Moderedaktøren anbefaler: Her er mine foretrukne sandaler

Engang kunne Frederik Lentz Andersen ikke fordrage sandaler, så kom Normcore-bølgen og satte fokus på komfort, og i dag elsker han at iføre sig dem - selv til et jakkesæt til modeugens mange shows og fester. Her har han udvalgt sine favoritter til denne sommer.

Moderedaktøren anbefaler: Her er mine foretrukne sandaler
Offentliggjort

Den garderobeting, jeg stil- og smagsmæssigt har haft det mest forkvaklede forhold til, så længe jeg næsten kan huske, er sandalen.

Jeg blev født i slut-70’erne, og igennem min opvækst stod sandalen som et symbol på det mest fodformede og jævne, en mand kunne iføre sig. Sandalen er jo i virkeligheden kun til for komfortens og fodhygiejnens skyld, for kønt og appetitligt er det egentlig ikke at kigge på andre folks fødder.

I flere årtier har udtryk vægtet over komfort, men pludselig var det, som om moden blev vendt helt på vrangen. Måske startede det for et par somre siden. I kølvandet på Normcore-bølgen, der gjorde sit indtog i den yngre generations garderobe, som et oprør mod ældres generationers mærkefiksering, kom komforten også i fokus.

For de få, der ikke er helt med på det der med Normcore som stilretning, så går det i sin enkelthed ud på at gøre sig fri fra at skulle købe de rigtige mærker i en specifik sæson. Modreaktionen blev manifesteret ved i stedet at købe sit tøj i supermarkeder, genbrugsbikse etc.

Komfortable ’dad-sneakers’, no name jeans (gerne købt en til to størrelser for store og båret over taljen, snøret ind med et bælte) tilsat en sweatshirt af et komplet ukendt mærke. Det var simpelt og fremstod uovervejet, men med en hær af unge i stort set samme uniform, blev det tydeligt, hvor tænkt looket selvfølgelig alligevel var. Men en af de gode ting, det medførte, var et genfundet fokus på at iklæde sig noget, der føles rart, fremfor kun noget der ser fedt ud, eller er det rigtige her og nu. Og det yderligere positivt forstærkende er så, når den lyst til komfort bliver så almen, at den også vinder indpas som en regulær stilretning.

Det er her vi står nu, med sommeren over os og fødderne stilrigtig og solidt plantet i et par komfortable sandaler. Fri udluftning og frit udsyn til samme triste udgangspunkt gældende for de fleste af os, nemlig et sæt ligblege fødder. Sidste sommer købte jeg mig et par Birkenstock. Jeg skulle lige vænne mig til dem. Altså, de skulle ikke gås til, for det er faktisk det eneste par fodtø,j jeg har ejet, der ikke har gnavet, men jeg skulle lige vænne mig til ikke at se mig selv, som de tilbageværende hippier vi grinede af op igennem 80erne. Men da sommeren gik på hæld, og jeg igen skulle i arbejdstøjet, så beholdt jeg sandalerne på, selv når jeg gik i jakkesæt, selv til modeugens mange shows og fester.

Nu er det igen blevet for varmt for mig med cowboystøvler, og jeg er retur i sandalen, men farven skal der lige arbejdes lidt på.

Bottom line her er, på med sandalerne. De er cool, og siger nogen noget andet, så hils fra mig og sig, at de tager fejl. Uanset så er det din komfort, der tæller nu. Du kommer til at elske dem.

Japanske Visvim falder ind under kategorien over de længste brandforelskelser, jeg har haft. Det, de laver, laver næsten ingen andre og uanset, så gør de det altid bedre. Prisen er desværre også derefter. Sandaler fra Visvim til 5.500 kr.

Dr. Martens er om noget et brand, der er garant for fodkomfort, så det giver kun mening, at de lægger deres luftholdige såler under et par sandaler. Parret her kan bruges til både shorts og suit. Pris 1.200 kr.

H&M er også leveringsdygtige i pæne enkle lædersandaler. Pris 349 kr.

Efter Normcore kom Gorpcore, der gav os forfriskende nyt syn på outdoortøj og -sko. Monclers tekniske sandaler her ligger godt i tråd med det udtryk, der stadig holder både i skoven og i gaderne. Pris 4.000 kr.

Kernelæder og lige til at stikke i. Denne her stil kan virkelig også noget. 650 kr. hos Cos.

Og nu vi er ved læderudtrykket, så er der noget eksklusivt over kombinationen af farven og det simple design her. 699 kr. fra Clarks.

Japanske Suicoke er leveringsdygtige i et teknisk udtryk, der både holder. når du hiker og hænger ud i byen eller på stranden. 1.385 kr.

Et mærke mere, jeg har en lang kærlighedshistorik med, er Margiela. Her er en slider fra linjen Maison Margiela til 1.600 kr.

Skal jeg udvidde min Birkenstock-samling yderligere i år, så bliver det helt sikkert med det par her. Pris 900 kr.