Moderedaktøren anbefaler: En ode til England

Liam fucking Gallagher! Ham mødte jeg i ’97, da jeg som 20-årig arbejdede i Levi’s flagskibsbutik på Regent Street i London. I underetagen af den gigantiske butik lå et galleri, der hver måned viste nye kunstnere, som Levi’s samarbejdede med. Den måned bestod udstillingen af garderobeelementer, som var doneret af engelske musikere, og indtægten fra salgene gik til et velgørende formål. Elton John havde doneret et par knæhøje, pink similibesatte platformstøvler, Jay Kay fra Jamiroquai havde doneret en af sine gigantiske hatte i fake fur, og Liam Gallagher havde doneret en gammel denimjakke.

Der var mange kunstnere til ferniseringen. Liam teede sig, fyldte i lokalet, tiltrak sig mest mulig opmærksomhed, og alles øjne var på ham. Han var mit absolutte idol og stilikon, og det var tiden, hvor der ikke var nogen større end Oasis.

Om det var nogle af alle de ting, jeg oplevede, og folk jeg mødte i det år, jeg boede i London, der lagde kimen til min udtrykte kærlighed til alt engelsk, ved jeg ikke. Men London og England er oftest der, jeg søger hen, når jeg stilmæssigt mangler inspiration eller en retning at pejle mod.

Det, der fascinerer mig mest ved den engelske stil, er, at den spænder så bredt. Der er lige så stor inspiration at hente i deres unikke palet af subkulturer, fra mods til skinheads, punks og casuals, som i deres landadelige jagtgarderobe eller håndværksmæssige overlegenhed, når det kommer til skrædderkunst, skomageri og hattekultur.

Det største ikon for moderedaktøren, Liam Gallagher, i 1996.

Mange englændere besidder i min optik en særlig evne til stilmæssigt at kunne påvirke både hinanden og alle os andre – og det uanset socialklasse. Jeg tror, det bunder i et miks af selvtillid, overlegen mestren af håndværkstraditioner og evnen til i flok at gennemtrumfe, hvad de tror på.

Gaden Savile Row i hjertet af London er samlingspunkt for nogle af byens mest fremmelige skræddere.

Byens rolle som forretningsmetropol kombineret med en lang engelsk tradition for skræddersyet tøj har skabt et særligt fokus på jakkesættet til dagligt brug. På Savile Row har skrædderne ligget dør om dør i over 50 år, og til trods for at skrædderfaget bliver udfordret på stadig billigere stangtøjshabitter, leverer de fortsat kvalitetsjakkesæt i absolut særklasse.

Kun et par stenkast derfra ligger Jermyn Street, der i samme kvalitetsmæssige liga huser nogle af verdens dygtigste skjortemagere: Hawes & Curtis, Turnbull & Asser og Harvie & Hudson – for bare at nævne tre.

Et andet felt, englænderne brillerer indenfor, er klassiske, håndsyede lædersko. Mine absolut favoritter er fra Church’s og Tricker´s, der begge er blandt landets ældste skomagere. Med et overvejende tungt og chunky udtryk slår begge mærker et slag for, at lædersko ikke behøver at være tyndsålede, smalle og fimsede. Jeg sværger til tykke såler, kvalitetslæder og en vægt, der autoritært påvirker mine skridt, når jeg kommer og går.

Gennemført mod-stil i bandet The Who i 1965.

Også Clarks, som i 1950 gav os Desert Boot’en, har domineret gader og stræder i snart 200 år. Ud over de 20+ par Desert Boots, jeg har haft på fødderne over de sidste 25 år, er deres karakteristiske Wallabee-model også stilmæssigt anbefalelsesværdig. Og er mit ord ikke nok, så smider jeg gerne en Liam Gallagher-blåstempling i puljen.

De engelske stemmer er stadig blandt dem, jeg lytter mest til, når jeg søger stilmæssige retningsråd. Jeg kigger på de stilede mods for deres flabede habitbrug, jeg skeler til skinheads for måden, de bar deres Doc Martens, og jeg har perifert lyttet til de engelske casuals for deres uortodokse sammensætning af designklassikere med praktiske elementer. Men mest af alt har jeg kigget på og lyttet til Liam, lidt til Noel og altid til Oasis. Liam Gallagher var og er forud for sin tid, og om ikke andet er han ærkeengelsk og helt helt sin egen. D’you know what I mean?