Lulu Kaalund: "Jeg har aldrig læst en hækleopskrift, jeg har det hele inde i hovedet"

Jeg begyndte at hækle, mens jeg stod i lære som kokkeelev på Relæ (Michelin-restaurant på Nørrebro, der nu er lukket, red.). Jeg har ADHD, så det var et rigtig godt sted for mig at være, fordi jeg blev holdt beskæftiget og fik faste rammer. En dag var der birkesaft på menuen, og det viste sig, at jeg var allergisk over for det. Jeg spiste utroligt mange antihistaminer bare for at kunne se ud af mine øjne. Da jeg kom hjem, besvimede jeg i badet og slog hovedet. Næste dag gik jeg på arbejde, men var helt fra den. En kollega bad mig om et skærebræt, men jeg kom tilbage med et piskeris. Jeg blev sendt på hospitalet, hvor de konstaterede, at jeg havde fået en hjernerystelse.

I lang, lang tid derefter gik jeg til genoptræning og til øre- og øjenlæger for at finde ud af, hvad der var galt. Hele det år fremstår tåget for mig. En dag fortalte en af mine veninder, designeren Bettina Bakdal, at der er mikroplastik i mange karklude, og at det er bedre selv at hækle dem. Hun lærte mig, hvordan man gjorde, og så gik jeg bare i gang.

Mens jeg stod i lære som kok, fandt jeg ud af, at jeg er god med mine hænder. Det ligger til familien, hvor der er en del tømrere. Min mor er også udlært væver. Jeg er god til at få tingene til at se ordentlige ud. Jeg kan godt være lidt perfektionistisk anlagt. Som kok var jeg god til en besværlig mise en place, altså når maden skulle ligge pænt på en tallerken. Jeg kan godt lide udfordringen. Det er det samme med hæklearbejdet, hvor jeg kan lave så komplicerede ting, at andre har svært ved at kopiere det. Det er også godt for mig, at det tager så lang tid at hækle. Hvis jeg var maler, så ville jeg være fristet til hele tiden at overmale lærredet med nye farver og mønstre.

Den første ting jeg hæklede, var et tæppe til min bedste veninde, Emma Leth, som skulle have et barn med sin mand, Tal R. Det blev taget rigtig godt imod. ’Ej hvor dejligt,’ tænkte jeg, når jeg nu alligevel ikke kunne så meget andet end bare at ligge der. Jeg tænkte ikke selv, at det nødvendigvis var så godt, det jeg havde lavet.

Jeg har hæklet i fire år nu. Det er et fuldtidsarbejde, hvilket godt kan komme bag på folk. Jeg har aldrig læst en hækleopskrift, jeg har det hele inde i hovedet. Der er ikke nogen regler. Jeg har ikke et facit, jeg skal ramme.

En overgang havde jeg en stærk interesse for vin og kom meget hos Rosforth & Rosforth, der importerer og sælger vine. Jeg besøgte også en del vinbønder i Frankrig for at forstå, hvad vin drejer sig om. I de år havde jeg det svært ved folk, som satte en masse ord på smagen og om vinen smagte af blyant eller armhule. På samme måde kan jeg heller ikke lide, at man italesætter kunst. Kunstverdenen er præget af, at man hele tiden skal læse noget ind i ting.

Nogle af mine værker bliver solgt for ret mange penge. Det kommer egentlig ikke bag på mig. Når det kommer op på væggen, kan folk godt se, at det er kunst. Det kan det samme som et maleri. Men der er også mange, som synes, det er mærkeligt, at man kalder håndarbejde for kunst.

Lige nu er der meget DYI på nettet. Det er naturligt, at håndværk er oppe i tiden. Forleden sad jeg og hæklede i toget, da en ældre dame sagde til mig: ’Det er blevet så moderne igen.’ Det er noget, der kommer i bølger, ligesom det har været populært at hækle omkring en lygtepæl. Det er sympatisk, men det er ikke noget, jeg kommer til at lave. Jeg har ikke nogen ironisk distance til det, jeg laver. Hækling på lygtepæle er lidt som at lave graffiti, måske bare mere uskyldigt.

Jeg er ikke ude i et politisk ærinde, men jeg har altid syntes, at det var interessant at vide, hvor vores ting kommer fra; den mad vi spiser, det tøj vi har på. Man må godt forbruge med omtanke. Da jeg var yngre, var der ingen, der talte om at passe på miljøet. Jeg så ’Matador’ i går, og der er en bestemt scene, hvor indehaveren af Damernes Magasin klager over, at færre kunder kommer ind for at få skræddersyet deres tøj. Det foregriber i virkeligheden hele industrialiseringen, for det var omkring det tidspunkt, folk begyndte at få ting masseproduceret. Måske er det tid til, at vi går tilbage til dengang, produkterne holdt i længere tid. Måske er det på vej ud at gå ned i H&M og købe en kjole, fordi man skal til fest. Men forandringen tager tid.

Se Lulus værker på @lulukaalund2

Mikkel Grønnebæk om Lulu Kaalund:

Mikkel Grønnebæk er direktør og medejer i V1 Gallery, Lulu Kaalunds gallerist

Hvad er det, Lulu Kaalund kan?

”Hun har en særligt veludviklet sans for organisk komposition og farvesammensætning. Det kræver en stærk intuition at skabe den type værker, Lulu laver.”

Hvorfor er hun interessant?

”Hun skaber stærke, originale værker, der balancerer mellem maleri og skulptur. Om det så er værker, der hænger på væggen, ligger på gulvet eller sidder på kroppen.”  

Hvad har mest overrasket dig ved Lulus måde at arbejde på?

”Det kræver mod, stamina på kanten til det maniske, tålmodighed og overblik at skabe store, hæklede værker. Jeg er imponeret og finder hendes proces meget fascinerende og inspirerende.”

Hvor går grænsen mellem hækling og kunst?

”Der er ingen grænse. Det, Lulu skaber, er kunst. Det er hendes intention, der definerer dette. God kunst findes i et utal af medier. Man skal bare åbne øjnene.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Talenter og Interview