Johan Chen: "Jeg kan bedre se mig i en Karl Kani-trøje end i sejlersko, polo og kabelstrik"
Vi har kåret den 33-årige CEO i Frama, Johan Chen, til en af Danmarks bedst klædte mænd. Johan har en proportionsforståelse som de færreste. Dette kommer til udtryk i hans sammensatte garderobe, der trækker referencer til både den japanske munk og den italienske gentleman. Han er en mester i lag-på-lag og viser, hvordan man med få midler kan skabe et eksklusivt look. Her er kvaliteten i højsædet og silhuetten ubesværet og behagelig.
”Jeg vil gerne tænke over det kun én gang om dagen, det skal gerne sidde i skabet, så jeg kan slappe af i det. Der er ikke noget værre end at være fanget i sit tøj og føle sig begrænset. Det er det vigtigste. Jeg bruger ikke lang tid om morgenen. Min stil er nok ret sammensat, og jeg kan ikke selv sætte en finger på den. Jeg mikser og matcher på alle mulige måder. Jeg kan have behov for at være mere corporate i nogle sammenhænge, mens jeg i andre har mere lyst til at være lidt boheme.”
Er der én ting, du altid går med?
Annonse
”Jeg går altid med briller. Det er det, der mest kendetegner min stil. Jeg har mange gange overvejet at få laserbehandling, men jeg elsker bare at have briller på, og jeg kan ikke få mig selv til at gå med briller uden styrke – der har jeg lidt en antipati. Jeg har i hvert fald fire-fem forskellige par, som jeg skifter mellem. En dag gik det op for mig, at man kan få changerende glas, og det var en life changer. Sådan et par burde alle brillemennesker have i deres udvalg. Jeg har købt mange briller i Japan, men er også blevet svært glad for ’Glas – Christianshavn Optik’ på Torvegade, der introducerede mig for den type glas.”
Oplever du at have tøjkriser?
”Det gør jeg en sjælden gang imellem, men ikke i den traditionelle forstand, hvor jeg står og skriger foran spejlet. Den største tøjkrise er nok, at jeg køber rigtig meget vintage, og jeg har nået en alder, hvor jeg for første gang oplever, at det kan gå i stykker og blive slidt op. Det er virkelig frustrerende, for jeg kan komme i tanke om tre forskellige par bukser, som jeg har brugt over 1.000 kroner pr. buks på at få fikset og lappet. Jeg gider ikke engang at prøve at regne ud, hvor mange penge jeg har brugt på at få repareret alt mit tøj. Nu har jeg lært mig selv at sy i hånden, men jeg overvejer at få et kursus i at sy ordentligt. Det er en fed ting at kunne, og jeg er faktisk lidt irriteret over, at jeg ikke kan det håndværk.”
Hvilken ting i din garderobe kan du ikke undvære?
”Jeg var engang på et keramikmarked i Japan. Men i stedet for at blive forelsket i en vase eller noget lignende faldt jeg over denne her kvinde, som havde lavet noget hjemmelavet indigo dye (traditionel måde at farve denim på, red.) af noget tøj – og især én jakke fangede mit blik. Jakken kostede faktisk et par tusinde kroner, men jeg var nødt til at købe den. Hendes hænder var helt blå, og det var virkelig gedigent håndværk, kunne man se. Den jakke er endt med at være en go to, jeg altid bare kan tage på og føle mig tilpas i, hvis tøjkrisen nærmer sig.”
Hvilken butik kommer du oftest i – og hvorfor?
Annonse
”Bau Bau på Birkegade. Jeg kommer der egentlig, fordi jeg sælger det tøj, jeg ikke bruger mere, derinde, men jeg har lidt en stående joke med Casper (ejer af Bau Bau, red.) om, at jeg næsten aldrig har fået nogle penge ud af det, fordi jeg altid ender med at tage noget andet med. Så det er mest af alt blevet en byttecentral for mig.”
Johan Chen
Er født i 1988 og opvokset i Nakskov. Cand. Merc. fra CBS med en dobbelt-degree i Intl. Management. CEO og partner i den danske designvirksomhed Frama. Bor i København K. Var i 2019 på Berlingskes liste over de 100 største talenter i dansk erhvervsliv.
Hvilken del af din tøjstil går du mest op i?
”Helt klart bukser. Det er dem, jeg bygger mit outfit ud fra. Alle mine bukser er forskellige variationer af nogle, der er lidt loose. Nogle er meget baggy, mens andre er lidt mindre. Det er i alle mulige forskellige materialer: læder, ruskind, bomuld. Jeg gør alt for at holde liv i dem, og min skrædder kigger altid på mig, når jeg kommer ned til ham: ’De kan ikke mere. Du er i gang med at reparere lommerne for tredje gang,’ lyder det opgivende. Men jeg går langt for at holde liv i mit tøj.”
Hvilken modetrend vil du aldrig kunne tage til dig?
”Generelt kan jeg godt lidt trends – jeg synes, de er sjove at følge, og de giver mig altid noget anderledes. Til gengæld har jeg det meget svært med det, der aldrig udfordrer noget som helst. Det bliver for kedeligt. Jeg kan bedre se mig i en Karl Kani-trøje end i sejlersko, polo og kabelstrik. Det er for konformt.”
Har du et stilmæssigt forbillede?
”Faye Toogood. Hende vil jeg bytte garderobe med uden at blinke.”
Annonse
Hvilken anden dansk mand synes du, har den bedste tøjstil?
”Min gode ven og fotograf Mishael Phillip, der også har arbejdet hos Frama. Han har det tøj på, som 99 procent af befolkningen ikke kan bære, og så har han en fantastisk evne til at bygge lag op. Det er virkelig effortless og imponerende.”
De bedst klædte mænd 2021
Kåringen af de bedst klædte mænd i Danmark er en tradition, vi her på redaktionen altid ser frem til. Og årets liste er igen et bevis på, at den danske mand bliver stadig mere velklædt.
Vi har valgt 9 mænd, der med mod og overbevisning repræsenterer den måde, danske mænd klæder sig på. Fælles for dem er deres forståelse for komposition, farver og materialer, og at de bærer deres tøj, snarere end at tøjet bærer dem.
Fra de ældre til de unge, fra de garvede til opkomlingene, er det en fornøjelse at følge disse mænd, der holder modefanen højt, og sæson efter sæson er med til at fastholde og udvikle Danmark som en modenation, resten af verden kigger mod for inspiration.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.