Moderedaktøren anbefaler: Vejrdagsgarderoben

Som vejret svinger i øjeblikket, er det oplagt at gå praktisk til værks og dyrke gorpcore-stilen, som stadig holder. Euromans moderedaktør, Frederik Lentz Andersen, har udpegnet sine favoritter inden for bl.a. skaljakker, outdoorbukser og tekniske sneakers.

Moderedaktøren anbefaler: Vejrdagsgarderoben
Offentliggjort

Hvad søren er det med det vejr her? Det er ikke rigtig forårslunt, men til gengæld både småregnende og blæsende. Om et øjeblik er vi i juni, og sommersolen burde prikke i både krop og sjæl.

Så hvordan griber vi sådan en småskizofren vejrudsigt an? Måske vi skal gå lidt praktisk til værks og for en stund ride på den gode gorpcore bølge lidt endnu.

Ligesom når sommeren går på hæld, og efteråret kommer snigende, bliver den gode skaljakke, de åndbare vandafvisende outdoorbukser, som i øvrigt kan lynes af til shorts, og de tekniske sneakers aktuelle igen.

Stilmæssigt holder udtrykket stadig, og er du ikke typen, der ønsker at se ud, som om du på nogen måde går op i, hvad du har på, men stadig godt vil se ok tjekket ud, så er det her stadig en relevant offroad-sti at begive sig ud ad. Og hey, så kan du altid smide ’Der findes intet, der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning’-kommentaren, når himlen åbner sig, og alt preller af dig.

Shorts, du både kan vandre, løbe og bade i, lugter, udover eventuel sved eller saltvand, af gåpåmod, viljestyrke og en samtidsrelevant samhørighed med naturen:

Det nye danske sportswearmærke, 7 Days er gået sammen med det unge eksperimenterende fashionbrand (di)vision, og sammen har de lavet en kapselkollektion. Her et godt bud på et par shorts, der kan tåle vind, vand og vejr. Shorts til 745 kr.

Bukser, der kan lynes af til shorts efter behov og som stilmæssigt holder nu, som til efteråret. Her er både tænkt på vejrbeskyttelse, åndbarhed og så er det tendensmæssigt overraskende højaktuelle. Bukser fra Norrøna Bitihorn til 1.699 kr. hos Fjeld & Fritid

JW Andersen, der igennem flere sæsoner har samarbejdet med japanske Uniqlo, har bl.a. begået denne her lette vandafvisende anorak, der ikke fylder meget mere end en lommefuld, når den er sammenrullet. Og så er den ovenikøbet på tilbud til 199 kr.

I samme lette overtrækskategori eksperimenterer vores egen danske regntøjsgigant, Rains med en pullover med drawstrings for at holde de kolde vinde stangen. Både sporty og stilet. 599 kr.

Ikke alle er til de helt klassiske skaljakker med hætte. Overvejer du fx at have en skjorte på under, så ødelægger hætten, i min optik, udtrykket. Islandske 66North har lavet en skaljakke uden hætte, og den balancerer rigtig godt mellem formel og afslappet. Gore-Tex jakke fra 66North til 3.500 kr.

Den danske modeduo Heliot Emil, der foreløbig har høstet mere international anerkendelse end lokalt kendskab, mestrer et udtryk så befriende udansk, at de fortjener en svær portion opmærksomhed for deres portefølje af tekniske elementer. Vest i reflekterende tech-materiale til 2.390 kr.

Trailrunningsko vandt pludselig stor popularitet for et par år siden, og kigger man på frekvensen af dem i gadebilledet i dag, så er udtrykket stadig lige relevant. Blandt dem, der gør det bedst, er Salomon, og modellen XT-Wings 2 ADV er en af mine absolut foretrukne. Sko til 1.300 kr.

I lejet mellem sandal og outdoorsneaker finder du sådan et par her. De er lige dele praktiske og lige dele optur. Helt perfekte til både godt, dårligt og dansk vejr. Adidas Novaturbo H6100 LT til 1.100 kr.

Og skal du gå full sandal, så har danske Magnafied, hvis stifter, Magnus Carstensen, også var en af de tre stiftere af Wood Wood, lavet en sandal, som nemt kunne blive nogle, vi kommer til at se den del til i denne sommer. Sandaler til 950 kr.