Moderedaktøren: Det kigger jeg efter, når jeg køber jeans
Moderedaktør Frederik Lentz Andersen om sit selverkendte noget aparte forhold til jeans, og om hvad der ligger til grund for, at indigoblå er den mest guddommelige farve, han ved.
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann Frederik Lentz Andersen.
I 1996 var populærmarkedet for jeans fordelt imellem to mastodonter, Levi’s og Diesel.
Lige som folk har det med at sværge til Coca Cola eller Pepsi og Burger King eller McDonald’s, var man i 90’erne også holdningsorienteret, når det kom til valg af jeans. Diesel var det nye og friske alternativ til dem, der var til garderobelarm og farver, mens Levi’s var for nostalgikerne, de historisk fikserede og generelt bare dem, som synes, at alt var bedre i gamle dage. Jeg hørte personligt til den sidste kategori.
Jeg flyttede til London med min daværende kæreste i 96/97 og fik job i Levi’s flagskibsbutik på Regent Street. En af fordelene ved at arbejde i store virksomheder er, at de har organisatorisk overskud til – og erfaringsmæssigt ved – hvor vigtigt det er at oplære, træne og generelt informere deres ansatte om firmaets historie, kunnen og produkter. Det var Levi’s rigtig dygtige til.
Jeg ankom til London og Levi’s kort efter gymnasiet, og det var nok første gang i mit liv, at jeg satte mig for at indtage læring, næsten på eget initiativ. Måske var det derfor, det hang fast.
