Martin Bigum ligner en skør vidensskabmand. Hvorfor fungerer det så godt?

Jeg kommer fra en arbejderklassefamilie, men mændene på både min fars og min mors side var altid ualmindeligt velklædte. Jeg har et billede af min farfar – som var noget så prosaisk som frisør og barbermester på Nordre Frihavnsgade – der, selv når han var derhjemme i slåbrok, stadig havde hvid skjorte og slips på indenunder.

Selv ville jeg heller aldrig kunne undvære mine slips og butterflies. Jeg har virkelig mange, og de er alle fra Ralph Lauren. Min forkærlighed for slips skyldes, at jeg som billedkunstner arbejder meget med, at form og indhold skal mødes på midten i mine malerier, og sådan har jeg det også med min stil – slipset er den midte, som giver helheden en balance.

Man kan sige, at det er rygraden i min påklædning, og så kan man grine af det og sige: ’Er du virkelig så svag, at du har brug for et slips som rygrad?’ Men det er meget få dage på et år, hvor jeg ikke har slips på. Mine kone, Pernille, spørger mig nogle gange, om det altid behøver at være så tilknappet, men jeg kan ikke slippe det.

Mit første stilikon var David Hockney. Min morbror var kunstinteresseret, og han viste mig billeder af Hockney med afbleget hår, højtaljede bukser fra 1930'erne, hvide sko, butterfly og så de store, karakteristiske briller, som han altid gik med. Jeg tænkte, at når jeg blev stor, skulle jeg have sådan et par.

Da jeg var teenager, kom punken, og med den kom også New Wave og en bevægelse, der kaldte sig New Romantics – tænk på Spandau Ballet og sangeren David Sylvian, som i starten af 80’erne gik i figursyede jakkesæt med brede skuldre, slips og store bukser. Det gjorde stort indtryk på mig at se nogle med en stil, som sejlede helt sikkert gennem deres samtid, selvom samtiden så fuldstændig anderledes ud.

Jeg elskede jo, hvad punken gjorde, men det var New Romantics, som jeg blev inspireret af. I deres stil var der referencer til 30’ernes kunst, til kubisme og til futurisme fra 50’erne og til engelsk romantik – digtere som Byron og Shelley. Det var nærmest et kalejdoskopisk blik ned gennem stilens historie.

Når jeg arbejder i mit atelier på Frederiksberg, har jeg altid min store, dobbeltradede malerkittel på, som er fuld af pletter. Den dækker alt mit tøj, men indenunder den holder jeg stadig fanen højt med skjorte og slips.

Det at lave kunst er at have konstant gyngende grund under fødderne; man træder ud et sted, hvor man selv skal sørge for at hive et kunstværk i land, ét efter ét, og det kræver sit, fordi det er eksistentielle ting, man sætter spørgsmålstegn ved. Derfor kan jeg godt lide at vide, at indenunder malerkitlen, der sidder silhuetten, som den skal.

I årevis har jeg været nærmest besat af Ralph Lauren, men det til trods ejer jeg ikke et eneste stykke tøj med heste-logoet på. Alle ved, at det er polotrøjerne, der tjener pengene for Ralph Lauren, men ved siden af laver de nogle fantastiske, eksklusive ting i deres undermærker – fx Purple Label – hvor de trækker på mærkets preppy americana-baggrund med patchwork, tweed, tofarvede sko og den slags.

De udgiver nogle ting, som kun kommer én gang og i meget begrænset oplag, og der skal man virkelig være hurtig for at få fingrene i det. De laver også slips til alle årstider, så jeg kan gå med tweed-slips om vinteren, patchwork-silke om foråret, hør om sommeren og patchwork-silke igen til efteråret, men i mørkere toner.

Jeg rejser aldrig uden min slipseholder i kernelæder. Den dufter helt fantastisk, når man åbner den, og inde i den kan man hænge sine slips, så de ikke krøller. Den har også en lomme forneden til manchetknapper og andet tilbehør. Jeg købte den, naturligvis, hos Ralph Lauren på Bond Street i London i 2004.

Et par gange om året er jeg i Paris for at trykke litografier på et værksted, der hedder Atelier Clot. Når jeg er blevet helt ør i hovedet af at arbejde, sætter jeg mig op på en bycykel og cykler til Ralph Lauren-butikken på Place Madeleine i den 8. arrondissement.

Derfra går turen videre til deres flagskibsbutik i Saint-Germain-des-Prés, hvor det føles som at træde direkte ind i ’The Great Gatsby’. Jeg køber ikke altid noget, for det gode ved Ralph Laurens ting er, at de er så godt lavet, at jeg næsten ikke kan slide dem op.

Jeg har stadig et three-piece suit fra 2006, som er i helt perfekt stand, og jeg har en uldfrakke, som jeg ikke tror, at to vilde heste ville kunne flå fra hinanden, hvis man bandt dem fast til ærmerne og lod dem løbe i hver sin retning.

Jeg bor og arbejder på Frederiksberg, og nogle gange ser jeg en meget velklædt silhuet stryge ned ad alléen: Den er som en H.C. Andersen-figur, eller filosoffen Søren Kierkegaard, med figursyet jakke, skærf og nøje udvalgte bukser – jeg havde nær sagt ’benklæder’ – og tango-lignende støvletter.

Håret er langt og strøget tilbage over de tonede stærke briller: Det er Claus Hempler, og i sin stil bærer han en stor historisk bevidsthed om rockens croonende flanører som Scott Walker, Leonard Cohen, Bryan Ferry og David Sylvian. Han er en meget velklædt musikalsk poet. Og hans seneste dansksprogede plade var jo nærmest genial.

Da jeg var yngre, gik jeg konstant på jagt efter secondhand-jakkesæt, men efterhånden som jeg blev etableret som kunstner, er det blevet for stort et arbejde at rende og lede i vintage-butikker hele tiden. Min stil har ikke ændret sig meget, men i dag kan jeg tillade mig at gå op i den virkelig lækre kvalitet, de helt små detaljer og de rette materialer, så jeg ikke, som Claus Hempler synger, går rundt i tung tweed i juni, som jeg gjorde, da jeg var yngre, fordi jeg ikke havde råd til at have tøj til alle sæsoner.

Man kan sige, at jeg har raffineret min stil, måske også fordi min kone i de første år af vores forhold var kostumedesigner for blandt andet Operaen og Det Kongelige Teater. Hun har den samme, meget specifikke sans for æstetik og taktilitet, som jeg har, og vi har begge den indstilling til stil, at bægeret godt lige må flyde over en gang i mellem.

Jeg læste engang – jeg husker ikke længere, hvem der skrev det – at når man går meget op i sit udseende og i sin påklædning, skyldes det dybest set en usikkerhed indeni. Jeg tænkte: ’Sikke noget vrøvl!’

Det handler snarere om at dyrke livet og alle de fantastiske muligheder, der er i den menneskelige kreativitet, og om at udforske hvor herligt langt vi kan gå i forhold til, hvordan vi hver især går ud ad døren og møder virkeligheden.

Da jeg var teenager, var der et fransk firma ved navn Newman, som lavede typisk start-80’er pastelfarvet tøj. De havde et fantastisk slogan, som lød: ’La vie est trop courte pour s’habiller triste.’ Jeg spurgte min mor, hvad det betød, og hun svarede: ”Livet er for kort til at klæde sig trist.” Det er sådan, jeg har det.