, jeg bedst kan lide, er en dør tilbage til det, der i virkeligheden var essensen, dengang folk ikke stod med en telefon i hånden konstant og tog billeder af sig selv og tjekkede, hvordan de så ud. Og hvor man måske gjorde sig mere umage. Der var en håndværksmæssig kunnen, nogle detaljer, som man kun kan falde i svime over i dag. Jeg ledte fx i mange år efter en speciel type fransk jagtjakke, hvor hver enkelt knap er udformet som et særligt dyr, altså et vildsvin, en ulv, en ræv og så videre. Da jeg første gang gik med den på gaden i Lyon, var der mange, der stoppede mig og sagde ”Wow, hvor har du fundet den?”