Modedetaljen: Farvel til pløsen

Modevindene blæser konstant. Og denne gang er det pløsen, der for nu synger på sidste vers. Sneakerens indtog på modescenen gjorde den stor, større, størst, men tiden for maksimalisme lakker mod enden, og vores fodtøj bliver igen enklere og enklere. Pløsen er på retræte.

Modedetaljen: Farvel til pløsen
Offentliggjort

Kært barn, mærkeligt navn: Pløsen. Stof- eller læderstykket, der ligger op ad vristen og virker som underlag for snørebåndet, der binder henholdsvis venstre og højre side af skoen sammen. Pløsen, der i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne ikke kunne blive stor nok, og hvor snørebåndene kun blev sat i de første to-tre huller, så den bulede op og kunne indfange forsiden af de enorme Karl Kani-jeans, der hørte med stilen dengang. Pløsen har siden spillet en væsentlig rolle i det visuelle udtryk på mange sneakers – men nu er det ved at være slut.

Forklaringen er, at streetwear er godt i gang med at vige pladsen for leisurewear, tailoring og workwear, som for tiden tumler sammen i en stilmæssig smeltedigel, der mikses og matches på kryds og tværs. Og takt med, at vi så småt er på vej væk fra den førdominerende streetwear, sker der også ændringer på vores fødder. Så hvad er værd at holde øje med?

Den pløsløse sko kommer i alskens former og modeller. Sokkesneakeren, og især Balenciagas 'Speed Trainer' var yderst populær for en lille håndfuld år siden, men i dag virker det til, at den lave loafer/slipper/sandal-sko er blandt de foretrukne.

Leisurewear-stilen – tænk Tekla-skjorter, oversize-jakker og løse bukser i bløde materialer – har den seneste tid kastet kærligheden på Birkenstocks clogmodel ’Boston’, der ikke har været til at komme udenom siden sidste sommer. Efterfølgende har det tyske fodtøjsbrand lanceret endnu en træskolignende model, ’Super Birki’, der ligeså ser ud til at tage kegler på det voksende sandalmarked.

Parallelt med den voksende lyst til at iklæde sig sit selvisolationstøj uden for hjemmets fire vægge ser vi en mere bornert tendens titte frem som modsvar på vores mange måneder indendørs. Tailoring-trenden er hastigt voksende, og med sig har den taget loaferen, der ellers har været væk fra gadebilledet i mange år. Herhjemme kan æren for loaferens comeback tilskrives modeblæksprutten Virgil Nicholas, der med sit brand Vinny’s igen har givet den dekadente fodseng en signifikant plads i det danske gadebillede. Lyt til vores samtale med Virgil Nicholas i Sidelæns her.

Et andet comeback-kid er canvas-slipperen, der er blevet nemmere og nemmere at spotte på en gåtur rundt i København. Her er det især Vans’ ’Classic Slip-On’, som virker til at have fundet fodfæste i workwear-stilens simple og utilitaristiske udtryk.

Alle disse tre typer af sko har det til fælles, at de ingen pløs har.

Pløsens farvel begrænser sig ikke kun til de tre ovenstående trends. Selv verdens største streetwear-ikon, Kanye West, sad for snart et år siden i podcaststudiet hos Joe Rogan og fortalte om, hvordan han med sit designteam havde fjernet pløsen på hans kommende sko Yeezy Foam Runner, så den blev mere ergonomisk. En sko, der siden har været en af de mest eftertragtede på sneakermarkedet.

Nogle påstår, at den er tyvstjålet fra Crocs, der på besynderlig vis har gennemlevet en second coming de seneste år. Her er det især wannabe-spejdere, der i forbindelse med normcore-trenden har set deres snit til at bringe den pløsløse gummisko, bogstavelig talt, tilbage i spotlyset.

Konstant innovation hos sportsbrands har også overflødiggjort pløsen: Fodboldstøvler og flere løbesko er efterhånden blot en tætsiddende sok, der er vævet med nye maskiner og metoder, man ikke var i nærheden af at mestre for blot 10 år siden. De sidder tæt til foden og er på samme tid komfortable, så både omstændige snørebånd og irriterende pasform fra pløsen måske snart helt er fortid?

Lige nu er tiden i hvert fald kommet til sko uden pløs. Vi har samlet de bedste herunder.

Vans ’OG Classic Slip-On’ til 558 kroner.

Nike ’Air Zoom Alphafly Next% Eliud’ til 2.499 kroner.

Eytys ’Othello Loafers’ til 2.677 kroner.

Birkenstock ’Super Birki’ til 449 kroner.

Yeezy ’Foam Runner’ fra 1.983 kroner.

Salomon ’XA-Alpine Mid Advanced’ til 1.487 kroner.

Nike ’ACG Gore-Tex Mountain Fly til 1.673 kroner.

Our Legacy ‘Camion Mule’ til 2.323 kroner.