”Hvis du er på min alder, synes jeg, det er ynkeligt, hvis du klæder dig som en teenager”

GENNEM MANGE, MANGE ÅR har jeg opbygget en garderobe af tøj, som jeg har det godt i. Det begyndte allerede i 70’erne, da jeg havde set ’Annie Hall’ – der måtte jeg bare have de herre-pludderbukser, som Diane Keaton har på i filmen. Men dem kunne man overhovedet ikke få fat i herhjemme. Så for måske 20 år siden traf jeg en fyr i det franske vintagemiljø. Han kommer fra en familie, som ikke bestiller andet end at sælge netop denne her type tøj, der stammer helt tilbage fra 1920’erne – både nyt og brugt. Da jeg så hans lager, spurgte jeg: ”Har du sådan nogle bukser?” ”Ja, ja,” sagde han, ”Hvilken størrelse vil du have?” Paul, som han hedder, er siden blevet en god ven, og når der pludselig dumper en pakke med franske espadrillos-lignende sandaler fra 1940’erne i original emballage ind ad døren, så er det fandeme cool.

MINE YNDLINGSPERIODER, når det gælder mode, er fra slut-1940’erne og 1950’erne iblandet noget fra 1920’erne. Håbløst nostalgisk. Men altså, jeg ville ikke ønske mig at have været til dengang – de folk havde det hårdt – og det er ikke sådan, at jeg lever i fortiden. Eller, det må du måske hellere spørge mine døtre om. Men jeg tror, at det tøj, jeg bedst kan lide, er en dør tilbage til det, der i virkeligheden var essensen, dengang folk ikke stod med en telefon i hånden konstant og tog billeder af sig selv og tjekkede, hvordan de så ud. Og hvor man måske gjorde sig mere umage. Der var en håndværksmæssig kunnen, nogle detaljer, som man kun kan falde i svime over i dag. Jeg ledte fx i mange år efter en speciel type fransk jagtjakke, hvor hver enkelt knap er udformet som et særligt dyr, altså et vildsvin, en ulv, en ræv og så videre. Da jeg første gang gik med den på gaden i Lyon, var der mange, der stoppede mig og sagde ”Wow, hvor har du fundet den?”

MAN SKAL GÅ KLÆDT i det, man føler sig hjemme i, synes jeg. Så må andre vurdere, om man er velklædt eller ej. I vores butik forhandler vi forskellige slags seler, og jeg møder tit og ofte kunder, der spørger ”Jamen, kan man overhovedet gå med det?” Når jeg så siger, at det gør jeg selv, svarer de: ”Jamen, du jo er også en type!” Men altså, det er de sgu da også selv! Jeg plejer at sige, at jeg synes, de skal gøre det, ”for du lever så kort, og du er så længe død. Hvis det viser sig, at du ikke kan lide det alligevel, så har du sgu da prøvet det!” Om ikke andet er det da billigere end at købe en dyr sportsvogn. De kan også finde på at spørge: ’Hvorfor ruller du dine bukser op?’ Jamen, det gør jeg, fordi det er sommer, og fordi jeg altid har gjort det. Det fedeste er så, når man noget tid efter møder selvsamme kunde på gaden, og han så også render rundt med bukserne rullet op. Hey! Så er du en af os! Men altså, du kan jo gøre, hvad du vil.

ALDER ER NOGET FARLIGT NOGET at diskutere, men som 65-årig kan jeg godt tillade mig at have en holdning til det. Du må klæde dig på, som du vil, men hvis du er på min alder, synes jeg, det er ynkeligt, hvis du klæder dig som en teenager. En klog mand, en designer der har klædt rockstjerner på og alt muligt, lagde engang hånden på min skulder og sagde: ”Man kan altid klæde sig yngre, men det fungerer jo ikke, for det er ikke dig. Prøv i stedet at kigge på noget, der er ældre, noget, man gjorde tidligere, og se, om du kan plukke lidt fra det og gøre det til en del af din stil.” Så hvis jeg fx sidder og ser en gammel film med Cary Grant, opdager jeg tit nogle sko eller knickers, han har på, og tænker: ’Hold kæft, det ser skidegodt ud.’