Sådan gør du din garderobe sommerklar

Ja, det er rart at mærke D-vitaminerne strømme gennem blodårerne, men med sommerens sol kommer også udfordringen med at sammensætte en ventilerende garderobe. Inden du giver op på forhånd og forfalder til nylonshorts og løse T-shirts, så læs med her. Der findes nemlig et væld af oplagte sommertekstiler, der kan få dig velklædt gennem de varme dage.

Offentliggjort

Få artiklen læst op her.

Sene cykelture, lange, lyse nætter, kolde kringler under den varme dis og en fortjent følelse af afslappet hedonisme. Sommeren er endelig over os, men samtidig kradser det i hovedbunden. For med de varme måneders ankomst, melder sig også en bekymring, der er større end frygten for, om strandkroppen er klar: Hvilket tøj skal vi iføre os?

Sommeren er en svær årstid at klæde sig på til, medmindre du har en slags livsstil, hvor røvslidte badeshorts og en forvasket T-shirt er det eneste, du behøver i sommerheden.

For de fleste af os er det desværre ikke tilfældet, og derfor ender vi ofte i en situation, hvor vi står med to elementer, der synes at have et dikotomisk forhold til hinanden: stil og varme.

Men sådan behøves det ikke at være.

Tekstilerne, du bærer, spiller nemlig en stor rolle i at holde kroppens temperatur i vater og er derfor et godt sted at starte, når sommergarderoben skal bygges op.

Boglioli ’Linen Suit’ til 6.699 kroner hos Care of Carl

Et jakkesæt er måske det sidste, man har lyst til at iklæde sig om sommeren. Og forståeligt nok. Hvem har ikke prøvet at møde ind på kontoret med skjorten klistret op ad ryggen, mens man i stiv gang mod toilettet bandende har ønsket sig at leve et liv som spejder, sportsmand eller strandløve.

Men er du underlagt en dresscode, der tilsiger et jakkesæt, kan det være svært at slippe udenom. Derfor er det vigtigt at huske på, at ikke alle jakkesæt er skabt ens. Med de rigtige tekstiler og den rette konstruktion kan de faktisk være helt behagelige at have på. Bare se på de italienske jakkesætsguruer som Luca Rubinacci og Benedetto De Petrillo, der aldrig går af vejen for at bære jakkesæt i pizzaens by, Napoli.

Torsten Grunwald, manden bag bøgerne ’Stil består’ og ’Den velklædte mand’, samt bloggen af samme navn, kender om nogen til jakkesættets muligheder og begrænsninger. Han anerkender, at jakkesættet aldrig kan blive lige så køligt og ventilerende som den gængse sommeruniform. Der findes dog lettere og mere åndbare alternativer til de varmere jakkesæt, vi normalt kender herhjemme.

”Det har stor betydning, hvilket tekstil man vælger, når man tager sit jakkesæt og skjorte på, og der findes andet end de formelle jakkesæt. Ofte er et jakkesæt lavet af uld, der holder godt på varmen, men det er oplagt at skifte til hør, for det ånder væsentligt bedre. Mange skifter til lysere farver, når de iklæder sig et sæt i hør. Men hvis man ikke vil risikere at ligne en kliché fra ’Badehotellet’, kan man med fordel vælge et hør-sæt i tobaksbrun eller en lidt lysere nuance af marineblå,” siger Torsten Grunwald.

Torsten Grunwald fra 'Den velklædte mand'.

Og ja, hør krøller. Fibrene er stive og ’knækker’, som Grunwald formulerer det. Men frygten for krølleriet er overdreven, og knækkene blødgøres faktisk med tiden. Desuden viser studier, at hør er halvanden gang bedre til at afgive kropsvarme end bomuldslærred. Det betyder i praksis, at temperaturen bag en hørskjorte kan sænkes med tre-fire grader på varmere dage, og hvis man sveder i sin skjorte, tørrer hørskjorten hurtigere end en tilsvarende bomuldsskjorte.

Hørtekstilet er ikke kun værd at kigge efter, når du skal iklæde dig de formelle gevandter. Kreativ direktør og chefindkøber for den tyske luksusmodeside Highsnobiety, Herbert Hofmann, er også faldet for den åndbare metervarer:

”En af de første ting, jeg tænker på, når emnet er sommertøj, er skjorter. En hvid eller stribet hørskjorte er altid et godt valg. Hør er virkelig begyndt at vokse på mig. Før i tiden syntes jeg, at det havde lidt for meget en hippie-vibe. Men det ser godt ud, og jeg bruger ofte hørskjorter nu.”

Our Legacy ’Classic Shirt’ til 1.235 kroner hos Our Legacy

I den mere luksuriøse afdeling af sommertekstiler finder vi silke, der over de senere år har vundet frem i de højere modekredse. Materialet, som mange nok forbinder med slips, lommetørklæder eller underbukserne fra de – tøjmæssigt – vanvittige 00’ere, findes også i en mere afdæmpet form; råsilke, der er et restmateriale fra produktionen af bedre silkekvaliteter.

”Silke er ofte forbundet med noget skinnende, der sjældent passer godt til mænd. Men råsilke er noget helt andet. Det er perfekt til sommeren, fordi det ånder godt, og man får virkelig en god blanding mellem boheme og luksus med skjorter i råsilke. Det er helt klart en vibe for mit vedkommende, og især det svenske brand Our Legacy har en linje af skjorter i råsilke, som jeg er stor fan af,” siger Hofmann.

Er det allestedsnærværende bomuld svært at slippe, er der også hjælp at hente. Bomuldsvarianten seersucker kom først til Europa i det 18. århundrede via Indien, hvor det havde været højt værdsat af de engelske kolonialister, der ikke var vant til Østens fugtige varme. Du kender den måske bedst som noget, du ligger og putter dig med, da seersucker ofte bruges som sengetøj. Det er vævet med en blanding af løst og tæt trukket garn, som giver det et bølgende udseende – deraf dets danske navn: bæk og bølge. Den specielle vævning fanger små luftlommer i stoffet, hvilket øger dets åndbarhed, og det har også en naturlig modstandsdygtighed over for krølning, der gør det til et oplagt materiale at rejse i.

I det danske vinterhalvår ynder mange at gå i kraftigere skjortematerialer, og der kan man passende skifte til skjorter lavet af bomuldsvarianten voile, påpeger Torsten Grunwald. Det er skjorter, der er vævet på hårdt sprungne bomuldsgarnstrenge, der gør, at det bliver lidt mere stift og dermed luftigt.

Officine Générale ’Seersucker Pants’ til 1.376 kroner hos Officine Générale

Når du skal sammensætte din sommergarderobe, er det ikke kun tøjets tekstiler, der betyder noget. Pasformen er en af de ting, der kan være med til at sikre kroppens eget klimanlæg. Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal gå i gemmerne og finde dine alt for store Pelle Pelle-jeans fra 90’erne frem, men i stedet er det oplagt at tilføje et par herrebukser med en læg eller to til udvalget, da de tilføjer volume og holder stoffet væk fra afgørende brændpunkter på huden uden at miste tøjets samlede snit og form. Omvendt er skjorterne et sted, der godt kan tåle en større størrelse, fortæller Herbert Hofmann:

”Du er nødt til at tænke over, hvilken størrelse tøj du vælger at gå i, for styling og størrelse er to nøgleelementer, når det kommer til at klæde sig godt. Det er ingen undtagelse med sommergarderoben. Jeg synes, at der er for mange mænd, som går i for stramme skjorter. Det er ikke kun ukomfortabelt, fordi kroppen ånder dårligere, og dermed sveder mere. Men det er også bare et bedre sommerlook, hvis man lige giver skjorten et nøk op i størrelse, så den bliver lidt oversized, uden det tager overhånd.”

Herbert Hoffmann fra Highsnobiety.

Den ekstra størrelse på skjorten kan også virke perfekt til at bygge lag for lag op, hvilket kan virke kontraintuitivt. Det første, der falder os ind, når det er varmt, er ofte at bære mindre, og dette giver helt sikkert mening, hvis man skal tilbringe hele dagen udenfor, men hvem er nogensinde så heldig?

Virkeligheden er, at vi ofte om sommeren bevæger os fra en bagende sol til kølige kontormiljøer, der kan få selv den mest bakterieimmune mand til at snøfte. Den eneste måde at klare dette på er at klæde sig i flere lette lag og altid bære en taske, så man hurtigt kan tilpasse sig varmesituationen.

Under alle omstændigheder rummer sommer-garderoben et stort, uudnyttet potentiale, der bare venter på at blive forløst. God fornøjelse.

Foto: Getty Images | Designeren Luca Rubinacci er en mester ud i de lettere materialer inden for klassisk herreekvipering. Her ses han til den italienske modeuge Pitti Uomo i Firenze.

Tre vigtige sommeraccessories

Norse Projects ’Stefan’

Den danske sommer er lunefuld som få. Derfor kan årstidens bedste investering faktisk vise sig at være en rummelig taske til det alternative sommeroutfit – hvad enten det er fleecetrøjen eller badeshortsene. Og nej, du er ikke forfængelig, bare fordi du skifter tøj i løbet af dagen.

900 kr. hos Norse Store

Drake’s ’bøllehat’

En hat er altid en god idé om sommeren. Bøllehatten ser ud til at fortsætte sit momentum, og vi forstår godt hvorfor. Her har det engelske herrebrand Drake’s givet deres bud på en omvendelig bøllehat, der kan bruges til de fleste lejligheder.

700 kr. hos Goods

Tekla

Om du skal bruge det til et impulsivt hop i havnen eller blot til at beskytte dine hvide jeans mod græssets grønne farve, så går du aldrig galt i byen ved at have et håndklæde af god kvalitet med på farten.

495 kroner hos Tekla