Michael Cederqvist har selv modificeret sit Omega-ur: ”Jeg vil selv bestemme, hvordan mit ur ser ud”

DET ER INGEN overdrivelse at sige, at Michael Cederqvist godt kan lide Omega Speedmasters. Den danske medstifter af RedBar Copenhagen, den københavnske filial af det globale ur-fællesskab med hovedkvarter i New York, har på et tidspunkt haft 12 forskellige varianter af Omegas måne-ur, men er p.t. nede på syv styk.

Han købte sit første Speedmaster i 1998, en reference 3520.53.00, der kickstartede en besættelse, man skal være mere end almindeligt interesseret i ure for at forstå.

For nylig valgte Michael Cederqvist dog at blæse på den ’gode smag’ i ur-verdenen, hvor man beskytter det, man har, og i en form for snobberi insisterer på at holde tingene så originale som muligt.

Her kastede den mangeårige samler sig ud i en modificering af et gammelt Speedmaster. Et eksperiment, han vidste, garanteret ikke ville falde i alles smag, men som han siger: ”Hvis jeg køber en dyr racercykel, må jeg selv bestemme, om jeg vil sætte et lyserødt styrbånd på. Hvorfor skulle jeg så ikke også have lov til at bestemme, hvordan mit ur ser ud?”

MICHAEL CEDERQVIST HAVDE længe haft et Speedmaster liggende i skuffen, en reference 3573.50.00 fra 2003, som ikke fik wrist-time, som ur-nørder kalder det, når et ur ikke bliver brugt nok. Derfor besluttede han sig for, at der skulle ske noget nyt.

Cederqvist havde researchet Speedmasterens historie i så tilpas mange år, at han ikke længere kunne begejstres over modeller uden step-dial, et skivedesign, som de første generationer Speedmasters havde, og som betyder, at skiven i stedet for at være flad har et forsænket minutspor.

Han lod sig derfor inspirere af en hollandsk ur-samler på Instagram, der har lavet ’forbudte’ modificeringer af ure, og kastede sig ud i en ombygning af sit Speedmaster. En ombygning, som ville få de fleste purister til at kvie sig.

Cederqvist havde især et godt øje til en variant, som i samlerkredse er kendt som Albino. Det er en reference 3593.20.00, en jubilæumsmodel, som Omega lancerede i 1997 i 500 eksemplarer til det italienske marked, og som er udstyret med en cremefarvet urskive – deraf navnet.

Albino’en var et af de første Speedmasters med Super-LumiNova, safirglas og en gennemsigtig bagkasse, hvilket har gjort modellen så eftertragtet, at den i dag koster op mod 200.000 kroner på sitet Chrono24.

Cederqvists ur kostede en tiendedel, selvom ombygningen med original Omega-skive og -visere kostede ham 12.000 kroner. Uret er identisk med Albino’en; samme urværk, samme skive og visere.

Det eneste, der ikke er identisk, er bagkassen, hvor der ikke som på originalen står, at det er begrænset til 500 styk.

”Er det så et franken-watch?” spørger Michael Cederqvist og svarer selv: ”Ja, det er det jo.”

Af samme årsag skriver han, hver gang han lægger et billede af et modificeret ur ud på Instagram, at uret er modded.

Hvad siger folk til det?

”Ingenting. Hvis folk endelig henvender sig, er det som regel, fordi de gerne vil købe det.”

IFØLGE DEN AMERIKANSKE ur-ekspert Ariel Adams, som er stifter af ablogtowatch.com, er der ingen klar definition på begreberne frankens (Frankenstein-ure, red.) eller mods, hvilket ofte kan skabe en smule forvirring.

Ariel Adams forklarer dog, at selve idéen med et Frankenstein-ur er ret entydig: Det er at lave et ur med reservedele fra andre ure, også kaldet donor-ure, som ikke nødvendigvis passer til det pågældende ur.

”Men dem, der laver frankens, bruger ofte originale reservedele for at få uret til at se så originalt ud som muligt. Eller til at se sådan ud, at det forveksles med noget, der er originalt,” siger han.

Det sidste er netop grunden til, at mange entusiaster – og branchen som helhed – helst ikke rører Frankenstein-ure med en ildtang. Frankens kan nemlig være et forsøg på at gøre et ur til noget, det ikke er.

Sådan lyder det fra Frederik Plum, der er vurderingssagkyndig i ure hos auktionshuset Bruun Rasmussen. Frederik Plum er dog anderledes positivt stemt over for mods, hvor ejeren har ændret uret med features, som ifølge fabrikken godt kan være helt forkerte, men som i ejerens øjne gør uret mere spændende eller personligt.

”Denne niche er ret fed, synes jeg, for der bliver ikke lagt ikke skjul på, hvad de har gjort. De forsøger ikke at snyde andre ved at give uret en højere værdi,” siger Plum.

På samme måde lyder det fra Ariel Adams, at selvom mods, hvor der bruges reservedele, der ikke er lavet specifikt til uret, og som ofte også er lavet senere, reelt er en form for fremstilling af et Frankenstein-ur, ”så er det endelige mål ikke at foregive, at uret er originalt. Det er snarere at skabe noget nyt, noget som er åbenlyst anderledes end originalen,” siger Adams.

AT FRANKENSTEIN-URE ER er et følsomt samtaleemne i ur-industrien, skyldes primært, at de færreste ur-brands er synderligt vilde med, at entusiaster og nørder ændrer på ure, som ur-mærkerne har brugt lang tid og mange kræfter på at designe og producere.

Alene af den grund er reservedele til modificerede ure ikke længere frit tilgængelige, hvilket de i en vis grad var i 1960’erne, hvor en del af de originale ure blev produceret.

Dengang kunne man for eksempel komme ind fra gaden hos en tilfældig Tag Heuer-forhandler og selv vælge farven på sit Autavia-ur. Den går ikke længere.

Når ur-branchen ikke knuselsker mods og frankens, skyldes det også, at det ikke skorter på skræk-eksempler i pre-owned-markedet, hvor lyssky typer forsøger at sælge Frankenstein-ure til oppustede priser: Smæk en Tin Tin-reservedels-skive på en almindelig Speedmaster, og så har du pludselig en fed fortjeneste.

Måske har ur-branchen bare ændret sig meget siden 1960’erne. Der er gået big business i den, som insidere i branchen udtrykker det over for Euroman.

Det er med andre ord ganske enkelt blevet for kompliceret og omstændigt for de respektive mærker at tilbyde, at man kan ’customize’ sit ur til det fåtal af kunder, der efterspørger det på verdensplan.

Ifølge Michael Cederqvist er der dog flere grunde til, at det i skrivende stund trods alt kun er relativt få entusiaster, som modificerer deres dyre schweizerure.

”De klassiske ur-designs er jo at regne for en form for kunst. Dem piller man ikke ved,” siger han.

Prisen, hvis du skal modificere et ur, får også mange til at tænke sig om to gange. Michael Cederqvists egen ombygning af Albino-uret fra Omega viser, at det bestemt ikke er billigt at få lavet ordentligt. Det gælder også gensalgsværdien, hvis man en dag vil sælge uret.

Dernæst er der det rent praktiske: Det er ikke altid lige nemt at finde en certificeret Omega-urmager, som rent faktisk vil lave ombygningen for én. Nogle urmagere har ikke lyst til at risikere at ryge i uføre hos Omega, hvis der opstår fnidder i processen med at udskifte delene.

Det ændrer dog ikke ved, at Michael Cederqvist er sjældent glad for sit franken-watch. Selvom han medgiver, at han ret beset har et ur, som sikkert pisser både nogle entusiaster og Omega af, så er han begejstret for resultatet.

”For mig er det jo ikke et fake Albino. Det er et Speedmaster, som jeg har fået modificeret. Det betyder meget for mig.”

Hvorfor?

”Det er noget, jeg selv har kreeret. Det er mig, der har bestemt, at sådan skal det se ud. Det lyder måske latterligt, men det gør virkelig en forskel. Og i modsætning til før ombygningen, så går jeg faktisk med det her ur.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure