Moderedaktøren fælder dom: Her er Kong Frederiks bedste og værste outfits
Euromans moderedaktør Kenneth Pihl Nissen har lagt syv af Kronprinsens nyere stiludfoldelser under lup og tager en aktuel stiltemperatur forud for søndagens tronskifte.
Foto: Getty Images
Kronprinsens fem bedste øjeblikke
En enkel blå skjorte, en lettere mønstret habitjakke, et sandfarvet paisley-slips og en enkel guldring. Det er bare fremragende.
Jakkens mønster er ikke så udpræget, at det bliver komisk eller stjæler fokus, og så er skulderen uforet og afslappet, hvilket fremkommer ret godt på H. K. H. Kronprinsen. Skjorten har en virkelig flot nuance, og sættet havde ikke været det samme, havde den været en stærkere blå.
Paisley-slips kan være svære at slippe afsted med, men sandfarven spiller godt sammen med ringen, resten af outfittet, hans kulør og grå lokker.
Det her er virkelig et stærkt look, der viser en kronprins i kontakt med grundelementerne. Jordtonerne, urets nato-rem, de opsmøgede ærmer og, igen, de grå lokker.
At han er begyndt at blive grå på toppen er i hans tilfælde kun en god ting. Han har stadig et godt og stærkt hår, så står det til mig, skal han gerne gøre endnu mere ud af også at bruge de grå toner i sin påklædning.
H. K. H. Kronprinsen står altid virkelig skarpt i sin gallauniform. Pasformen er fremragende, kvaliteten har en god struktur, og bukselængden er på den sikre side.
Man kan godt fornemme, at det ikke er noget, han har været nede og hente dagen forinden i Magasin.
Det her er måske min favorit, for alt ved det her look spiller bare. Buksernes farve og flanell-lignende kvalitet er godt skåret. Sportsjakken står i flot kontrast til bukserne, men er også i en lidt tykkere kvalitet, der næsten kunne næsten ligne kamelhår på afstand.
Slipsets farve og mønster passer godt med bukserne. Og så har hele outfittet en energi af, at det her bare lige var noget, han hoppede i. Det er gennemtænkt cool uden at virke overtænkt.
Slipseknuderne hos H. K. H. Kronprinsen varierer virkelig meget fra dag til dag. Her har han ramt den lige i rumpen. Hvem end der har bundet det slips, burde forgyldes og sættes til aldrig at foretage andre arbejdsopgaver.
Når man så ser billeder, hvor man kan se hele slipset, viser det sig, at det minsandten også stopper lige ved bæltekanten. Strålende!
… og et par forbiere
Bukserne her, og på en del andre af H. K. H. Kronprinsens jakkesæt, hvis vi skal være helt ærlige, er desværre lidt for lange. Det kan ikke være adgang til en skrædder, der er problemet, så her skal der gerne strammes op for den kommende konge.
Jeg undskylder mange gange, hvis strikken her er en gave, for så synes jeg, det er en anden sag. Et håndlavet produkt som dette skal som udgangspunkt hyldes.
Men hvis ikke den er lavet af et familiemedlem, så havde jeg fortrukket, at den var ensfarvet. Særligt fordi den børstede kvalitet fungerer godt, og at den er ribbet i kanterne er også en god feature.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kronprinsen, Kongehuset, Stilguide og Jakkesæt