Marcel de Sade er danmarkshistoriens mest stilfulde bedrager

Marcel de Sade ser på mig, som om jeg har forvandlet mig til en neonfarvet flodhest midt i entréen til hans lejlighed. Eller – i hvert fald, som om det, jeg har spurgt ham om, er helt idiotisk.

”Tæpperne er her for at blive trådt på,” svarer han så og ryster teatralsk på hovedet ad mit åbenbart helt igennem tåbelige spørgsmål om, hvorvidt jeg skal tage fodtøjet af. Jeg beholder mine slidte gummisko på.

Selv er han iført et par elegante, brune sejlersko. I det hele taget er han flot påklædt af en mand, der er tættere på 100 end 70 år at være. Han har en løs velourtrøje på og et tørklæde skødesløst kastet over skuldrene. Hænderne og armene er pyntet med talrige ringe og armsmykker, der giver ham et næsten gladiatoragtigt udtryk. Brynene er malede og veltrimmede, lige som skægget er.

I et par menneskealdre har Marcel de Sades stil været et særligt syn i det københavnske byliv og gadebillede. Det er et særpræget miks af D’Artagnan og 1800-tals-charlatan, han kører, men samtidig er udtrykket altid sikkert. Ridestøvler, løse skjorter og lange frakker.

Men hvem er han, denne Marcel de Sade?

Navnet ringer nok en klokke hos flere ældre end yngre læsere, for han er blevet kaldt ’Danmarks første celebrity’, og i sin ungdom turede han rundt i det københavnske og parisiske selskabsliv med dyre vaner og fine venner – og en adelig titel som markis. Men en dag blev han arresteret og under stor mediebevågenhed dømt for bedrageri og smidt i fængsel.

Historien om Marcel de Sade er utrolig. Det er det helt rigtige ord, utrolig, for mange af hans anekdoter er så fantastiske, at man, når man lytter til dem, uvægerligt bliver i tvivl om deres rod i virkeligheden.

Da han forrige år besøgte Radio24syvs samtaleprogram ’Flaskens Ånd’, hvor intervieweren Poul Pilgaard Johnsen drikker vin med sin gæst, blev der serveret bobler. Ikke champagne, men Crémant de Bourgogne.

”Grunden til, at jeg ikke valgte en rigtig champagne,” forklarede Pilgaard spydigt allersidst i udsendelsen, ”var, at jeg tænkte, at vi ikke skulle have den helt ægte vare.”

Forud var gået en tåkrummende udveksling, hvor Pilgaard insisterede på, at Marcel de Sade skulle dokumentere sin titels rigtighed. At der jo måtte foreligge et brev om, at han rent faktisk var markis.

Pilgaard endte med at sige, at han troede, at grunden til, at et sådant brev ikke var blevet genoptrykt, men kun genfortalt, var, at det ikke eksisterede.

”Jeg er da bedøvende ligeglad med, hvilken tvivl folk har – det må være deres sag,” svarede Marcel de Sade roligt.

”Jeg tvivler på, at Gud eksisterer – det må være min sag. De tvivler på, at brevet med titlen eksisterer – det må være Deres sag.”

Titlen, Marquis de Kériolét, kommer vi tilbage til.

Indtil for nylig boede Marcel de Sade i en storslået herskabslejlighed på små 600 kvadratmeter på Frederiksberg Allé, men for nogle år siden flyttede han alt sit habengut til en mere beskeden ældrebolig ved Nordre Fasanvej på ydre Frederiksberg.

Det passer ham fint, siger han, for hans krop kunne ikke blive ved med at traske helt op under taget.

Hans nye hjem er på første sal, omkring en sjettedel af den gamle lejligheds størrelse og ligger i en boligblok i den del af kommunen, som er tættere placeret på Nordvest og Vanløse end på Søerne og Frederiksberg Have. Dørtelefonens mange navne lyder til primært at stamme fra Mellemøsten og Afrika. Midt imellem dem er et lille label, hvor der med kursiverede gotiske bogstaver står ’Marcel de Sade’ under et piktogram af en kongekrone.

Selv om her ikke er så mange kvadratmeter, har han medbragt en stor del af sine ting, hvilket har resulteret i, at det nye hjem ligner et antikvariat – eller måske snarere et antikvariats baglokale.

”Da jeg flyttede herud, sagde folk: ’Det kan du sandelig ikke holde ud, det bliver frygteligt for dig. Det er klos op ad en trafikeret hovedvej, og du kommer ud blandt en hel masse fremmede.’ Fremmede? Undskyld mig, jeg har rejst i hele verden, og jeg er blevet så pænt taget imod alle steder. Jeg kender ikke fremmede. Det kan godt være, de har et meget smukkere udseende end os danskere – vi trænger frygteligt til at få blandet vores blod op – men fremmede? Nej. Det er muligt, at jeg ikke forstår deres sprog, men så finder vi ud af det.”

Markisen gelejder mig fra entréen gennem opholdsstuen og ud i udestuen, hvor det åbne vindue lukker lydene fra dagens tordenvejr og Nordre Fasanvejs tunge trafik ind.

Han har stillet pulverkaffe, sukker og fløde frem i et fint gammelt stel.

Jeg spørger, hvordan skiftet fra det mondæne indre Frederiksberg ellers har været.

”Jeg skulle lige vænne mig til, at jeg ikke længere havde 22 værelser,” lyder det lakonisk.

”Der ville jeg også gerne være blevet boende resten af mit liv. Hvis det ikke var for de mange trapper. Og så skete der også det, at der blev bygget lejligheder ovenpå, og jeg kunne følge med i alt, hvad der foregik i de nybyggede lejligheder, for isoleringen var ikke i orden. Til at begynde med boede Preben Uglebjerg og Puk Schaufuss der, og det var jo højt kultiverede mennesker, så dem havde jeg ingen gener af. Men da Preben Uglebjerg så ulykkeligt omkom, flyttede en ny familie ind. I weekenden tog forældrene i sommerhus, og så holdt datteren fest, og da en af mine store krystallysekroner styrtede ned og gik i tusind stykker, tænkte jeg: ’Det her finder du dig ikke i.’”

Talestrømmen er svær at bryde, og han namedropper yderligere navne på skuespillere og andre repræsentanter fra en svunden københavnsk kulturelite. Og så ender han med at fortælle, at en ung mand var meget ivrig efter få lejligheden, og Marcel de Sade kunne vældig godt lide denne mand, så det blev også ham, der til sidst fik den. Og denne mand endte sørme med at blive borgmester på Frederiksberg.

”Han får jo brug for den lejlighed, tænkte jeg – han kommer til at skulle repræsentere. Jeg har ikke brug for den mere. Det eneste, jeg rigtig savner, er koncertflyglet.”

Jeg spørger ind til klaveret, og han fortæller, at det var et ”sindssygt kostbart koncertflygel” af mærket Bechstein, der oprindelig var bygget til den tyske hærfører Paul von Hindenburg, men som kom til København under anden verdenskrig med topnazisten Werner Best og stod opmagasineret på Hotel d’Angleterre, indtil Marcel de Sade kom i besiddelse af det. Og sådan bliver det ved.

Historien om Marcel de Sade eller ’Den falske markis’ eller ’Danmarkshistoriens mest stilfulde bedrager’ tager sin begyndelse i 1934, da Jørgen Vase Schmidt kommer til verden. Ikke på en fødegang, men i en karet et sted mellem Løkken og Aalborg.

Hans mor var den ugifte kontorist Asta Larsen, og hans far var mand af fransk oprindelse, som sønnen aldrig fik kontakt til. Moren og kvinderne omkring hende skulle komme til at betyde alt for den unge Jørgen, der senere tog navneforandring til Marcel de Sade.

Ud over kvinderne var hans barndom, som han i dag siger, meget præget af hans bedsteforældre og deres familie. Og den var ikke at kimse af.

I en meget tidlig alder begyndte han at spille klaver.

”Bedstemor opdagede det, da jeg var en lille dreng. Og med lille dreng mener jeg måske tre år. Hun kunne se, at jeg var tiltrukket af det piano, der stod der, og at jeg kunne spille på det, så hun sagde: ’Drengen skal ikke opdrages med forkert gehør.’ Så det blev stemt meget tit,” siger han.

”Det var faktisk det første klaver, der befandt sig nord for Limfjorden. Det blev fragtet på en tømmerflåde efter båden, der sejlede passagerer over, for man var bange for, at det ved bølgegang skulle rive sig løs og slå skibets side i stykker.”

Markisen fortsætter ud af en tangent og fortæller om et andet klaver, familien har ejet, der blev transporteret på samme måde – til Hawaii!

Marcel de Sade er ikke nogen let mand at interviewe. Hverken fordi han er lukket, eller fordi der er emner, han ikke ønsker at tale om, men simpelthen fordi han ikke svarer på spørgsmål i traditionel forstand.

Han fortæller historier.

Historier, der i øvrigt er vanskelige at faktatjekke, og som måske slet ikke skal det. I forordet til ’Verden vil betages’, en biografi om ham fra 2018, skriver forfatterne Lars Henriksen og Thomas Kim Rasmussen, at: ”Af mange grunde, herunder vandskade, afbrænding af dokumenter og en mistet kode til en bankboks i Schweiz, har det ikke altid været muligt at fremskaffe den ønskede dokumentation.”

Jeg spørger ind til hans opvækst, og han fortæller, at han med sin mor flyttede til København under besættelsen. Herfra fyger det med historier og sidespring i et hidsigt tempo. Om hvordan han mødte Picasso, hvordan han spillede endog meget avancerede klaverstykker som helt lille, hvordan han gik til fægtning og ridning og lærte fransk. Hvordan han i konfirmationsgave fik en dannelsesrejse til Paris, hvor han mødte datidens filmstjerner Jean Cocteau og Jean Marais og endte med at få et kærlighedsforhold til dem begge.

Siden blev Marcel de Sade en kendt figur i det københavnske selskabsliv og i pressen. Han arrangerede ekstravagante fester, hvor gæsterne blev kørt med limousine til hans villa i Gentofte, og hvor der altid blev serveret champagne i rigelige mængder. Ægte champagne.

Dengang fortalte han, at hans penge kom fra handel med smykker i Europa, og en del af hans selvfortælling var, at han i 1956 købte en markis-titel, Marquis de Kériolét, for 200.000 kroner i Vatikanet og i den forbindelse også skiftede navn til Marcel de Sade. Det var denne titel, der senere blev sået så megen tvivl om – og jo altså også forklaringen på, at han gik under navnet ’Den falske markis’.

Men en dag i 1963 bankede to – eller var det tre? – politibetjente på hans hoveddør i Gentofte for at oplyse ham om, at han var anholdt for bedrageri. Marcel de Sade havde taget af kassen i det oliefirma, han arbejdede hos som kasserer og bogholder, og pengene havde han brugt til at finansiere sit udsvævende liv.

Den forbrydelse har han aldrig nægtet, og han kom til at afsone tre år – eller 1.066 dage, som han siger – ”jeg kan altid huske det, for det var året for slaget ved Hastings.”

Jeg spørger ham, hvordan det var at komme ind og ruske tremmer.

”Det var at gå fra én tilstand til en anden,” siger han.

”Jeg havde det store held at være omgivet af så mange venlige mennesker derinde. Alle i fængslet var jo helt uskyldige, og jeg var så skyldig, som nogen kunne være. Jeg mener, jeg havde brudt loven – det var helt korrekt, at jeg sad der. Jeg tror såmænd, jeg var den eneste skyldige, og det var meget betryggende.”

”Nyborg Statsfængsel, som i øvrigt regnes for at være fantastisk strengt. Det skulle være Nordens værste fængsel, men det oplevede jeg nu ikke.”

Efter Marcel de Sade kom tilbage til friheden, skete nok engang noget besynderligt i hans liv. Han tog arbejde som kommunal plejeassistent og endte med være det i adskillige årtier – faktisk helt frem til sin pension.

”Jeg var lige ved at have 40-års-jubilæum,” siger han ikke uden stolthed i stemmen.

”Før det har jeg jo hjulpet min søde tante og faster og mine mostre, efterhånden som de blev ældre. Hele livet har jeg haft damer omkring mig til at kunne korrekse og irettesætte. Jeg kan tage en broderet dug og ryste den og se, om den er håndarbejdet eller maskinlavet. Og det kan jeg takke dem for – de har været efter mig, siden jeg var barn.”

Han siger, at fordi han har været med til at visitere så mange ældre mennesker til plejehjem, har han set ting, der ”i dén grad” har skræmt ham.

”Det har været et svineri, og det er jo ikke, fordi de mennesker er svin, det er simpelthen, fordi de ikke kan magte det – og det står for mig som en rædsel ikke at kunne blive rengjort klædeligt. Det kan jeg ikke have. Det er måske sygeligt, det ved jeg ikke, og jeg er også bedøvende ligeglad, men sådan har jeg det: Jeg skal bare have rene ting omkring mig.”

Det er også derfor, at han hver dag – også selv om han er oppe i årene og nu bor i ældrebolig – sørger for at stå op før resten af byen og klæde sig ordentligt på og gøre sig i stand. Og derfor han ikke kan tåle, hvis hans hjem ikke er skinnende rent.

I 80’erne fik han en slags renæssance som kultfigur i det københavnske natteliv, men da 90’erne tog livet af de sidste ”rigtige danserestauranter og pianobarer”, fortrak han mere eller mindre. Han nyder dog stadig at komme ud, forsikrer han, og så sent som i 2014 var han da fx også med i en musikvideo med det hypede unge danske band Iceage.

Vi taler om, hvordan tiderne skifter.

Marcel de Sade er lige hjemvendt fra Oslo, hvor han har været med sin datter, fortæller han. Hun så gerne, at han blev lidt længere, men han måtte jo tilbage, eftersom han havde en aftale med mig.

”Kan du ikke bare ringe og melde afbud,” havde hun spurgt, men Marcel de Sade havde ikke mit telefonnummer, og det var godt det samme, for når man har en aftale, må man holde den, havde han sagt til hende.

”Ej, pyt med det,” svarede hun.

”Pyt med det?” vrænger han, da han genfortæller anekdoten.

”Det er en aftale! Ved I hvad, hvis I så gerne vil have, at jeg er her, så må I komme til Danmark og hente mig.”

Han kaster næsen i sky, som en forurettet karakter i en tegnefilm ville gøre det.

”De så fuldstændig vanvittigt på mig. Men er det virkelig blevet sådan i dag, at man blæser på en aftale? Det gjorde man altså ikke i min tid.”

”Det ved jeg ikke, om det er, jeg ved bare, at det ikke var sådan, man gjorde tidligere. Jeg synes, det er uforskammet, når jeg skal være ærlig. For hvis ikke jeg holder mine aftaler, kan jeg jo heller ikke forvente, at andre gør det.”

Han fortæller om andre ting, der ligger i tiden, som han heller ikke bryder sig om. At unge mennesker ustandseligt glor ned i deres mobiltelefoner for eksempel. Og at mennesker generelt ”er blevet hinanden fjerne,” som han formulerer det med en typisk Marcel de Sade’sk vending.

Jeg spørger ham, hvor mange børn han har.

”Ved du hvad, hvis jeg skal være helt ærlig,” svarer han og bøjer sig frem, holder en lodret flad hånd op til munden, som skal han fortælle mig noget fortroligt:

”Jeg ved det ikke.”

”Jeg ved, at jeg har to døtre og to sønner, men om der skulle være nogen i sidegaderne, jeg ikke har kendskab til, det ved jeg jo ikke.”

Som gæst hos Marcel de Sade føler man virkelig, man er på besøg i en anden tid. Eller i en mindelund. Ikke alene på grund af hans gammeldanske og formfuldendte udtryk, men også fordi der vitterligt alle steder på gulvtæpperne befinder sig ting. Reolerne er spækket med gamle bøger og genstande. Og der hænger fotografier alle vegne – især af ham selv til hest eller ved en BMW-motorcykel.

Jeg spørger, om han savner de gamle tider.

”Nej,” svarer han straks.

”Det var en tid og en epoke, og det var morsomt og dejligt, mens det stod på, men …”

Han holder en ukarakteristisk tænkepause.

”Min familie har været vældig god til altid at sige, at alt er kun en tid. Og det har gjort det let for mig for eksempel at dele ud af mit kæmpe hjem. Alt, jeg havde, var noget, jeg havde købt eller opbevarede – kunstgenstande og bøger – fordi det interesserede mig. Men jeg havde lige så let ved at forære det væk, når jeg opdagede, at andre også interesserede sig for det. Det er noget, jeg har lært af min familie: Du kan ikke have alting med dig. For eksempel min bogsamling, den har jeg givet væk.”

Bag os står en række af bøger. Blandt andet nogle bøger om ballet og en hel del af den svenske forfatter Jan Guillou. Jeg spørger, om de ikke var en del af samlingen.

”Dem har der ikke været nogen, der interesserede sig for – det var det, der stod tilbage. Men den dag, der for eksempel er én, som gerne vil have mine balletbøger, så får han dem. For jeg kender dem jo og vil gerne forære dem væk, men det skal være til en, der har glæde af dem. Jeg har dem jo kun, så længe jeg lever.”

”Jeg har – som du ser – masser af fotografier, og jeg har masser af erindringer. Rigtigt mange af de mennesker, jeg kender fra dengang, er jo ikke mere. De har haft andre laster, end jeg har. Nogle har røget alt for meget, nogle har drukket alt for meget,” siger han.

”Jeg kan godt tage en cigaret, hvis mine øjne begynder at løbe i vand. Jeg er jo født med fuldstændig lyse vipper og bryn, så hvis ikke jeg maler dem, ligner jeg, jeg ved ikke hvad, men hvis pludselig mine øjne løber, så tager jeg en cigaret. Men det bliver ved den ene. Der kan gå måneder, hvor jeg ikke ryger,” siger han og kaster sig ud i en længere fortælling om, hvordan hans besynderlige evne har betaget og begejstret selskaber gennem tiderne.

Vi har talt i et par timer, og Marcel de Sade siger, at han ikke ved med mig, men nu vil han altså have en drink. Viserne på et af lejlighedens mange bornholmerure afslører, at klokken nærmer sig middag.

Han tilbyder Rød Aalborg, men garanterer, at han også har champagne på køl.

Så hælder han den klare, stærke væske i et portvinsglas og smiler.

Jeg spørger, om han er bange for døden.

”Nej, det er jeg ikke,” siger han bestemt.

”Det har jeg ikke været nogensinde. Jeg har aldrig troet på nogen gud, men jeg har heller aldrig været bange for at dø.”

”Jeg synes bare ikke, at det skal være lige nu.”