Køb dig fattig i klassiske klæder: Drake’s holder afskedsudsalg

Englænderne takker af for nu, og det bør du udnytte.

Køb dig fattig i klassiske klæder: Drake’s holder afskedsudsalg
Offentliggjort

Det var en glædelig nyhed for folk med hang til preppy casual, gode striktrøjer, farvede strømper, bløde ruskindsloafers og afslappede jakkesæt, da det engelske herretøjsbrand sidste år kunne afsløre, at de i samarbejde med butikken Goods på Østerbrogade ville åbne deres første butik i Skandinavien, og så endda i København.

”Kernen i vores samarbejde er en fælles filosofi omkring herremode – Vi hylder begge klassiske snit, men elsker at se dem udvikle sig. Og vi er begge dedikerede omkring godt håndværk med en stærk tro på, at kvalitet altid trumfer trends,” lød det dengang fra Kasper Hostrup, stifter og ejer af Goods.

Og ifølge ham selv har samarbejdet også været en stor succes, men alt godt må komme til en ende, og nu er det så slut for denne gang – hvilket er helt efter planen. Drake’s-butikken var nemlig en del af deres Open Studio-koncept, og udløbsdatoen var på forhånd sat til den 31. januar.

Hvad skal du så bruge den information til? Jo, den gode nyhed er, at inden, de takker helt af, afholder englænderne et brandudsalg, hvor du kan få alle varer i butikken med 30 procent rabat. Det betyder, at du blandt andet kan få fingrene i deres yderst behagelige og pæne sko, deres farvede striktrøjer i højeste kvalitet eller deres Casentino-fleece, der vel næppe findes bedre hos nogle andre brands.

Du skal være hurtig, for udsalget startede i går torsdag og slutter i morgen lørdag kl. 18. Det hele foregår i butikken på Østerbrogade 44, København Ø.

Og lokalet, Drake’s efterlader? Det overtager Goods og udvider til en endnu større butik. Men mere om det en anden gang.