Der er noget autoritært over støvler. Måske tænker jeg det, fordi støvler bl.a. altid har været forbundet med militært brug. Siden det 17. århundrede har ryttere i hæren båret langskaftede ridestøvler, og siden det 18. og 19. århundrede var cowboystøvlen en fast bestanddel over hesteryggen på prærien. Robuste, blankpudsede sorte snørestøvler indgår som bekendt i de fleste soldatergarderober, og i det hele taget er støvlen næsten uundgåelig i de fleste sammenhænge, hvor der udføres hårdt manuelt arbejde.
For mig er støvler en meget maskulin beklædningsgenstand, og et element, der afhængig af stilretning, kan ændre meget ved det samlede udtryk. Selv har jeg tilføjet mange forskellige slags støvler til min garderobe over årene og har holdt fødderne varme imens.
Der er klassikere, jeg har sværget on/off til igennem årene, støvler, som jeg bliver ved med at vende retur til, fordi de fungerer til rigtig meget.
Annonse
Dr. Martens var nogle af de første støvler, jeg kan huske, jeg virkelig gerne ville have. De skulle være sorte og have otte huller til snørebåndene. Jeg var selvfølgelig teenager, og de var mit første garderobeoprør. De var en urokkelig del af de autonomes uniform, og selv om jeg hverken var tilnærmelsesvis autonom, eller i det hele taget udtrykt politisk aktiv, så var der en symbolværdi ved dem. Jeg sled dem op, og de blev kun federe med tiden. Jeg går stadig i Docs. I dag er min foretrukne model deres Chelsea-model. Den kan jeg ikke forestille mig, jeg en dag bliver træt af.
Desert boots eller ørkenstøvler, på forfladiget dansk, har jeg gået med i flere år, end jeg ikke har gået i dem, igennem de sidste 20 år. Selv om det klassiske og umiddelbare valg er et par i lys ruskind fra Clark’s, så laver de fleste mærker, med respekt for sig selv, deres egen version. Jeg bærer dem til både jeans, chinos og jakkesæt for et mindre formelt udtryk. Ruskind tager tydeligere slid og pletter til sig, men jeg foretrækker dem sådan. Desert boots skal helst se ud som om, de har været et par gange rundt i manegen.
I start 90’erne var Timberlands klassiske arbejdsstøvler fuldstændig uundgåelige overalt. I årtier har de været allestedsnærværende i New York, hvor de i flere bydele anses for at være en del af nationaldragten. Herhjemme returnerer de i gadebilledet med typisk 10 års mellemrum. Selv er jeg klar til et par vintre mere i dem.
Da jeg startede på Euroman i 2008, faldt jeg i et japansk magasin, Free & Easy, over den amerikanske støvlefabrikant, Red Wing. Jeg var solgt. Kvaliteten var i øjnefaldende god, og deres gennemgående rustikke udtryk var præcis, hvad jeg ikke vidste, jeg savnede på mine fødder. Jeg fandt ud af, at der var en dansk Red Wing-agent, og derefter lånte jeg ofte støvler til modesiderne.
Det er nok det støvlemærke, jeg har købt flest par af igennem årene. Her går historie, stil og uopslidelig god kvalitet op i en højere enhed.
TV-serien ’Californication’ rullede over skærmen i syv sæsoner indtil 2014, og hovedpersonen, Hank Moody, blev en karakter mange mænd verden over i deres stille sind idoliserede. Hans stil og selvfølgelig kvindetække, har jeg ladet mig fortælle, var noget mange stræbte efter.
Annonse
Det hele var faktisk relativt simpelt. Forvaskede sorte T-shirts og sorte skjorter under sort læderjakke eller sort habitjakke til forvaskede blå eller sorte jeans, afsluttet med et par tasmaniske Chelsea-støvler af mærket Blundstone. I 2019 er Hank Moodys kvindesyn og -forbrug ikke helt comme il faut, men støvlerne fejler ingenting.
Og hører du til dem, der savner et alternativ i samme kategori, så er både kvalitet og udtryk på det australske mærke, Rossi, noget jeg selv kan anbefale:
Jeg skrev for nylig om, hvordan jagttøj har fundet vej ind i dagliggarderoben, og det gælder ikke kun ift. hatte, jakker og bukser. Også fodtøjet fungerer. Selv købte jeg for nylig et par lave LaCrosse-gummistøvler til mine outdoorweekender:
Prada dikterede sidste vinter en tendens, der samlede udtrykket for netop Chelsea-arbejdsstøvlen og den grove lavskaftede jagtgummistøvle. Resultatet blev denne her:
I kølvandet herpå findes i dag et par nævneværdige versioner i nogenlunde samme kategori:
For de modige, en kategori jeg selv ønskede at blive en del af, vil jeg slutteligt også lige slå et slag for cowboystøvlen. Taler vi om støvler med attitude, så er det sådan et par, du skal smutte i:
Ønsker du at starte mere blidt ud, udi det spidse fodtøj, vil jeg anbefale:
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.