Yves Saint Laurent, Truman Capote, John Lennon etc. Jeg havde mange brillebærende idoler i mine sene teenageår, hvor jeg begyndte at blive opmærksom på, hvor meget et par lækre rammer stil- og udtryksmæssigt kunne gøre for mit samlede look.
Min far var optiker, så alle omkring os var udstyret med briller. Jeg blev synstestet, da jeg var i start 20-erne, og til min umiddelbare glæde havde jeg brug for læsebriller.
Mine første briller var smalle, firkantede, grønne og fra Paul Smith. Den stil var til info meget tidsvarende for cirka 20 år siden.
Annonse
Det tog mig lidt at vænne mig til at få dem brugt, for selvom jeg mentalt havde sat mig for, at de stilmæssigt skulle gøre mig mere voksen, tjekket og intellektuel at se på, så var jeg alligevel ikke helt parat til at gå med dem offentligt. Når jeg endelig vovede mig ud med dem på, blev jeg set på i nyt lys. Godt nok blev jeg, som håbet, opfattet som mere seriøs end tidligere, men jeg blev pludselig også af nogle set på som mere dengset og forsigtigper-agtig.
Jeg fandt ud af, at briller ikke helt er som at trække i et par jeans i en anden tone end normalt. Briller ændrer markant folks udseende, og måden man bliver set på. De grønne fra Paul Smith blev gemt væk i en skuffe, og i skrivende stund render min 9-årige datter, Vega rundt med dem, når hun prøver at se større ud.
Der gik nogle år, før jeg igen var klar til at tage et skridt i den mere voksne og bebrillede retning.
Da jeg som ca. 27-årig stoppede med at arbejde som model, og i stedet, for en kortere periode, satte mig i stolen som modelagent hos Unique Models betød det ikke kun en masse timer dagligt foran en computerskærm.
Jeg ville også gerne udstråle bare en lille smule form for autoritet og tryghed hos modellerne, hvoraf mange af dem jo var tidligere kollegaer. Brillerne gjorde en forskel for mig på flere planer. Små runde krombriller fra Poul Stig Design. Jeg elskede dem, fordi de selvfølgelig hjalp mig til at se bedre, var specielle, og ikke lignede noget nogen andre havde, og så fordi de samtidig ikke lagde 10 år til min alder.
I årene efter, omkring 2005 og frem blomstrede Thom Browne ud af modescenen i NY. Hans forkærlighed for 1950erne og -60erne påvirkede også brillemoden. Tunge sorte og brune acetatstel blev det eneste rigtige, for stilbevidste mænd overalt, inkl. mig selv.
I min optik har brune tortoisestel i acetat været primært definerende for min egen stil lige siden.
Især danske Poul Stig Design og amerikanske Moscot har domineret min voksende samling.
Stilforbilleder som kunstneren, David Hockney og Tom Fords fiktive karakter, George Falconer (spillet af Colin Firth), i Fords debutfilm, A Single Man, fra 2009, har været med til at påvirke mine brillekøb over årene.
Seneste anskaffelse er et par tynde runde metalrammer fra Ace & Tate, der til trods for min Lennon-fascination, udtryksmæssigt tvinger mig mere til at ligne Gandhi, pga. min korthårsfrisure.
Annonse
Selvom briller og glas i dag er billigere end for 10 år siden, og du derfor nu kan erhverve dig tilpassede briller med styrke for omkring 1.000 kr. +/-, så er det stadig en investering, i det indtryk du efterlader dig hos dine omgivelser.
Indtil nu har der aldrig været en historik for at have mulighed, eller lyst, til at skifte briller jævnligt. Der er en gængs opfattelse af at det stel man bærer, er valgt ud fra hovedform og ud fra definitionen på den stil/stilretning, man gerne vil udstråle, og fordi det netop ændrer ens udseende så markant, er tendensen stadigvæk, at det valgte stel bliver siddende over næseryggen i mange år frem.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
