Efteråret er ankommet for fulde drøn, og når regnen og kulden for alvor tager fat, er der ikke noget værre end at dukke op på arbejdet i et par gennemblødte, kolde sneakers.
Der skal mere vejrfast fodtøj til, og heldigvis har Won Hundred i samarbejde med skobrandet Sendra netop lanceret et par støvler, der egner sig ganske glimrende til de næste mange måneder.
Læderstøvlerne, som fås i sort og brun, trækker klare linjer til den westerninspirerede stil, men er langt mere afdæmpede end et par klassiske cowboystøvler, og derfor kan de sagtens gå an til en dag på kontoret, uden at man tiltrækker for mange skæve blikke.
Annonse
Støvlerne er lavet i 100 procent læder og koster 4000 kroner. Skal du have fingrene i et par, kan de købes lige her.
Holzweiler åbner deres første butik i København
Norske Holzweiler har de seneste år været en fast del af Copenhagen Fashion Week, og nu vender det Oslo-baserede brand atter tilbage til København, men denne gang med en plan om at blive.
De har nemlig netop slået dørene op til deres første internationale butik i det indre København, som spreder sig over 1100 kvadratmeter og er skabt i samarbejde med designvirksomheden Snøhetta.
”Vi er meget glade for at åbne et permanent sted i København. Vi har hver især boet her i forskellige stadier af vores liv, og vi er taknemmelige for at blive taget så godt imod af denne charmerende og smukke by.
På grund af vores tætte bånd og tilhørsforhold til byen føles det som et naturligt første skridt i Holzweilers internationale rejse,” udtaler familien bag Holzweiler-brandet i en pressemeddelelse.
Annonse
Vil du slå et smut forbi, ligger den nye Holzweiler-butik på Gammel Mønt 10, 1117 København K.
NN07 og Saysky slår pjalterne sammen om løbekollektion
De faldende temperaturer indbyder til at tage lidt mere tøj på til løbeturen, og trænger din løbegarderobe til en opgradering, kan du roligt vende blikke mod det nye samarbejde mellem de to danske brands Saysky og NN07, der for første gang har slået pjalterne sammen.
Deres løbekollektion blander Saysky’s funktionelle performance wear med NN07’s afslappede æstetik, og rummer blandt andet shorts, bukser, løbejakker samt både korte og langærmede t-shirts.
Vil du have fingrene i løbetøjet, må du væbne dig med lidt tålmodighed, da det først kommer til salg 15. september, men skriver du dig op på saysky.dk her, kan du få adgang lidt tidligere.
Halo tager os med ud i naturen
Det danske performance- og outdoor-brand Halo hylder naturen og vinterens komme i deres spritnye kollektion ‘Expedition’, der snart kommer i butikkerne.
Annonse
Med et væld af dunjakker, tykke fleece-items, klassiske basics og organiske bomuldssweatshirts vil Halo klæde os på til efterårets og vinterens lavere temperaturer og våde vejr, uanset om man tager på vandring i byen eller bjergene.
Farverne er holdt i de mere rolige nuancer med grå, mørkegrøn, navy, hvid og sort, og materialerne stræber efter bæredygtige mål med GRS-certificeret genanvendt dun, økologisk bomuld og fluorfri foring.
Kollektionens lanceringsdato er endnu ikke offentliggjort, men på deres Instagram skriver de, at det bliver snart. Vi må væbne os med tålmodighed.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.