Moderedaktøren anbefaler: En duft af læder og succes

På hjørnet af Regent Street og Conduit Street i Londons solar plexus ligger en af Church’s butikker. Det stolte engelske skomærke, som har mere end 147 år under sålerne, har altid stået som en garderobemæssig milepæl for mig. Som ung, stilbevidst knægt vidste jeg, at jeg en dag skulle til lommerne og investere i et par af deres smukke, håndsyede engelske dress-sko. Ikke et par halvbillige, smalle, spidse, læderlignende festfrækkerter med paptynde såler og en maksimal levetid på et år, men et par Church’s, der, hvis jeg passer godt på dem, kan holde et årti, måske to, måske flere.

For mere end 20 år siden, som 23-årig, i netop den butik, på det hjørne, lige midt i London, med turister og røde busser og sorte taxier ræsende forbi udenfor, stod tiden stille for mig i 43 minutter inde i butikken, mens jeg besluttede mig for, hvilket par jeg skulle ofre 4.500 kroner af mine hårdt opsparede penge på. Jeg gik derfra med et par Church’s Grafton. Et par sorte brogue dress-sko med kraftige dobbeltsåler i en skinnende kvalitet, der på engelsk defineres som polished binder. De sko har travet kirkegulve, minglet ved receptioner på ambassadegulvplanker, danset til fester i Paris, Tokyo og New York, de har løftet mig til vigtige møder, og så har de stilmæssigt assisteret mig ved adskillige stylistopgaver på Euromans glittede sider, hvor den portrætterede, ligesom jeg, ikke kunne passe en gængs størrelse 42, der er standardstørrelse for de kollektionsprøver, vi ofte har at gøre godt med. Senest havde Nikolaj Coster-Waldau, som jeg fotograferede og klædte på i London sidste år, fornøjelsen af at gå en lille mil i mine første, men ikke sidste dress-sko.

Jeg har været inde på det før på disse sider, og jeg har løftet både bryn, pegefinger og slået opgivende ud med begge hænder, når talen er faldet på den gængse danske mands lidt for udtrykte hang til tøj, der hænger, og som ikke skal stryges, og på sko, der er lavet til sportsbrug, men som tjener ved alle slags begivenheder, også de festlige.

Vi danskere er efter min mening lidt for afslappede, lidt for forfaldne til campinghabitter og alt for ringe til at tage os selv seriøst, når vi klæder os på om morgenen. Englænderne, eller i hvert fald aristokraterne og dem i London City, kan finde ud af det, og en hulens masse italienere kan. De ved, at klæder skaber folk. De ved, hvor meget et velsiddende jakkesæt, en nystrøget skjorte, et velbundet slips og et par lækre, velpassede lædersko kan gøre for, at du bliver taget seriøst, og for at du får dit budskab igennem.