I 1986 satte designer Dries Van Noten sammen med resten af den famøse Antwerpen Six-gruppe (Walter Van Beirendonck, Ann Demeulemeester, Dirk Van Saene, Dirk Bikkembergs og Marina Yee) en kollektion ned ad catwalken i London, og siden da er det umiddelbart bare gået én vej.
For til kværulanternes forsvar har Dries Van Noten aldrig været en designer eller et mærke drevet af modens luner, tværtom har belgieren som få andre transcenderet trends og i stedet skabt et tidløst og utrolig distinkt udtryk, der på lang afstand – af kendere, indrømmet – kan afkodes.
Hvis du spørger alverdens brands, der ligger i snittet mellem det klassiske og semioutrerede, om inspirationskilder, kan du næsten være garanteret, at de – efter at have påstået, at de ingen har, fordi de er uh så originale – vil nævne Dries Van Noten med en vis ærefrygt.
I en større artikel i amerikanske GQ har magasinets modekorrespondent, Samuel Hine, spurgt intet mindre end 15 Dries Van Noten-entusiaster (det siger i sig selv noget om DVN’s position i landskabet, at GQ har allokeret så stor en artikel med så mange kilder til at hylde en europæisk designer) om hans aftryk på tøjets verden.
Rent æstetisk er Dries Van Noten nok mest kendt for sine dristige print og evne til at blande tekstur, farve og form som få andre. Han har gennem tiden lavet kombinationer, der på papiret synes sindssyge, men som overraskende fungerer, når det materialiserer sig.
Belgierens evigt flotte balancegang mellem det mere udfordrende, nysgerrige og det bredt forståelige er det, der har skabt det kultfølge, som i disse tider græder.
Og i en verden, hvor udbuddet af sand, ikke-forceret originalitet er dalende, er der god nok grund til at sørge over nyheden om hans kommende pensionisttilværelse.
Det er nemlig en sand visionær, der takker af.
