Leder du efter en ny frisør? Her bliver redaktionen klippet

Det kan være svært at finde rette den rette person til at ordne de dyrebare lokker på hovedet. Med udgangspunkt i redaktionens egne vaner og favoritter har vi lavet en guide til at finde den rette frisør i København.

Leder du efter en ny frisør? Her bliver redaktionen klippet
Offentliggjort

At lade et fremmed menneske glide en saks igennem ens hår er blandt de større tillidserklæringer hos det senmoderne og selvbevidste menneske. Og selvom frisuren er blevet lang, ugidelig og mere problematisk end boligbyggeriet på Amager Fælled, kan det være svært at finde frisøren, der besidder den rette mængde af frisør-umami.

Og her mener vi den udefinerbare umami, hvor frisøren hverken snakker for meget eller for lidt, hvor stilheden ikke er akavet, og hvor du oprigtigt mener, at frisuren spiller, når frisøren spørger efter endt klipning.

Vi guider dig gennem den københavnske frisørjungle og fortæller, hvilke steder vi fortrækker at få klippet håret.

Boris Schilling Weiss, journalist

København Frisør på Nørrebrogade 61, 2200 København N

”For den nette sum af 100 kr. får du lige den fade, du godt kunne tænke dig samt den luksus, at frisøren fortæller dig sin ufiltrerede holdning om, hvor lidt han tror, frisuren kommer til at passe til dig. Lidt ærlighed og lidt kærlighed!”

Kristoffer Dahy Ernst, chefredaktør

Hair Kompagniet på Vesterbrogade 52, 1620 København V

”Jeg er blevet klippet af Ayse hos Hair Kompagniet på Vesterbrogade i over 10 år. Ingen tidsbestilling, 200 kroner og ikke så mange dikkedarer, hvilket passer mig fint, fordi mit hår er kort, og jeg er blevet klippet på samme måde, siden jeg var 12 år gammel. Jeg er typen, der godt kan lide at tale med min frisør, så over årene har vi udviklet et fint venskab. Vi snakker om vores arbejde, vores familier, om ferier og nyhederne. Der er en sjov form for tryghed over at gentage det samme ritual i 20 minutter én gang om måneden, mens verden omkring os hele tiden forandrer sig en lille smule.”

Magnus Fuglsang Søgaard, journalist

City Cut på Fælledvej 27, 2200 København N

”Jeg er blevet klippet hos Umran, der har City Cut på Fælledvej, siden jeg flyttede til Nørrebro i 2016. Her koster en klipning 250 kroner og tager 30 minutter, ligegyldigt hvor meget – eller lidt – hår, hun skal klippe af, men man har ofte lyst til at blive siddende længere og få en sludder for en sladder om ens kommende rejsemål, hvorfor Istanbul konsekvent undervurderes som by eller ’Vild med dans’. City Cut på Fælledvej er stamkundernes sted, og jeg er glad for at være en af dem.”

Teis Jeppe Gørtz, journalist

Hårlywood på Nordre Frihavnsgade 47, 21 København Ø

”I mange år blev jeg klippet hos frisørmester Ole Benny Rasmussen på Thorsgade 4 på Nørrebro. Han er en gråhåret take it or leave it-type, som sætter klør fem i den blå Dax Wax, spiller Elvis Presley på anlægget og kan klippe rockabilly-frisuren til perfektion. Men sidste år anlagde jeg mig halvlangt hår, hvilket ikke er Oles spidskompetence, så nu besøger jeg Hårlywood på Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Mest på grund af navnet men også prisen.”

Kenneth Pihl Nissen, moderedaktør

Neat – Men & Women på Falkoner Allé 52, 2000 Frederiksberg

”Simon fra Neat på Frederiksberg har været min frisør i omkring ti års tid. Når han tidligere har skiftet salon, har jeg en 2-3 gange skiftet med. Han er, udover at være en fremragende frisør, også en nydelig fyr og har derfor også været model på Euromans modesider et par gange over årene.”

Magnus Kraft, journalist

Bagsværd Frisør på Bagsværd Hovedgade 79, 2880 Bagsværd

”Jeg bliver kun klippet hos Bagsværd Frisør på Bagsværd Hovedgade. Ingen hårkur, sniksnakken eller pris kan konkurrere med den luksus, det er ikke at skulle forklare, hvordan man vil klippes. Jeg sætter mig i stolen hos hovedstadsområdets mest sparsommeligt indrettede frisør og får det ’som vi plejer, min ven’. Amer, der har biksen alene, klipper mig, som om jeg skulle giftes med en fra hans familie, men jeg betaler kun 150 kroner. Og så roser han altid mit hår, hvilket i sig selv er prisen værd.”

Nina Buth Olsen, digital redaktør

Smal på Smallegade 36A, 2000 Frederiksberg

”Ulrik Wittendorff, der har salonen ’Smal’ på Frederiksberg, har klippet mit hår i årevis. Han er omhyggelig, hyggelig og så nyder jeg, at han har gode magasiner liggende. Som regel snupper jeg det nyeste Monocle, som jeg bladrer igennem i stolen. Ulrik ved nemlig godt, at jeg ikke har lyst til at snakke for meget, men gerne vil bruge den halve time, klipningen tager, til at slappe lidt af. Jeg har anbefalet ham til mange af mine venner, som også kommer hos ham fast.”