Loafer-alarm: Du skal være hurtig, hvis du vil have fingrene i dette ekstremt limiterede samarbejde

To af de bedste brands på vores breddegrader har slået pjalterne sammen.

Loafer-alarm: Du skal være hurtig, hvis du vil have fingrene i dette ekstremt limiterede samarbejde
Offentliggjort

I forbindelse med modeugen er Mfpen, der har været med til at trække danske mænd ud af skinny fits og lære dem lidt om luftige klæder (og tak for det), nemlig gået sammen med Vinny’s, som både kan kaldes kongelig hofleverandør af loafers og medskyldig i lædersko-bølgen, der stadigvæk ruller ind over os, om en lille skokollektion baseret på Vinny’s ’Yardee Moccasin’-model og restmaterialer fra skobrandets seneste kollektion. Ja, skal man bruge mærkatet ’limited edition’ om noget, så er det i dette tilfælde.

Kollektionen, som Sigurd Bank, manden bag Mfpen, og Virgil Nicholas, manden bag Vinny’s, har lavet med et ønske om at få det meste ud af materialer, består nemlig kun af par 12 sko i alt, som er delt op i tre farver: polished brown, matt orange og black suede.

Og spørger du os, er det et forfriskende og tiltrængt pust til collab-kulturen, der efterhånden er stukket af; domineret af gigabrands, der går sammen efter forgodtbefindende og med et ønske om at malke pengekoen for alt, hvad den har – og mere til.