Moderedaktøren anbefaler: Er du klar til at gå oversize som Michael Jordan?
'Den sidste turnering' går sin sejrsgang i øjeblikket på Netflix, og gensynet med Michael Jordan og resten af Chicago Bulls-legenderne har været med til at genoplive det overdimensionerede jakkesæt. Du kan her enten lade dig inspirere lidt af Frederik Lentz Andersens guide til stilen eller få et godt grin.
Jordan, Pippen og resten af det legendariske Bulls slæng tog i april over med dokumentarserien 'Den sidste turnering' ('The Last Dance', red.), hvor Joe Exotic, Bhagavan Antle & Co. fra 'Tiger King' slap.
Begge Netflix-serier har været verdensomspændende samtaleemner i dette forår, og begge har været til stor stilmæssig inspiration for millioner verden over. Fællestrækkene for serierne stopper nogenlunde også her, og med den eksorbitant massive omtale 'Tiger King' allerede har høstet, er det kun på sin plads at give nogle reelle legender det udelte spotlys.
Mange har set et, flere eller alle afsnittene om Michael Jordan & co. sidste år hos Chicago Bulls (sidste afsnit blev sendt i mandags, d. 18/5, red.), og næsten lige så mange har bemærket deres, set med skandinaviske designbriller, fuldkommen overdimensionerede jakkesæt.
Annonse
Kulminationen af 80erne og 90ernes rummelige habitsilhuetter, samtidskærligheden for jakker med skulderpuder på størrelse med sofahynder, og basketballspilleres overmenneskelige gennemsnitshøjde, får jakkesættene her til at minde om, når stilladser om højhuse afdækkes af pressending.
Selv om Scottie Pippen i et jakkesæt umiddelbart er mere komisk end cool, så er der alligevel noget dragende og designmæssigt forfriskende over princippet i en oversized habit med tre-fire-knaplukning, en jakke, der går et godt stykke nedover bagdelen og et sæt rigtig brede bukser.
Det er, som om 1920ernes brede jakkesæt lige fik en 90’er hip-hop-opgradering, og vi nu har genforelsket os i dem, som var det i Cindy Crawford, Christy Turlington og resten af supermodelbanden (kender du ikke dem, så Google dem for Guds skyld).
Jeg har generelt altid syntes, det var lidt sjovt med sportsstjerner i jakkesæt. Oftest skriger det af at være en uniform, de er tvunget i af klubbens ledelse for at understrege, at de ikke bare er til for underholdningens skyld, men også kan fremstå seriøse og corporate. Paradokset er, at de omvendt fremstår lidt dresseret og forcerede. De føler sig tydeligt bedre tilpas i sportstøj.
Uanset så har Bulls-legenderne været med til at genoplive det overdimensionerede jakkesæt, og det kan jeg kun bifalde. Sidste efterår og henover vinteren gik jeg på habitjagt i både danske og udenlandske vintagebutikker. Det har resulteret i en efterhånden helt habil samling jakkesæt.
Mit oprindelige mål var at finde velsiddende 70’er-sæt med brede revers og bukser med svaj, men ofte faldt jeg over sæt, der lå noget senere, tids- og udtryksmæssigt, og min konklusion blev, at de oversized sæt med skulderpuder og tre eller fire knapper på de enkeltradede jakker helt klart kunne noget.
Annonse
Sidste sommer, under Paris Fashion Week, præsenterede det højprofilerede svenske parfumehus Byredo et projekt under titlen ByProduct, der b.la. bestod af 10 skræddersyede jakkesæt i str. XXL kreeret sammen med den stockholmbaserede skrædder A.W. Bauer.
Byredos grundlægger, Ben Gorham, har en fortid som professionel basketspiller, og i sine boldbetvingende heydays bar han, som alle andre basketspillere af samme højtravende positur jakkesæt præcis, som vi nu får genopfrisket dem i 'The Last Dance'.
ByProducts sæt fås kun på bestilling, men udtrykket kan jo også bare bruges som inspiration.
En duo, der også indimellem diskuteres som værende gale eller geniale er Nik & Jay. Allerede i en tidlig alder proklamerede de, at deres foretrukne fashionoutlet var Store Robert i Valby, hvor der fokuseres på herretøj i store til rigtig store størrelser.
Princippet er relativt simpelt at afkode. Køb større end normalt, måske ovenikøbet markant større. Spørgsmålet er, om du er mand nok til at fylde det ud. Tør du?
Vetements har igennem adskillelige sæsoner slået sig op på tøj der næsten er komisk for stort, og i nogles optik komisk for dyrt. De har omvendt også virkelig mange die hard fans.
Balenciaga, der som bekendt både har været familiært og stilmæssigt tæt forbundet med Vetements, kan også bryste sig af brede skuldre og habitrummelighed. Jakke til 13.350 kr.
Husk at det selvfølgelig også er tilladt at gå et par størrelser op iblandt udbuddet af habitter i på et prisniveau, hvor selv studerende kan være med.
Secondhandmulighederne er mange, og ellers får du her et par bud i bredskulderhøjde:
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.