Martin Kongstad: "Jeg har spillet adskillige fodboldkampe med silkeklud. Ikke underligt, at jeg har fået nogle voldsomme tacklinger"

Jeg kan skifte tøj i en uendelighed før en fest. Det er desværre alt for let at overdresse til fester i Danmark. Det er sjældent, at jeg bliver inviteret til en festlighed, som kan rumme en af mine cremefarvede YSL-jakker. Sidst jeg var til gallapremiere, var gæsterne klædt på, som om de var på vej ned efter morgenbrød. Min kæreste ryster på hovedet, når jeg går gennem stuen for 20. gang i et nyt sæt, men det er vigtigt for mit psykiske velvære at have noget på, som jeg er komfortabel i. Der er dage, hvor jeg kan bære noget fornemt, og dage, hvor jeg ikke kan. Det kan sagtens tage mig en time at ramme sættet.

Mit grundtøj er sportstøj, fordi jeg har altid har dyrket sport og ser mig selv som sportsmand. Men jeg er begyndt at pimpe det lidt med alderen. Jeg har brugt mange penge på tracksuits og er især glad for nogle trackpants fra Wood Wood, der mirakuløst holder formen, selvom jeg har gået med dem 3.000 gange. For nylig har jeg investeret i et par brune trackpants i velour fra Zegna, og så er jeg glad for et alt for dyrt, nyere newyorker-brand: Aimé Leon Dore. Jeg går altid i sko med gummisåler. Men aldrig nylonsneakers fra de klassiske mærker. I øjeblikket går jeg i nogle fra Dries Van Noten, som er lidt lækrere end de fleste. Jeg kan ikke gå i lædersko med hårde såler, så bliver min gangart for stiv, og jeg kan høre skridtene, hvilket jeg ikke bryder mig om.

Der er sket noget blandt de unge fyre inden for de sidste 10 år. Mange klæder sig mere modigt og har deres egen stil. Men generelt klæder danskere sig kedeligt. Jeg kan ikke komme på én velklædt politiker. Det er noget så elementært som jakkesæt, der ikke passer. Det bliver enten for stort eller småt, og det er mere reglen end undtagelsen, at jakkesættet pølser forneden, fordi de ikke har fået lagt dem op. Det var aldrig sket i Rom. Så når jeg tager dertil, hvilket jeg gør så meget, som jeg kan komme til, nyder jeg, at jeg kan klæde mig pænt på, uden at andre skænker det en tanke.

Jeg begyndte at gå med charmeklud som 17-årig. Jeg er vokset op på indre Østerbro i Kartoffelrækkerne, og der gik man ikke med charmeklud, for der var man venstreorienteret, og charmekluden er et næsten et karikeret symbol på rigdom. Skråt over for mig boede en 12 år ældre fyr, en konservativ anarkist, som blev en slags erstatningsfar for mig – min egen far var flyttet til Jylland – og denne mands omgangskreds rummede excentrikere, som sagtens kunne have silkeklud på en tirsdag formiddag. Jeg var betaget af silkekludens virkning og kunne godt lide at sætte den sammen med gadepræget tøj, og det har vel været min stil siden. Jeg har i alle årene gået med silkeklud, og det sker, at jeg arver en bunke fra en af mine venners fædre. For nylig fandt jeg et site, hvor man kan købe brugte silkeklude, og jeg bestilte fluks en rød fra Dior. Jeg har for tiden omkring 50 klude, og jeg har spillet adskillige fodboldkampe med silkeklud, fordi jeg glemte at tage den af. Ikke underligt, at jeg en gang imellem har fået nogle meget voldsomme tacklinger.

Lige nu er jeg inde i en fase, hvor jeg bruger lommeklude om halsen, men binder den som et cowboytørklæde, så den hænger i en trekant ned. En knude bundet af silke har bare meget nemt ved at gå op, så jeg taber dem desværre ofte. Ellers hænder det, at folk stjæler dem fra mig – især en af mine venner har en tendens til at ’låne’ dem. Hvis jeg fx skal til Skjern for at spise, tager jeg lommekluden af. Der er nogle steder, hvor man bare ikke skal have den på – det er jeg meget bevidst om. Jeg prøver altid at klæde mig på til lejligheden.

Jeg køber stort set alt mit tøj brugt, og sådan har det været, siden jeg var teenager. Dengang hed det ikke luxury vintage, det var bare brugt tøj, og butikkerne hed Kirkens Korshær og Blå Kors. I øvrigt var Mads Nørgaard den første herhjemme, som forsøgte sig med lækkert secondhand-tøj, men det var 30 år for tidligt. Punkerne købte også secondhand. Særligt inde i Roger i Pisserenden, men de mere ydmyge butikker havde jeg stort set for mig selv. Jeg var glad for klassiske kjole og hvidt-skjorter, som jeg brugte uden den stivede krave, så de lignede luksusudgaver af indiske skjorter. Jeg samlede også på cottoncoats. Jeg kender alle butikker i København og har også et godt overblik over London, Paris, Berlin og særligt Rom, hvor man kan finde guld på søndagsmarkederne eller i gaden Governo Vecchio.

Jeg har Erik Brandts fløjlsjakke fra hans storhedstid, som min kæreste købte til mig i vintagebutikken Décor. Der stod på jakken, at det var hans gamle, og det er størrelse 48, så han har nok ikke kunnet passe den siden 1984. Jeg har ikke rigtig brugt den endnu, men det kommer jeg til denne sommer. Til gengæld bruger jeg flittigt Bent Fabricius-Bjerres læggede fløjlsbukser fra Armani. Han var en meget slank mand, så jeg bruger dem til at teste. Hvis jeg kan passe dem, er jeg i god form. Det var også min kæreste, der købte dem til mig. Bent havde fundet en yngre kvinde, og Anne Fabricius-Bjerre (Bent Fabricius-Bjerres ekskone, red.) var så rasende over det, at hun tog alle de ting, der stod i deres sommerhus, ned på loppemarkedspladsen i Tisvilde og satte alt til salg for en femmer.

Jeg er meget bevidst om, at visse farver ikke klæder mig. Bordeaux trækker al farve ud af krydderen på mig, og de fleste brune nuancer får mig til at ligne leverpostej. Jeg spillede i to bands med Morten Lindberg (afdøde Master Fatman, red.): Per Kristensen Band og Johnny Conny Tonny Thomas & Barbados Fours, og Morten elskede at shoppe, så når vi havde en pause i Aarhus, var det afsted til Magasin, hvor han altid plagede mig om at lade ham købe noget æggegult til mig: ’Kom nu, Kugleøje, må jeg ikke nok give dig den æggefarvede pullover? Der er så meget mere stil over den end det lapsede lazarontøj, du har på.’

Siden 1986 har jeg ikke gået i sort. 1980’erne var etsortklædt årti, og i begyndelsen mente folk noget med no future og havde det reelt skidt, og der var såmænd nok at være trøstesløs over, men siden blev det moderne at se sur ud, og det kunne jeg ikke fordrage. Folk fra trygge hjem i Holte stod og surmulede weltschmerz i baren på Krasnapolsky, og jeg besluttede, at jeg ikke ville være med i den klub, nægtede af samme grund at tage til Berlin i 30 år, og holdt fuldkommen op med at gå i sort tøj. Jeg har noget koksgråt og et nålestribet Dior-sæt, men de eneste sorte sko, jeg ejer, er mine fodboldstøvler. I stedet gik jeg i meget spraglet tøj som ung. Det var umuligt at få farvestrålende skjorter til mænd i Danmark, så jeg måtte købe dameskjorter, hvor der var nogle snit til brysterne, som jeg måtte rippe op. Desuden fandt jeg meget tøj til storskrald i Kartoffelrækkehusene. Folk smed altid deres jeans ud, når de var slidt helt perfekt.

I 1990’erne gik jeg forholdsvis klassisk klædt med skjorte og silkeklud, og den flaskegrønne velourjakke kunne selv finde vej til baren i Jazzhouse. I 00’erne blev jeg venner med Maria Gerhardt (afdød DJ, der gik under navnet Djuna Barnes, red.), som var virkelig god til at kombinere det klassiske med det sporty, og det blev jeg meget inspireret af. Jeg kan huske engang, vi skulle være dj’s til Arnold Buscks store fest. Vi aftalte at spise inden på Eldorado (Kadeaus nu lukkede lillebrorrestaurant, red.) og mødte op i fuldkommen samme tøj: Burberry-coat, mørkeblå trackpants og hvide gummisko. Det blev for øvrigt et legendarisk godt job, hvor samtlige 300 boghandlere dansede. Vi var så meget ovenpå, at jeg satte ’Vilde Kaniner’ med Gnags på for at lave ridser i Marias coolness. Blandingen af det sporty og det fine er vel stadig stilen, men på det seneste har jeg skruet op for snobberiet, og jeg har lige erhvervet mig poloer fra Gucci, noget Gaultier og en masse bukser med læg, som har været det store for mig i de seneste fem år.

Jeg har flere stilikoner, men Bryan Ferry har skabt nogle ikoniske looks gennem tiden og er for mig indbegrebet af god stil, sådan forstået at han sætter sin egen dagsorden. Jeg skulle engang interviewe ham for Euroman i Paris og havde på forunderlig vis ubegrænset tid med ham. Efter tre timer tog jeg mig sammen til at spørge om det, som for alvor interesserede mig, nemlig hans tøj. Jeg fik ham til at gennemgå, hvad han havde på, og fortælle, hvor han havde købt det. Jakken var cashmere fra et af de store huse, indenunder havde han en amerikansk workwear-skjorte købt i Michigan, og det var avanceret i 1993. Bukserne var også noget topdesign i fløjl, mens skoene var gedigne vandresko. Men hvad så med strømperne? Han hev op, og det var tennissokker, som på den tid var indbegrebet af billig smag. ’Du må ikke have tennissokker på. Du er Bryan Ferry,’ sagde jeg. Men han svarede bare, at han syntes, at det så virkelig godt ud til det outfit.