Moderedaktøren: Det kigger jeg efter, når jeg køber jeans
Moderedaktør Frederik Lentz Andersen om sit selverkendte noget aparte forhold til jeans, og om hvad der ligger til grund for, at indigoblå er den mest guddommelige farve, han ved.
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann Frederik Lentz Andersen.
I 1996 var populærmarkedet for jeans fordelt imellem to mastodonter, Levi’s og Diesel.
Lige som folk har det med at sværge til Coca Cola eller Pepsi og Burger King eller McDonald’s, var man i 90’erne også holdningsorienteret, når det kom til valg af jeans. Diesel var det nye og friske alternativ til dem, der var til garderobelarm og farver, mens Levi’s var for nostalgikerne, de historisk fikserede og generelt bare dem, som synes, at alt var bedre i gamle dage. Jeg hørte personligt til den sidste kategori.
Jeg flyttede til London med min daværende kæreste i 96/97 og fik job i Levi’s flagskibsbutik på Regent Street. En af fordelene ved at arbejde i store virksomheder er, at de har organisatorisk overskud til – og erfaringsmæssigt ved – hvor vigtigt det er at oplære, træne og generelt informere deres ansatte om firmaets historie, kunnen og produkter. Det var Levi’s rigtig dygtige til.
Annonse
Jeg ankom til London og Levi’s kort efter gymnasiet, og det var nok første gang i mit liv, at jeg satte mig for at indtage læring, næsten på eget initiativ. Måske var det derfor, det hang fast.
Denimhistorie og viden om produktionen af jeans udviklede sig til en passion for mig, ikke kun i det år, jeg var hos Levi’s, men lige så meget i årene efter.
Hos Levi’s havde de netop introduceret en helt ny og eksklusiv linje, der hed Levi’s Vintage Clothing. Første kollektion kom ud i 1996 og bestod af tre jeans-modeller, to denimjakker og en denimskjorte. Alt var i raw denim, altså endnu uvasket, og det hele var gemt væk på et kontor i den fjerneste ende af den enorme butik. Levi’s Vintage, som de fleste nøjedes med at kalde det, var så hemmeligt og eksklusivt, at kunderne selv skulle spørge efter det. Vi var to ansatte, der kom på et to dages kursus på Levi’s kontor i Northhampton for at blive oplært i, hvordan LVC-produkterne skulle behandles og vaskes, og om hvorfor de kostede to til tre gange prisen på tilsvarende elementer fra Levi’s klassiske Red Tab-linje.
Michael Douglas i denimjakke og jeans (1972).
LVC’s formål var at reproducere de bedste nedslagspunkter fra Levi’s’ dengang 140-årige gamle arkiv.
Tiltaget var genialt, for vi var, og er fortsat, virkelig mange derude, som synes, at alt, kvalitets- og imagemæssigt rent faktisk var bedre engang. I årene efter tog flere og flere denimmærker den samme støvede travetur igennem deres arkiver. Nogle jeans-producenter havde færre år på bagen end andre, nogle blev genoplivet efter at have været lukket i årtier, og efterhånden som efterspørgslen på kvalitetsvævet denim tiltog, dukkede der også eskalerende mange mærker op. Mærker, som designmæssigt både på produkt, hangtags og overall image gav forbrugeren indtrykket af at være troværdigt autentisk, men var lige så frisk som en nytappet fadøl på en varm sommerdag.
Annonse
Jeg tror, de færreste samlere sigter efter at have meget af noget, førend det er for sent, og tilføjelserne stille og roligt overtager fornuft og nogle gange pengepungen. Jeg købte jeans i en konstant søgen efter det helt perfekte par. Dem, der var som syet til mig, som var tilpas slidte, men uden huller, dem der ikke for hurtigt fik ’knæ’, når jeg satte mig, og allerhelst et par, hvis årstal og historie, jeg kunne bryste mig af at vide noget om.
Levi’s blev et go to brand, men også Lee, Wrangler Sugar Cane og japanske mærker som Denime og Pure Blue Japan har jeg stolt båret og slidt, næsten, til perfektion igennem de sidste 20+ år.
Over årene spekulerede jeg ofte i at kalkulere mig frem til det bedste resultat. Her tænkte jeg i kalkulen omkring at købe shrink to fit, så de sad til fra start. Herefter gik jeg dem til i cirka fire til seks måneder, før jeg vaskede dem første gang. Idet de første vaske af raw denim krymper bukserne i både talje og benlængde, gjaldt det om at købe en længde for lang. Til taljen konstruerede jeg, med 8. klasses snedkerfærdigheder, en træklods matchende mit taljemål, som jeg satte fast under håndvask af bukserne. Lige som når jeg badede alle mine tre børn, da de var babyer, og altid tjekkede vandtemperaturen med min albue, så var det naturligvis også tilfældet med mine elskede indigoblå babyer. Med perfekt tempereret vand og klods i taljen sikrede jeg mig altid, at bukserne forblev min størrelse.
Jeg må nok indse, at min hustru har fundet sig i mere fra mig end de fleste ægtefæller, men det er til gengæld heller ikke mange kvinder, der kan prale af en mand med så omfattende færdigheder indenfor og viden om tøjvask.
I skrivende stund har jeg nok på den kvalmende side af 300 par jeans, men hvor jeg indtil for syv-otte år siden købte nye jeans, står jeg i dag frygtløst på hovedet i ethvert denimbjerg i de secondhandbutikker, jeg besøger. Det perfekte par er stadig derude et sted.
Når Frederik Lentz Andersen skal have nye jeans, som han kan gå til og forhåbentligt forvandle til de mest perfekte til dato, så går han efter klassikere som Levi’s Vintage 1954 501 og Lee 101z, eller også søger han efter nyklassikere fra skandinaviske mærker som Sunflower, Jeanerica eller Arket.
Levi's vintage 1954 501 til 2.100 kr.
Annonse
Sunflower Straight Jeans til 1.500 kr.
Jeanerica CM002 blue rinse til 1.000 kr.
Arket Regular Raw Selvedge Jeans til 890 kr.
Her finder moderedaktøren de bedste secondhand jeans
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
