Er det en skulptur? Er det en farvet sky? Nej, det er såmænd en 3D-printet sko. Og det er danske Rains, der står bag.
Der er løbet en del regnvand i åen, siden Rains i tidernes morgen lavede regnjakker og intet andet. Succesen var markant, og lynhurtigt fandt resten af verden også ud af, at en enkel og funktionel regnjakke er en god ven i garderoben.
Siden har Rains, der har rødder i Aarhus og konsekvent leverer tocifrede millionoverskud, bevæget sig længere og længere ind på modescenen. Man holder shows i Paris, erobrer markedsandele i både Nordamerika og Asien og har ambitioner om at hæve omsætningen fra 500 millioner kroner til 1,5 milliarder kroner over de næste fire år. Der er i sandhed tale om en dansk modesucces, der eksporteres til hele verden.
Annonse
Og nu kommer et af de mere modige designs så fra deres hånd. Der er tale om en global lancering af deres Puffer Sneaker, som Rains laver i samarbejde med 3D-virksomheden Zellerfeld. Tyske Zellerfeld er en af de ledende 3D-virksomheder i verden. Den blev etableret i 2015 og har funding fra teamet bag Tesla, SpaceX, Paypal og StockX. Sneakeren blev vist som prototype til Rains’ modeshow i Paris i efteråret, og nu kan resten af verden så få fingrene i den.
Skoen, der kommer i tre farver (blå, sort og sand), benytter sig af Zellerfelds 3D-teknologi, der gør det muligt at skabe et materiale til sko, der består af 90% luft. Den organiske form, skoen har, flugter med Rains’ ambition om at lave funktionelt design, der integrerer ny teknologi i produkterne. Det kan man roligt konstatere, at deres Puffer Sneaker lever op til. En ekstra fordel for Rains og Zellerfeld er, at man ved hjælp af teknologi har fjernet al manuelt arbejde ved produktionen af skoen, så hele produktionen sker automatisk i en 3D-printer.
Rains Puffer Sneaker indskriver sig i en aktuel tendens, hvor sneakers nærmest ikke kan blive bastante og voluminøse nok. Det startede for en håndfuld år siden, hvor Kanye Wests Yeezy-sneakers indtog fortove og gågader verden over, og senere har særligt Balenciaga domineret modebilledet med sneakers, der nærmest ikke kunne blive store og uskønne nok.
Rains Puffer Sneaker kan købes på rains.com og koster 1.768 kroner.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.