Martin Bigum ligner en skør vidensskabmand. Hvorfor fungerer det så godt?

Jeg kommer fra en arbejderklassefamilie, men mændene på både min fars og min mors side var altid ualmindeligt velklædte. Jeg har et billede af min farfar – som var noget så prosaisk som frisør og barbermester på Nordre Frihavnsgade – der, selv når han var derhjemme i slåbrok, stadig havde hvid skjorte og slips på indenunder.

Selv ville jeg heller aldrig kunne undvære mine slips og butterflies. Jeg har virkelig mange, og de er alle fra Ralph Lauren. Min forkærlighed for slips skyldes, at jeg som billedkunstner arbejder meget med, at form og indhold skal mødes på midten i mine malerier, og sådan har jeg det også med min stil – slipset er den midte, som giver helheden en balance.

Man kan sige, at det er rygraden i min påklædning, og så kan man grine af det og sige: ’Er du virkelig så svag, at du har brug for et slips som rygrad?’ Men det er meget få dage på et år, hvor jeg ikke har slips på. Mine kone, Pernille, spørger mig nogle gange, om det altid behøver at være så tilknappet, men jeg kan ikke slippe det.

Mit første stilikon var David Hockney. Min morbror var kunstinteresseret, og han viste mig billeder af Hockney med afbleget hår, højtaljede bukser fra 1930'erne, hvide sko, butterfly og så de store, karakteristiske briller, som han altid gik med. Jeg tænkte, at når jeg blev stor, skulle jeg have sådan et par.