Knud Meldgaard: "Jeg føler mig aldrig overdressed"

Jeg føler mig aldrig overdressed. Da jeg lige var fyldt 21, blev jeg ansat i reklame og marketing ved Den Socialdemokratiske Presse. Jeg havde et samarbejde med den daværende partisekretær og senere kulturminister Niels Mathiasen. Han var altid umådeligt velklædt, og han sagde til mig: ’Unge Meldgaard, når du skal ud og lette erhvervslivet for tusinder og tusinder af kroner, så kan det ikke nytte, selvom du repræsenterer en arbejderavis, at du tropper op i en snavset skjorte, en fedtet kasket og sorte negle. Vi skal være klædt ligesom dem.’ Han lærte mig, at hvis jeg havde nålestribet habit på, så var jeg klædt på til det meste.

Hullede jeans og en T-shirt med vest kan jeg også sagtens have på, når jeg arbejder hjemmefra, eller hvis jeg skal i Netto eller over til frugthandleren. Om sommeren vil jeg allerhelst bare sidde i et par boxershorts, når jeg er herhjemme. Men når jeg skal til byen, som man siger, så tager jeg pænt og nydeligt tøj på. Når jeg er på Christiansborg, er jeg fx altid i jakkesæt. Det er ikke fordi, jeg er gammel socialdemokrat, at jeg klæder mig pænt på, det er fordi, jeg der befinder mig i den fineste bygning i Danmark. Det er magtens højborg, og det er derfra, vores demokrati udgår.

Jeg rejser ingen steder uden min blå nålestribede habit. Det er ud fra devisen, som jeg lærte fra min mor: Blåt er altid pænt. Hvis du har rene negle, er vasket bag ørene og har blåt på, så går du ikke helt galt i byen. Jeg har også lært af bitter erfaring, at hvis jeg er i tvivl, så er jeg ikke i tvivl, og så skal jeg også have en smoking med. Det er hændt to gange – i Paris, naturligvis, hvor fanden skulle det ellers ske – at jeg er blevet inviteret til et cocktailparty, hvor en smoking var den eneste rigtige påklædning, og så havde jeg ikke pakket den i kufferten. Det er simpelthen for ærgerligt.

I Marais i Paris ligger en meget grim butik, og der køber jeg skjorter. I deres udstillingsvindue hænger skjorterne på bøjler, og jeg tror, det er en blind, der har hængt dem op, for det ser forfærdeligt ud. Når du kommer ind, bliver du mødt af en ekspedient, der er ved at falde i søvn, og hun siger til dig, at du skal gå ind og prøve en skjorte, så du får den rigtige størrelse. Bagefter informerer hun dig om, hvad én skjorte koster, hvad to skjorter koster, og hvad tre skjorter koster. Så siger du, at du skal have tre af de lyserøde, og så går hun hen til en papkasse på gulvet, river lidt i pappet, finder skjorterne frem og fortæller dig, at du skal gå op til kassen for at betale. Normalt vil jeg gerne have god service, men lige i den butik kan jeg godt lide, at det bare er take it or leave it: ’Hallo, vi sælger skjorter, hvilken størrelse vil du have, vi har tre farver, farvel og tak.’

Jeg har to ringe og en ørering, som jeg altid går med. Mine to drengebørnebørn har spurgt meget efter dem, og jeg har altid sagt til dem: ’I får dem, når jeg dør.’ Den yngste på seks svarede mig engang: ’Hvornår dør du så, morfar?’ Den ene af ringene har jeg fået i morgengave af min første kone, og den anden har jeg byttet mig til på en bar i Paris. Det skete under omstændigheder, som jeg ikke kan afsløre for meget om til unge, ubefæstede sjæle – men der var adskillige transvestitter involveret. Øreringen har jeg med jævne mellemrum gået med, siden jeg var 15 år gammel. Jeg er småkatolsk, og jeg tror også på de gamle, græske guder. Jeg har læst, at man skal have et stykke guld med for at kunne komme over floden Styx og blive lukket ind i dødsriget, når man dør, og derfor er min ørering i guld. Jeg gik ikke med den i en periode, men nu er den kommet i igen, for jeg nærmer mig støvets år, og jeg skal være sikker på, at jeg kommer det rigtige sted hen.

Der er mange afarter af moden i dag, og jeg har hverken tid eller lyst til at følge med. Men nogle gange kan jeg da godt se nogen på gaden og tænke: ’Nå, er det nu moderne?’ og så skal jeg passe på, at jeg ikke siger det højt, hvis jeg er sammen med en god veninde, for så får jeg prompte at vide: ’Du er ved at blive gammel, Meldgaard.’ Selvfølgelig skal man være moderne, og det handler jo ikke om, hvad jeg synes. Nu er det i det mindste slut med at rende rundt i de der røvballebukser. Hed det ikke ’Butt crack’? Der begyndte vi altså at nærme os det uæstetiske.

Det gør ondt i checkhæftet, når man skal købe noget i god kvalitet, men i sidste ende er det det, der holder, og så bliver det jo det billigste alligevel. Jeg køber nærmest aldrig nye ting. Jeg har fx en Stenström-skjorte fra 1980’erne, jeg stadig bruger. Jeg kunne ikke drømme om at købe en i dag, for den holder minimum i 25 år, og der er jeg jo både død og borte. Jeg har haft tre skræddere i mit liv, og de har lært mig, at man også skal vælge noget, der er klassisk, for så holder det meget længere. Derfor er mine nålestribede habitter nogle, som du kan se i sort/hvide film fra 1930’erne, men du kan også se dem i den sidste, nye amerikanske detektivfilm.

Hemmeligheden ved at få skræddersyet tøj til at holde lang tid er simpel: Når du får syet et sæt tøj, skal du altid få syet to par bukser, fordi bukserne er det, der slides mest. I de fleste af mine veste er der lige blevet lagt et par centimeter ud, og bagi mine bukser er der kommet en lille kile i, men det er der jo ikke nogen, der kan se, og så holder de længere. Det er også en væsentlig årsag til, at jeg går med vest. Når man har vest på, så knapper man ikke jakken. Og det er perfekt, for det kan jeg simpelthen ikke mere.

Jeg har en pelsjakke i tibetansk lama, og der er ingen i verden, der har så grim en pels. For mange herrens år siden var jeg medejer af et værtshus, Dybbøl Bodega, på Vesterbro, og der var en narkohandler, som skyldte mig penge, og så foreslog han, at jeg kunne få hans pels i stedet.’Nu må du kraftedme,’ tænkte jeg og var lige ved at sige, at han bare kunne glemme det, men jeg endte altså med at tage imod den. Tilbage i 1990’erne lå der noget, der hed Kokkenes Torvehal inde ved Magasin på Kgs. Nytorv, det var meget fisefornemt, og man kunne nærmest ikke komme ind uden et slips. Men de lavede noget fabelagtigt rugbrød, så jeg måtte afsted. Engang stod jeg derinde i min pels og ventede pænt i kø, og ved siden af mig stod pelshandler Birger Christensen. Han målte mig oppefra og ned og kiggede på mig, som om jeg var noget, katten havde slæbt med ind. Jeg var lige ved at få en orgasme, da jeg kiggede på ham og sagde: ’Birger, det er en af dine,’ og så viste jeg ham silkeforet og det håndbroderede mærke med Birger Christensen. ’Ja ja,’ sagde han hurtigt, ’dem laver vi altså ikke mere.’ Det var en stjernestund.