Moderedaktøren: 8 tendenser, vi vil huske 10’erne for

Logomania

Som det er med de fleste modetendenser, er logomani noget, der går igen en gang imellem. Logomanien var også stor i 80’erne, men i 10’erne vil vi især huske tendensen som en iver for at vise dyre mærkevarer frem. Supreme er et udtrykt eksempel på tendensen. Hvis du har noget fra et mærke, der er så dyrt, så skal det også flashes. Med Virgil Ablohs arbejde i især Off-White har tendensen virkelig taget fart her i slutningen af årtiet.

Virgil Abloh

Det er klart en tendens, der er mest udbredt blandt de yngre aldersgrupper, hvor Balenciaga og Vetements har været meget populært. De fleste voksne mennesker har det stramt med at gå i noget, hvor logoet fylder for meget. I modeverdenen er det jo typisk også forbundet med dårlig smag eksplicit at vise, hvor dyrt tøj, man går i. Det er lidt plebejers, og vi kan allerede nu se, at tendensen er ved at forsvinde igen.

Normcore

Normcore-bølgen var på mange måder en modreaktion til det store fokus på dyrt, flashy mærketøj. Pludselig handlede det om at bære alt, der var så almindeligt, som man kunne forestille sig. Tøjet skulle udstråle så lidt ekstravagance som muligt, og kunne derfor lige så godt købes i Bilka. Ofte bar man det en lille smule oversize.

Faktisk var det også de unge, der skubbede normcore-bølgen frem, som det jo oftest er. På den måde blev 10’erne formet af to grupper af unge, hvis man skal male det lidt skarpt op. En sjov forskel på de to tendenser er, at normcore er meget sværere at afkode. Her kan man ofte blive misforstået. Er man ekstremt advanced og cool, eller har man bare dårlig smag? Det er en meget indforstået tendens.”

Gorpcore

Gorpcore var på en måde den naturlige efterfølger til normcore. Pludselig var det ikke Bilka, men Spejdersport, der var de unges foretrukne modebutik. Her går man i skaljakker, praktiske bukser med ekstra mange lommer og vandrestøvler fra Salomon, hvor det hele er i tekniske materialer, der kan holde til vind og vejr. Hvor normcore-bølgen også var et opgør med dyrt tøj, er gorpcore-bølgen præget af en anden kvalitetsbevidsthed, hvor outdoor-mærker som Colombia, Patagonia, The North Face og 66North jo tager sig godt betalt, selvom priserne er mindre hysteriske end Balenciaga og Prada.

Det er en generel strømning i tiden, at man gerne vil udstråle, at man er glad for at færdes i naturen. Den lidt dystopiske vinkel på det er, at i takt med at vi har fundet ud af, at naturen har en udløbsdato, så klæder vi os mere på naturens præmisser. Derudover er det jo bare en rar og praktisk tendens. Det er grundlæggende federee at gå rundt i store, praktiske bukser end i stramme jeans som i 00’erne.

Fra Euromans modeserie i Island.

V-halsens død

Jeg kan faktisk godt lide v-halsen, selvom det er ret sjældent, jeg går med den. Men især i Skandinavien har vi den udfordring, at vi er blegere end vores venner i Syden. Der passer den runde hals bare bedre til blege, spinkle mænd, som de fleste skandinavere er. Vi er et ret afdæmpet og tillukket folkefærd, og der passer v-halsen ikke ret godt ind.

Ugly sneakers

Ugly sneakers er virkelig en tendens, der har fyldt meget i slutningen af årtiet. Det startede på sin vis tilbage i 90’erne, hvor Buffalo-skoen blev populær. I starten var de helt glatte, men så begyndte der at komme struktur i, så det nærmest blev hybrider mellem løbesko og Buffalo-sko. I 00’erne døde det fuldstændig ud, men så i 10’erne genindførte især Balenciaga hele tendensen med store, chunky sko, der lidt hårdt er blevet døbt ’ugly sneakers’. I virkeligheden er det jo bare en vulkaniseret version af en helt almindelig løbesko. Generelt har det været et overdimensioneret årti, og det passer de her sko, der nærmest ligner ortopædsko, perfekt ind i. Vi går så afgjort ind i et nyt årti, hvor især de praktiske sneakers stadig fylder meget.

Foto: Getty Images.

Hipstere

Hele hipster-bølgen blev faktisk trukket fra slutningen af 00’erne med over i starten af 10’erne, hvor den virkelig blev allemandseje. Det startede jo helt klassisk, som vi kender den med skovmandsskjorter, tophue, opsmøget denim og fuldskæg.

Så kørte man rundt på pantone-farvede cykler med indfarvede skærme og en lille rygsæk. På den måde var hipster-stilen lige så meget en livsstil, som det var det tøj, man gik i. Tendensen indfangede også en bestemt musiksmag og så videre. I starten af 10’erne fyldte det enormt meget, men det døde i løbet af årtiet, der gik.

Smykker til mænd

Hen imod slutningen af 10’erne har hele gender-bender-bevægelsen fyldt mere og mere. Mænd er grundlæggende blevet mere feminine. Vi så det også med man bun-frisuren i begyndelsen af årtiet, men den blev ofte opvejet af et stort og maskulint fuldskæg.

Smykker til mænd er også et fænomen, der kommer og går, og det har virkelig været væk i lang tid, hvor det nærmest har været helt forbudt. Når jeg har stylet i Euroman, har jeg personligt selv gået en stor bue udenom smykker, selvom jeg i mine unge år var fuldstændig tildækket af smykker. Men så begyndte det pludselig at snige sig ind i modebilledet igen i løbet af 10’erne, hvor skellet mellem mande- og kvindemode blev lettere udvisket.

Nogle af de første, der så tendensen komme herhjemme, var smykkemærket Hanrej. Faktisk kom vi her på Euroman til at stemple dem som latterlige, nok mest på grund af navnet. Det er jo ikke ret mange mænd, der har lyst til at være en hanrej. Men der er sket meget siden da, også fordi hiphopmiljøerne, hvor smykker altid har været velkomne, er blevet mere og mere mainstream. For det lidt ældre publikum har det nok også spillet en rolle, at mandesmykker altid har spillet en stor rolle i fx Scorseses gangsterfilm.

Farvel til slim-fit, goddag til brede snit

Igen: Stort set alle tendenser, vi ser i dag, er en modreaktion på en anden tendens. Det samme gør sig gældende her. I 00’erne lagde især Dior Hommes kreative direktør Hedi Slimane kimen til, at mænd skulle gå i ekstremt smalle silhuetter. Smalle skjorter og virkelig stramme, sorte bukser var overalt. Det var perfekt for den skandinaviske mand, der for manges vedkommende er lang og slank. Helt nøgternt var det nok ikke den mest klædelige tendens, at så lidt var overladt til fantasien. Bukserne blev så stramme, at man vitterligt kunne se alt, hvad der gemte sig under dem. Jeans blev nærmest gamacher. Men i 10’erne kom modreaktionen. I dag har jeg bukser på, der er så brede, at jeg næsten ikke kan se mine sko under dem. Vi er gået fra én ekstrem til en anden. Nu er boxy jakkesæt og ekstremt brede bukser, der næsten giver mindelser om 1920’erne, tilbage. Det brede snit er den helt store tendens, vi forlader 10’erne med.

Street Style-billede fra modemessen Pitti Uomo. Foto: Adam Katz Sinding.